Det er efterhånden en god rum tid siden, at jeg sidst har dedikeret et indlæg blot til tilværelsen som mor. Hvilket er lidt skørt, for det fylder stadig virkelig meget. Selvfølgelig. Forholdsvismæssigt fylder det bare lidt mindre efter jeg er tilbage på arbejde, og også har skulle finde den side frem af mig selv. Den fuldtidsarbejdende mor med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Dagene forsvinder som et blik med øjnene, og jeg har ikke den samme tid til at reflektere over min mor-titel, som jeg havde tidligere. Men oven på en uges ferie i selskab med Nola hælder vægtskålen igen til mor-siden, og aftenens blogskriv skal derfor handle om en stak dugfriske tanker fra livet som mor.
Jeg ved godt det er sådan en kliche at sige det med, at tiden går stærkt, men sådan har jeg det virkelig. Og tidligere i dag græd jeg således lidt over, at jeg allerede ikke kan huske, hvordan det føles, da Nola var helt lille bitte, og brugte det meste af dagen på at putte ved brystet.
Aldrig har jeg følt mig mere tilpas i tanken om, at Nola er i institution, som efter 8 dage sammen med hende på fuldtid. Phew, det er hårdt arbejde at være på en hel dag med en virvelvind på 15 måneder. Det er tydeligt, at Nola er blevet vant til et ualmindeligt højt aktivitetsniveau i vuggestuen, som vi slet ikke har fantasi til at matche herhjemme. #erdetsnartmandagigen?
Hvordan gik det til, at min lille baby nu pludselig går rundt og siger hej, tak, ‘er det og hov i et væk?
Hvor er det vildt at sådan et lille menneske allerede kan have så meget personlighed. Stædig som sin mor (ups) og en fidusmager som sin far. Hun spiser glædeligt creme fraiche med fingrene, klapper i hænderne over alt med pasta, og påpeger gerne enhver nullermænd hun falder over på sin vej rundt i lejligheden #mindatter
Shit det er dyrt at have et barn, der nu går … flyverdragt, vinterjakke, overgangssko, vinterstøvler, gummistøvler. Jeg gad så godt have fundet meget af det brugt, men er blevet overhalet indenom af det pludselige kolde vejr, og har ikke kunne finde det jeg gerne ville have brugt, nu hvor jeg står mangler det. Hej hej børnepenge.
Har jeg ingen anelse om, hvad jeg fik tiden til at gå med, før Nola. Jeg mener, hvordan kunne jeg bruge en hel weekend på at nå det, jeg nu når i løbet af en middagslur?
Forstår jeg i øvrigt slet ikke, at det lige om lidt er to år siden, at min morgenkvalme begyndte, og de første spæde tanker om, at jeg måske var gravid, indfandt sig. TO ÅR?!
Er Nola virkelig sjov og sød for tiden. Men hun er også virkelig hidsig, og skal aller helst have sin vilje med alt, hvad hun sætter sig for (igen, vist nok efter sin mor, ahem), og får lidt sved på panden over, hvor meget hun tydeligvis præges af vores træk lige nu.
Nåh men altså, jeg ammer ikke om natten længere! Så mange bekymringer omkring netop det, og om det nogensinde skulle lykkes med at få vendt rutinen med de +5 natlige amninger. Men så, fra den ene nat til den anden er vi ude over dem. Og jeg tænker, at I sidder mere end bare én enkelt frustreret med-mor, der gerne vil vide, hvordan hulen det er gået til, så det skal dagens skriv handle om.
For lidt tid siden udgav jeg dette indlæg om, hvorvidt man kan lykkes med et ammestop uden gråd. Kommentarsporet flød over med dejlige erfaringer og gode råd fra flere af jer mødre og det var guld værd at blive klogere på, hvordan I har grebet jeres ammestop an. Ligesom det gav mig lidt sjælefred at høre fra flere af jer, der stod i præcis de samme udfordringer. Det er altid rart at være flere i den båd, man synes gynger lidt rigeligt!
Sidste weekend skulle vi så til bryllup, og det betød, at hverken Mads eller jeg ville være hjemme til at putte eller give trøst (og bryst om natten). Nola skulle passes af mine forældre og for at give min mor bare en tilnærmelsesvis chance for at kunne putte Nola og få en smule nattesøvn selv, blev vi for to uger siden enige om at gribe kampen an.
Til en start valgte vi dog at fokusere på at vænne Nola til ikke at få bryst inden hun skulle sove og at blive puttet af Mads (han har aldrig haft held til at putte hende, så den tjans har jeg også haft de sidste 14 måneder). Vi startede en fredag, hvor jeg listede ud af døren efter vores fælles aftenritual, og overlod herefter stafetten til Mads, der skulle forsøge sig med en sutteflaske med mme inden putning. En halv time nåede jeg at være væk, før Mads skrev en SOS besked om, at jeg skulle komme hjem. Så det gjorde jeg. Nola havde grædt hysterisk i nærmest siden jeg var gået ud ad døren, så putningen tog ikke lige den drejning vi havde håbet på. Jeg tog over og et kvarters tid efter var der ro. Sutteflasken nægtede hun dog stadig kategorisk, så den droppede vi.
Næste aften blev vi enige om at jeg skulle blive i lejligheden, mens Mads puttede, så Nola stadig kunne fornemme, at jeg var der. Istedet for sutteflaske gav vi aftengrød og mælk i kop for at fylde godt op inden putning og undgå sutteflaskekatastrofen.
Denne aften var der stadig gråd, men mindre end aftenen forinden, og 20 minutter efter kunne Mads liste ud af soveværelset med en sovende Nola. Yes!
Aften 3 var endnu bedre. Vi fortsatte som igår, og allerede 10 minutter efter kom Mads sejrstriumferende ned i stuen. Nola sov og uden andet end et øjebliks brokke-gråd til at starte med. Og pludselig med et kunne Mads putte. Uden mælk og uden gråd. Og jeg følte mig et kort øjeblik lidt overflødig, for putningen har jo været min og Nolas ting. Skøre, følsomme mor altså! Alt imens vi trænede Nola i at blive puttet af Mads og uden mælk, var der til gengæld fri adgang til mælkebaren om natten. Et helt bevidst valg, fordi jeg ikke ville ændre for mange rutiner og tryghedselementer på én gang.
Efter en uge hvor Mads har stået for putningen kom vi så til weekenden, hvor vi skulle til bryllup, og hvor Nola skulle passes af mine forældre, og dermed for første gang klare sig igennem en nat uden amning. “Det går aldrig” nåede jeg at tænke ikke så få gange, men min mor, der er dagplejemor og således arbejder med små børn til daglig, og i øvrigt er en kæmpe stjerne i Nolas verden, var fortrøstningsfuld og helt rolig ved opgaven, så det hjalp gevaldigt på mit overskud.
Til brylluppet havde jeg bedt min mor lige give et par statusmeldinger i løbet af aftenen, og omkring kl 21 fik jeg en besked om, at Nola var blevet puttet et par timer tidligere uden gråd. Så langt så godt! Og jeg havde ro i maven til at have den dejligste bryllupsfest med Mads ved min side.
Søndag nød vi en langsom morgen på hotelværelset og med god tid til morgenmaden, inden vi ved en 10tiden satte kursen tilbage mod København. Hjemme ventede en storgrinende Nola og en mormor og morfar i overskud, der alle havde klaret den ammefri nat med bravour. Der havde lige været en halv times gråd i løbet af natten, men ellers havde Nola accepteret sutteflasken med vand og min mor ved hendes side.
Nu vi allerede havde klaret én ammefri natten, tænkte vi, at chancen var oplagt til at fortsætte fremfor at gå tilbage til de gamle rutiner. Jeg ammede Nola godt af om eftermiddagen, så mine bryster, der var hårdt spændt for ovenpå halvandet døgn uden amning, blev tømt. Og det føltes på en måde lidt som en afslutning at amme hende dér og vide, jeg ikke skulle – om alt gik vel – amme mere i det døgn.
Aftenen kom, og jeg indlogerede mig på en luftmadras på Nolas værelse (derinde, fordi det er det eneste rum med et gardin og hvor døren kan lukkes) og kyssede Mads godnat og ønskede held og lykke med natten. Vi aftalte, at jeg ikke skulle bryde ind ved evt gråd, før han selv bad om det, og gik herefter i seng. Der gik dog ikke lang tid, før Nola begyndte at græde. Længe og insisterende. Det var frygteligt at ligge der i rummet ved siden af, og ikke kunne træde til, men jeg var også besluttet på at holde aftalen om ikke at bryde ind med mindre det var på Mads’ opfordring. Så jeg bed trangen og ur-instinktet om at trøste mit barn i mig. Og efter en halv time stilnede Nolas gråd af, og jeg kunne høre hun faldt til ro hos Mads. Første prøvelse overstået.
Et par timer senere havde vi samme scenarie, men gråden gik heldigvis over allerede efter 20 minutter. Og derefter hørte jeg ikke mere til Nola i løbet af natten. Så for første gang i mine 14 måneder som mor, sov jeg 5 sammenhængende timer. Mads og jeg troede nærmest ikke vores held næste morgen. For var det bare det? Skulle det gå så nemt? Der var afgjort blod på tanden til at fortsætte natammestoppet, og vi blev enige om at give det i hvert fald to nætter mere.
Nat to var lidt mere urolig, med mange opvågninger for både Mads og Nola. Dog ikke grådfulde, og det var trods alt det, jeg var mest optaget af. At Nola ikke skulle græde sig igennem nætterne uden mig i soveværelset.
Nat tre gik så godt. Med kortvarig gråd ad et par omgange, men ellers ro og fordragelig, og jeg har sovet bedre og længere, end hvad der nærmest føles som nogensinde (tidshorisonten som mor bliver nemt lidt forskurret).
Og nu er vi så her. Knap en uge inde i natammestoppet og det er planen, at jeg skal tilbage i soveværelset i aften, hvor Mads er ude, og jeg derfor er alene hjemme med Nola. Jeg glæder mig helt vildt til at være tilbage i egen seng, og nær eget hyggeputtende barn, men jeg er også lidt spændt på, hvordan natten skal gå. Om Nola virkelig er helt afvænnet amningen om natten, eller om hun genfinder trangen, når jeg pludselig ligger ved siden af. I aften skal testen stå, og jeg håber, vi består, så jeg kan vænne tilbage til soveværelset for bestandigt. Nok elsker jeg campinglivet, men en luftmadras på gulvet bliver også lidt trivielt på et tidspunkt, haha.
Den seneste uge hvor Nola ikke har ammet om natten, har jeg til gengæld tilbudt hende brystet om eftermiddagen, når hun er kommet hjem fra vuggestue og jeg fra arbejde, og det har fungere ret fint. Det setup planlægger jeg at køre indtil hun bliver femten måneder om nogle uger, og derefter tænker jeg at stoppe helt. Jeg har – med ganske få undtagelser – nydt hver en ammestund, men jeg er også ved at være klar til at holde her.
Alt i alt er jeg så glad og benovet over, hvordan det er gået. At vi er lykkedes med nat-ammestoppet næsten uden gråd og med mavefornemmelsen med os hele vejen. Det har været så vigtigt for mig ikke at gøre noget, der føltes imod mine og Nolas behov, og selvom jeg tror, at Nola godt kunne have hyggespist længe endnu, er vores nye søvnrytme også en tydelig indikation på, at ammestoppet var på tide. Hun sover ganske simpelt bedre uden brystet til at distrahere søvnen. Så kryds lige fingre for, at det også holder stik natten ud, og at jeg ikke skal tilbage på luftmadrassen igen ….
Jeg har ammet Nola i snart 14 måneder. 414 dage for at være helt præcis. Og jeg er mere end taknemmelig for, at min krop har bistået mig uden brok hele vejen igennem. Der var godt nok lige en voldsom mælkeoverproduktion, dengang det hele startede og nogle uger med sår på brystvorterne, men i det store hele har amningen kørt som smurt. Og gør det stadig. Måske endda lidt for smurt. Nola viser i hvert fald ingen tegn på at være klar til at stoppe amningen på eget initiativ. Og mens jeg ikke har det mindste imod vores aftenammestund, inden hun puttes, er jeg til gengæld ved at være lidt presset over, at vi stadig ammer 3-4 gange derudover i løbet af natten. Tanken om en fuld nats søvn, eller i det mindste bare 4-5 sammenhængende timer, føles som utopia, og selvom jeg for længst har vænnet mig til de mange afbrydelser, vores nætter byder på, gad jeg selvfølgelig godt for både min og Nolas skyld, at det ikke behøvede være sådan.
Når jeg som i nat ender med amme en gang hver anden time, tænker jeg meget på, om ammestoppet måske er på tide? Jeg havde sådan håbet, at det ville ske helt naturligt. At Nola ville miste interessen, eller at min mælkemængde ville sætte en naturlig stopper for det. For alt i verden vil jeg nemlig gerne undgå “kampen”. Den kolde tyrker med mig på sofaen og Mads med en ulykkeligt Nola i sin favn flere nætter i træk. Den model giver mig ondt i maven på hendes og mine vegne, og så er jeg sat tilbage til start. Fortvivlet over de mange opvågninger og fortvivlet over en løsning, der lyder så ulykkelig.
Så kære medmødre, ammestoppet. Kan man lykkes uden gråd? Og hvis ikke, hvad er så jeres bedste råd til at stå igennem det uden at blive ædt op af dårlig samvittighed over at tage noget fra sit barn, som det er så glad ved. Kan hun stadig nå at sige naturligt fra – altså inden hun bliver 2-3 år gammel? Eller er det nok en af de vaner, hun ikke selv kommer ud af? Vi samsover stadig, og jeg er ikke i tvivl om, at Nola elsker at ligge tæt i midten mellem Mads og jeg, så vi har ikke travlt med at få hende på eget værelse, men den sammenhængende søvn, den føles lidt mere presserende.
Mads er til fødselsdag i aften, og jeg er således alene hjemme med Nola. Og efter at have puttet hende er jeg netop landet i sofaen med Netflix på skærmen (jeg giver Sex Education en chance på anbefaling af altid skarpe Rockpaperdresses) og computeren på en pude i skødet. Som Nola var lige ved at overgive sig til søvnen, ramte min mor-usikkerhed mig igen på, at jeg gør flere af de ting, man ikke skal, hvis man ifølge visse eksperter ikke skal give sit barn dårlige søvnassociationer. Vi nusser og krammer, til hun falder i søvn i vores seng, hvorefter hun bliver flyttet over i sin egen seng ved siden af vores. Og fordi Nolas nattesøvn stadig er ret urolig med flere opvågninger og gråd, der kun bliver afløst, når hun får brystet, og falder til ro derved, ja så kan jeg godt engang imellem føle mig ramt på de der “ekspertmeldinger” om, at ens barns søvn hænger sammen med måden, de falder i søvn på. Men ved I hvad? Det gør mig helt ærligt mega ked, at man i det hele tiden kan tage sig selv i at tænke, at det er en dårlig ting, at man tanker sit barn godt og grundigt op på nærhed, når det skal sove. For hvordan kan det være forkert, at ens barn, for hvem verden stadig er et stort og overvældende sted, falder i søvn omfavnet af tryghed? Det kan jeg simpelthen ikke tro, at det er. Det vil jeg ikke tro, at det er.
Således fortsætter jeg vores putteritual, som jeg ved, at både Nola og jeg elsker. Hvor hun falder i søvn, mens vi ligger i en store-ske og lille-ske. Hjerte mod hjerte. Og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over det. Og det håber jeg heller ikke, at du vil, hvis du ligesom jeg hjælper dit barn til at falde i søvn på den ene eller den anden måde. Om det er ammende, vuggende, hoppende på en bold, eller noget fjerde. Der er så uendeligt mange måder at agere forælder på, og der er ikke én, der er mere rigtig end den anden. Så længe det du gør, er gjort ud af kærlighed, så tror jeg på, at dit barn før eller siden nok skal finde ro i at falde i søvn uden hjælp. Når barnet selv er klar til det.
I min nu 1 år lange historie som mor, er det, I oftest har hørt mig vende tilbage til, søvnen. Så essentiel for vores velbefindende og anledning til så mange frustrationer, hvis søvnen ikke er, som vi ønsker den.
Og det kan man ikke sige, at vores er. Desværre. Jeg har før skrevet indlæg om det her og her. Status er, at vi stadig ikke sover mere end 2-3 timer ad gangen, før Nola igen græder, indtil hun bliver tilbudt brystet. Enkelte nætter kan vi være heldige at få fire timer i streg, og så er der nætter, som den i nat, hvor vi sniger os op på 5 amninger i løbet af den sene aften og nat. Lige for tiden skyldes det de fortænder, Nola er ved at gro sig, og andre gange er det udviklingsspring og store omvæltninger i hendes omverden, som fx vuggestuestart, der nok forårsager natteroderiet. Og så er der perioderne ind imellem, som heller aldrig har været rigtig gode, men som vi ikke har umiddelbare forklaringer på, hvorfor ikke er bedre.
Vores sovesetup lige nu er, at Nola stadig sover inde i soveværelset sammen med os. Vi er begyndt at amme til natten inde i en lænestol på hendes eget værelse, og derefter går vi ind i soveværelset og hun bliver puttet i sin egen seng, der står lige ved siden af vores med den ene side taget af. Putningen kan tage alt mellem 10 minutter og en time, fordi Nola lige nu er i et lunefuldt humør. Hun er altid dødtræt, når hun bliver puttet, og alligevel er det som om, at fanden går i hende, når hun rammer sin seng, og pludselig er alt mere spændende end at sove. Mine øjenvipper. Min navle. Tremmerne på sengen. Alt skal det undersøges og endevendes, før hun til sidst kapitulerer og lægger sig ned og sover. Imens ligger jeg ved siden af og agerer stopklods, det bedste jeg har lært. Når hun er lige ved at overgive sig til søvnen, synger jeg “Jeg ved en lærkerede” helt stille, og Nola har derefter for vane at kravle over til mig i sengen, lægge hovedet i min armhule og falde i søvn der, mens hun bliver nusset. Derefter flytter jeg hende tilbage over i hendes seng, putter dynen om hende, vel vidende at den alligevel vil være sparket af om et øjeblik, og lister ud af soveværelset. Og på de gode dage sover hun uforstyrret indtil ved en 23-24 tiden, afhængig af hvad tid vi er lykkedes med at få hende til at falde i søvn, og andre gange skal vi et par gange op og give sutten eller hjælpe hende tilbage ned at lægge, når hun forvirret sidder eller står op i sengen. Når vi selv går i seng, mellem klokken 22 og 23, er det til gengæld som om, hun sover dybere imellem hendes opvågninger, og hun møffer ikke på samme måde rundt. Derefter går natten med 2-3 timers søvnstræk og amninger derimellem. Ved de fleste amninger har jeg egentlig ikke indtryk af, at hun rigtig spiser, for jeg mærker ikke nedløbet, og det virker nærmere som om, hun bare sutter for trygheden skyld. Hun bliver derfor også tilbudt vand af en sutteflaske, som hun drikker lidt af, inden hun selv skubber sig væk fra brystet og kan blive lagt tilbage over i sing seng, hvor hun for det meste sover videre næsten med det samme. Det er således sovevanen, der kører, indtil Nola står op. Typisk mellem 6:3o og 7. De fleste nætter får vi såmænd nok de timer søvn, vi skal, men de skal bare altid indhentes ad en del omgange, og morgenerne føles derfor altid lidt tømmermændsagtige, fordi vi aldrig er rigtig udhvilede.
Sandheden er, at selvom jeg nok havde forventet, at det ville blive med søvnen som indsats, som vi begav os ud på eventyret som forældre, så havde jeg aldrig forestillet mig, at vi stadig her et år efter skulle sove så afbrudt. Men vi er nok bare med i klubben for de forældre, der er blevet udstyret med et barn, der har et enormt behov for tryghed især om natten. Og lige præcis dét, skal jeg og vi nok blive bedre til at minde os om og acceptere, når vi i nattens mulm og mørke er frustrerede og irriterede over, at ingen af os sover bedre. Jeg har brugt så meget energi – og gør det stadig – på at spørge mig selv, om vi gør det rigtige med vores putte- og soverutiner. Er vi selv skyld i uroen, når jeg om natten tyr til brystet for at få hende til at falde til ro igen? Fylder vores nærhed og tryghed for meget, når hun er vant til at sove ved siden af os? Burde vi tage kampen op og tvinge et ammestop igennem? Udstå nætterne med ulykkelig gråd og få hende på eget værelse? Så mange spørgsnål, og ikke skyggen af rigtige og forkerte svar. Men som jeg stiller dem, kan jeg også godt mærke, at det på mig lyder helt forkert, at skulle kunne give sit barn for meget tryghed. At skulle tvinge nye sovevaner igennem, der tydeligvis ikke falder barnet naturligt. Den mor er jeg ikke, selvom det på nogen områder nok ville have gjort mig godt, hvis jeg ikke var sådan en føle-føle type, der handlede mere efter maven end med hovedet. Tit tager jeg mig i at ønske, at Nola kunne snakke og således selv guide os i retning af, hvad hun har brug for, når hun vågner grædende om natten. Men det kan hun ikke. Således er det min og vores vigtigste opgave at læse hendes signaler og handle derefter. Og for nu er maven og mor- hjertet altså min bedste rettesnor, så sådan må det være. Så håber vi bare, at Nola sover bedre igennem hendes andet år, end hun har gjort i sit første.
