Hverdagsliv

ÅRET DER GIK MED MINE 10 MEST LÆSTE INDLÆG

31. december 2020

Årets sidste dag er oprunden. Endelig fristes man til at sige. Der kan siges meget om 2020, heldigvis ikke alt sammen skidt, men uanset føles det som verdens længste år, der nu går på hæld, og selvom man klog af skade dårligt tør forvente sig af noget af det nye år, der nu venter, glæder jeg mig ikke desto mindre til at vende et helt nyt kalenderblad. Til at gå til det nye år med friske øjne  og fokus på det der kan blive, fremfor det der ikke blev. Alt det der ikke blev vil jeg parkere sammen med 2020.

I dag og i aften skal det dog handle om at få sagt ordentligt farvel, til det vi nu lægger bag os, og så glæder jeg mig fra i morgen til at se fremad. Årets sidste blogindlæg på bloggen som I kender den nu, vil jeg også dedikere et tilbageblik på året der gik og mine 10 mest læste indlæg igennem året. I weekenden er jeg tilbage med en relancering af bloggen i nye rammer, og jeg glæder mig stort.

Rigtig godt nytår kære jer, og tak for alt hvad I har bidraget med herinde i det forgangne år. Elsker den erfaringsudveksling vi ofte har igang herinde, som giver mig så uendeligt meget. Tak for at I fortsat følger med, selvom der er så rigeligt andet at lade sig opsluge af både på internettet og ude i den virkelige verden. Tak for jer!

Lad det så blive 2021 ♥

10. Råd til pleje af parforholdet når man har små børn

Årets 10. mest læste indlæg handler om kunsten at passe på kærligheden. Mine erfaringer og råd til pleje af parforholdet, især når man har små børn og hverdagen mest af alt føles som en sammensurium af praktik og evigt løse ender. Forhåbentlig indlægget kan give lidt fornyet gnist til nogle af alle jer småbørnsforældre der også synes det er svært at balancere parforhold ved siden af forældreskabet. Find indlægget her. 

9. Tanker om at samsove med to børn

Søvn fylder vel sagtens halvdelen af ens bevidsthed som relativt nylige forældre, og herhjemme ingen undtagelse. Årets 9. mest læste indlæg er mine tanker om at samsove med to børn. Noget jeg virkelig håber at kunne lykkes med, men som jeg ikke aner om er holdbart. Som altid stod I klar med gode råd og egne erfaringer, og som jeg skrev tidligere er især det – at mediet her også kan bruges til at hjælpe hinanden på den måde – noget af det jeg holder mest af herinde. Læs mine tanker og de mange gode og kloge kommentarer her. 

8. Garderobeudfordring – Lad os komme igang

På 8. pladsen over årets mest læste indlæg finder I min guide til den garderobeudfordring, jeg lagde året ud med. En anledning til at få både ryddet grundigt ud i garderoben men også blive bedre til at bruge det tøj, jeg allerede har, fremfor at fristes efter nyt. Måske indlægget kan tjene til inspiration til dig der også trænger til at se din garderobe med nye øjne? Indlægget finder du her.

7. Når drømmen om at bo i byen vakler

Vi har været vidt omkring i vores boligtanker det forgangne år, især ledt på vej af at vi lidt føler vi står ved en skillevej. Skal vi blive i byen også med to børn eller er det tid til et nyt kapitel? Årets 7. mest læste indlæg handler om vores tanker om livet i byen vs på landet. Læs med her.

6. Min fortælling om at gå til psykolog for at passe på mig selv

Det 6. mest læste indlæg i år er min fortælling om at gå til psykolog for at passe på mig selv. Et ærligt indlæg om at gøre noget aktivt for at blive bedre til at holde af sig selv. Det kan være grænseoverskridende sådan at åbne op for, men det at gå til psykolog når der er noget indeni en der ikke føles helt som det skal være, kan jeg ikke anbefale nok, og indlægget er forhåbentlig derfor lige så aktuelt i dag, som det var i starten af året. Du finder det her. 

5. Store snakke om bryllup, bolig og baby

Der har været meget på spil i 2020. Bryllup, sommerhus og baby på vej. Det 5. mest læste indlæg handler om at lande i det der ikke blev og en endelig erkendelse af, at at vores længe planlagte september bryllup ikke blev i år. Indlægget finder du her. 

4. Sommerhusdrømmen der ikke blev

Vi brændte nallerne en hel del gange undervejs i vores intense sommerhusjagt i år. Utallige håbefulde fremvisninger, en håndfuld budrunder. Sommerhusdrømme der ikke blev. Årets 4. mest læste indlæg omhandler det sidste sommerhus vi bød på. Huset det heller ikke blev, og som set i bakspejlet blev erkendelsen af, at det ikke skulle blive i år sommerhusdrømmen skulle indfries. Læs med her.

3. Min graviditet – uge for uge

På en 3. plads over årets mest læste indlæg er min graviditetsdagbog, som jeg opdaterer – næsten – hver uge. Selvom den læsning selvfølgelig ikke er relevant for alle, er jeg alligevel glad for at der er plads til den herinde, og jeg ved den kommer til at give mig – og forhåbentlig også andre der er gravide eller håber at blive det – noget håndterbart at spejle sig i. Find indlægget her. 

2. Lønforhandling – frygt ej

Årets 2. mest læste indlæg er også et indlæg jeg er særligt stolt af. Det er udgivet i forbindelse med et samarbejde jeg havde med fagforeningen Djøf og handler om gode tip til at gå til lønforhandling. Noget der er relevant for de fleste af os, og som jeg er stolt af også at kunne bruge min platform til at formidle. For mange af os er den årlige lønsnak nemlig alt for ofte anledning til ondt i maven og usikkerhed og det bør den ikke være. Indlægget er derfor en håndsrækning til alle os der gerne vil være bedre rustet til lønforhandling, og I finder det her. 

1. Nemt og billigt IKEA-hack til et pænere badeværelse

Til sidst og i top på årets hitliste er mit indlæg med inspiration til et IKEA-hack der i et snuptag opgraderede vores badeværelse. Elsker sådanne smutveje til at skabe forandring i hjemmet, og det glæder mig at I er så mange der også har kigget med i min guide. Find den her. 

    Kommenter