Når jeg af og til holder spørgerunder på Instagram, er det her altid et spørgsmål der går igen: “Vil I gerne blive boende i byen?”. Ligeledes er jeg herinde blevet spurgt, om jeg ikke vil dele noget mere om, hvad vi gør os af tanker i forhold til fremtiden med børn i byen. Og det vil jeg gerne. Så nu griber jeg bolden, og åbner op for fremtidsdrømmene for vores lille familie. Så godt det nu lader sig gøre. Mine drømme kommer nemlig ofte vidt og bredt omkring, og jeg har svært ved at sætte to streger under DRØMMEN. Én ting ved jeg dog, vi elsker vores hverdag i byen. Vores tilværelse på Vesterbro, der føles som det helt rigtige smørhul for stort set alle de ting, vi holder af. Og det er dét, vi tager afsæt i lige nu.

Lige nu og her er vores drøm derfor, at vi bliver boende i byen, så længe det lader sig gøre, og i øvrigt bliver ved med at føles rigtigt. Vi har været frem og tilbage i forhold til lige præcis denne snak, og vi er endt med en god gammeldags for og imod-liste, som en hjælpende hånd til at få ord på, hvad det er, der trækker i os. De overvejelser vil jeg gerne dele her, og lad os starte med listen over ting, der for os taler for at blive i byen.

Nuværende bolig

Selvom jeg altid kan finde på ting, jeg gerne vil lave om hjemme i vores lejlighed, så er vi overordnet virkelig, virkelig glade for den. Vores 104 kvadratmeter store stuelejlighed på en stille sidegade til Sønder Boulevard. En lejlighed vi snart har haft i 5 år, og hvor jeg inden da boede 5 år i nabolejligheden, 4 af årene med Mads. Vi har et stort køkkenalrum, en nogenlunde lys stue, stort badeværelse, masser af opbevaring og to gode soveværelser, det ene af en størrelse, hvor to børn sagtens ville kunne have værelse sammen. Således er de fysiske rammer på plads til, at vi sagtens kan bo her længe endnu. Og fordi vi bor i stuen, bruger vi masser af tid i vores dejlige gård, hvor der er masser af miljø. Planter, træer, borde og bænke. Ovenikøbet med en børnehavelegeplads i den ene ende, som vi flittigt bruger i weekenderne.

Det taler i den grad også for, at vi bor billigt her i vores lejlighed. En andelslejlighed med en meget fornuftig økonomi. Vi vil ikke kunne finde de samme kvadratmeter til den pris ret mange andre steder tæt på byen. På mange måder føles det som om, vi har vundet i lejlighedslotteriet.

Cykelafstand til arbejde

Både Mads og jeg arbejder i indre by, og det er virkelig en luksus, vi holder rigtig meget af, at vi hver især begge kan cykle på arbejde på bare 10 minutter. At selv vores hverdagsmorgener er fyldt med ro og overskud, fordi vi ikke skal regne transporttid ind i kabalen.

Mulighederne 

Byen byder de facto på flere muligheder. Flere ting at tage sig til, og at lade sig friste af. Og vi har været spændte på, om vi stadig ville sætte lige så stor pris på netop de muligheder, som vi blev forældre, og ens prioriteter pludselig ser helt anderledes ud. Holdt vejret i forhold til, om de mange fornøjelser inden for kort afstand ville komme til at føles mere som et fængsel end en forlystelsespark.

Den seneste tid er jeg åndet lettet op. For vi elsker stadig mulighederne. At der ligger en chokoladebutik i kælderen på det ene af vores gadehjørner, og en vinhandel i det andet. At vi en tirsdag kan nå en morgenmadsaftale inden arbejde. At vi lørdag morgen kan cykle afsted efter noget af byens bedste morgenbrød.  Weekendens gåture på Vesterbro og Frederiksberg, mens vi kigger på butiksvinduer, drikker matcha fra Rist på Værnedamsvej, kaffe fra Prolog eller varm chokolade fra Frederiksberg Chokolade. At vi kan være i ZOO på 10 minutter, svømmehallen på 5 og at der i øvrigt bare er to minutter til nærmeste supermarked.

De muligheder og følelsen af aldrig at være alene i byen, giver os energi, og lige nu og her, kunne vi ikke forestille os en hverdag uden den energi.

Men er der så overhovedet noget der taler imod? Det er der. To ting. To væsentlige ting.

Behovet for luft og lys

For mens vores lejlighed og liv på Vesterbro byder på næsten alt, hvad vi drømmer om, så mangler det især én ting. Luft og lys.  Jeg savner en have. At kunne lukke direkte op til grønt fremfor til gårdens fliser. At kunne nyde godt af alle de glæder, en have fører med sig forår og sommer. En urtehave, frugttræer, sandkasse, badebassin, drømmeseng og grillaftener i aftensolen på terrassen. Jeg er vokset op med den pakke, og længes mere efter den end Mads, der er vokset op tæt på byen og uden en stor have.

At have familien tættere på

Vi er heldige at have Mads’ forældre tæt på, hvilket vi nyder godt af med en ugentlig farmor og farfar hente-dag af Nola. Men jeg ville ønske, at vi også kunne have mine forældre tættere på, så også Nola kunne se dem noget oftere. De bor på sydsjælland, og min far arbejder de fleste weekender, så vi ser dem kun hver femte til sjette uge typisk, og selvom vi har stor gavn af FaceTime, er det alligevel ikke helt det samme.

Det var altså vores liste. Tre ting for, to ting imod. Og tingene der taler for, taler til det hensyn, der i sidste ende er vigtigst for os. At vores hverdag fungerer. Og det gør den. De ting, der taler imod, er især ting der ville komme os til gavn i weekenderne, og dem er der trods alt færre af, end der er hverdage. Det har gjort udslaget for os, hvor vi er i vores liv lige nu og her. Og så håber vi istedet på, at vi en dag i en ikke alt for fjern fremtid kan gøre alvor af sommerhusdrømmen, som jeg her har skrevet lidt mere om. På den anden side af corona-krise og bryllupsoparing. Et sommerhus tror vi nemlig på, kan være præcis den modpol, som vi savner, til vores elskede hverdag i byen. Et weekendfristed med luft og lys. Ideelt hellere syd end nord for København for dermed også at få mine forældre tættere på, men det er ikke et afgørende krav.

Så her er vi altså, med ro i maven over at have valgt byen til fremfor fra, og med udsigt til forhåbentlig både flere gode år og børn lige her ♥

Ikke så få gange den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke, at jeg i det store billede lige nu er mere lykkelig, end jeg har været længe. Måske lykkeligere end nogensinde. Og jeg er nået frem til, at grunden til det er, der hvor vi er i vores liv lige nu. I vores liv som familie. Det fungerer. Vi fungerer. Som hold har vi ligesom fået spillet os varme, og vi kender vores plads i forhold til hinanden. Hvordan vi bedst kan spille bold sammen for at alting glider mere harmonisk. Det er så fedt. Og jeg kniber mig selv i armen over, hvor godt livet kan være.

Nola er snart 20 måneder, og selvom hun selvfølgelig har gjort mig lykkelig siden den dag, hun blev en del af vores verden, er det alligevel på en anden måde nu. På en anden måde nu hvor vi sover, bedre end nogensinde før. Hvor hverdagen ikke skal klares i en tung sky af søvnunderskud og usikkerhed på rollen som mor. Nola kan så meget selv nu, mere og mere for hver dag det går, og det gør altså bare en hel masse ting nemmere og sjovere. At se hende bruge tid på at putte hendes dukke, når hun går tur med den store flok af bamser i hendes dukkevogn, når hun helt stille sidder og fornøjer sig med en bog, eller når hun er opslugt af at tegne, kun afbrudt af hendes begejstrede tilråb, når hun stolt viser, hvordan hun har tegnet sin hånd (eller ret skal ret være ret, forsøgt at tegne sin hånd). Det føles så stort at se det her lille menneske pludselig være helt opslugt af at lege i hendes egen verden, og jeg ender altid med at stå med et varmt hjerte og betragte hende.

Selvom jeg godt af og til kan savne fornemmelsen af det her lille bitte menneske, der vokser sig større ved mit bryst, elsker jeg også bare den tid vi er i nu, hvor friheden også føles større, end den har gjort længe. Hvor weekenderne igen skåles ind med vin, og morgenbordet igen kan bære tid med aviser. Hvor det ikke længere er helt så svært at få det til at passe med en datenight, fordi Nola fint kan passes af enten mormor og morfar, eller farmor og farfar, der alle glædeligt står på spring. Hvor jeg ikke længere har dårlig samvittighed over hver en stund, jeg ikke bruger sammen med Nola. Livet føles på en eller anden måde, som om det er faldet i hak. Og som jeg skrev i en story forleden, som svar til et spørgsmål i en spørgerunde, føles livet både større og rigere med det perspektiv det giver at gøre og være for sådan en lille menneske. At opleve hvordan det at blive mor giver mig lyst til at ville gøre mig umage på en helt ny måde, er en gave, som jeg taknemmeligt og ærbødigt vil værne om. Tiden er lige nu, og jeg er lykkelig lige her, hvor vi er landet.

Det er længe siden, jeg er kommet med en reel opdatering på livet som mor. Hvilket nok egentlig er et meget godt blik på det state of mind jeg er i. Jeg er landet, og min rolle som mor føles ikke længere så usikker, som den gjorde det første år, hvor læringskurven stadig var stejl. Det seneste tid er den fladet ud, og det er rart. Rart at der ikke længere er så mange fortvivlede søgninger på google, at vi som forældre kender vores svagheder og styrker, og føler os stærke nok på dem til at handle derefter.

Men, som Nola for nylig er rundet halvandet år, tænker jeg alligevel, at det kunne være lidt hyggeligt med status på, hvordan det går med det hele. Med søvnen, spisevanerne, underholdningen af en tumling og hverdagen generelt. For selvom hverdagsrutinen har indfundet sig, er livet stadig om aldrig før.

DØGNRYTME

Nola vågner typisk mellem 6:30 og 7:30. Vi sætter ikke ur, så hun får lov at sætte rytmen på den front. I hverdagen er det afsted mod vuggestuen omkring 8:30, og så henter vi igen ved en 15tiden, typisk lidt før, hvis jeg henter, og en lille smule senere, når det er Mads. Hun sover kun én lur og har efterhånden gjort i det 3-4 måneder. I vuggestuen sover hun et par timer, mens hun i weekenderne sover mellem 3-4 timer. Kæmpe luksus. Derefter går eftermiddagen med at hygge, enten derhjemme eller ude i byen. På legeplads, biblioteket, eller med at klare praktiske ærinder, alt efter hvad humør og dagsform er til. Hvis ikke Nola har været på legepladsen eller i deres gymnastiksal i vuggestuen i løbet af dagen, kan jeg godt lide at vi lige får lidt luft og udendørs leg flettet ind i løbet af eftermiddagen. Aftenerne flyver altid afsted. Vi spiser aftensmad mellem 18 og 18:30, og derefter leger vi lidt indtil det mellem 19:30 og 20:30 er tid at gøre natklar. Tidspunktet afhænger af, hvornår hun er vågnet fra sin middagslur, så i hverdagen putter vi typisk tidligere end i weekenden.

NATTESØVN

Vi sover godt. Eller i hvert fald bedre end vi længe har gjort. Hvilket vi også helst skulle efter mere end et år med søvntortur. Forbi er de dage med opvågninger hver til hver anden time på klokkeslæt. Amme-stoppet gjorde forskellen for os, og efter at Nola ikke længere har udsigt til en lille natlig opfrisker i mælkebaren, ser hun åbenbart ingen grund til at vågne andet end hvis det er på grund af sutten, hun kommer i tanke om, at hun pludselig mangler. Så vi sover igennem.

Nola er stadig i vores soveværelse. Hun bliver puttet i sin egen seng, der stadig står ved siden af min side af sengen, men triller lige så hurtigt over i dobbeltsengen, hvor hun helst falder i søvn i armhulen af den, der putter hende. Og vi lader hende. For selvom det måske engang imellem kunne være rart at have dobbeltsengen for os selv, så elsker jeg også den ro Nola finder i at lægge tæt sammen med os. Gerne ved siden af os på hovedpuden i løbet af natten, kind mod kind. Den nærhed har hun altid haft brug for, og jeg vil ikke tvinge den fra hende. Så vores samsovnings-setup består, indtil den dag det får en naturlig afslutning. Hvilket nok bliver når der engang skal gøres plads til en lillebror/lillesøster, og vi skal finde ud af, hvordan vi bedst griber det an.

MAD

På spisefronten har vi til gengæld vores kampe. Nola har udviklet sig en seriøs (mod)vilje når det kommer til måltiderne. Og dem hun godt gider spise, og dem hun bestemt ikke gider. Morgenmad for eksempel. Og grove grøntsager. Ikke på vilkår om det passer hende. Hvilket hun helst får givet besked om med gråd. Det kan være så frustrerende at skulle kæmpe sådan med nogle måltider, og det kan virkelig tage pusten fra både Mads og jeg at starte dagen på den måde. Nola er godt i stand, og udvikles og trives rigtig godt, så vi burde nok finde lidt mere ro i, at hun måske bare ikke er sulten nok til fx havregrød om morgenen, og at de mange småmåltider i løbet af dagen holder hende kørende. Men jeg tror, det er den gamle vane med at sørge for, at hun var godt mæt for at sikre gode lure, der stadig rumsterer i baghovedet og som får os til at insistere på, at hun skal spise mere end bare et par bider af hendes havregrød eller yoghurt.

Men ellers så spiser hun det meste, når det passer hende, og det fylder mindre og mindre at skulle tænke over specialkost til hende. Eller også har vi bare vænnet os til at måltiderne helst skal bestå af noget med sovs …

AKTIVITETER

Det at Nola kun sover én lur gør, at vi er blevet mere fleksible om formiddagen, hvor vi nu kan nå meget mere, når vi en hel dag sammen, fordi hun først skal puttes til middagslur mellem 12:30 og 13. Formiddagen er derfor vores vindue til at tage ud og opleve, og vi kan i weekenderne godt lide at have planlagt en eller anden formiddagsaktivitet for, at der sker noget, og vi alle tre får noget luft. Det kan være en tur i ZOO, svømmehallen, besøge venner, ud at spise morgenmad eller noget i den retning. Og jeg må sige, at jeg virkelig synes det er dejligt, at Nola er nået den alder, hvor det at tage på tur ikke længere kræver helt så store overvejelser og armbevægelser. Så længe aktiviteterne nogenlunde tilpasses hendes døgnrytme, alle dage har vi nemlig prioriteret at hendes middagslur sker i en stillestående barnevogn, fordi hun tager de længste søvnstræk på den måde. Så selvom det måske til tider godt kan virke lidt fastlåst sådan altid at skulle være hjemme til hendes middagslur, så er det sådan vi prioriteter, fordi det fungerer. Og den 3-4 timer lange middagslur i weekenden har vi virkelig ikke lyst til at gamble med.

MIG SOM MOR

Som jeg indledte med at skrive, føler jeg i høj grad, at jeg virkelig er landet i rollen som mor. Sådan for det meste da. Jeg er mor med kæmpe M, og sætter Nola først i alt hvad jeg gør. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, og jeg ved godt, at det for mange andre ikke er det rigtige at gøre. Men for mig har der ikke været en overvejelse om at gøre det anderledes. Det føles så vigtigt og rigtigt for mig lige nu, at gøre alt hvad jeg kan for at give Nola al den nærhed og nærvær, som hun kunne ønske sig. Jeg har haft mine 20’ere til at dyrke mig og mit, og tiden til at gøre det, skal nok komme igen. Måske ikke lige de næste 10 år, mens man for alvor etablerer sig som børnefamilie, men inden jeg ser mig om, er Nola og de(n) søskende hun forhåbentlig får, travlt optaget af eventyr ude i verden, og jeg vil igen have al tiden i verden til mig selv.

Der hvor jeg alligevel kan vakle lidt i rollen som mor, er paradoksalt nok, når jeg udadtil skal stå på mål for min måde at være mor på, netop fordi vi lever i en samtid, hvor det ofte virker som om, at det næsten ikke kan gå hurtigt nok med at få børnene klar til babysitter, så mor og far igen kan dyrke egeninteresser. Så sort hvidt er det ikke, det ved jeg godt, og jeg glæder mig over, at der også er flere og flere der italesætter drømmen om for en stund at sætte egne ambitioner lidt på pause for netop at dyrke familiens ve og vel, men ikke desto mindre er min virkelighed, at den omverden jeg qua mit arbejde omgiver mig med, er fyldt med fart og faglige ambitioner om at skulle alverdens, og hellere på den halve end den hele tid. En slående kontrast til det liv jeg lige nu lever, og det kan godt af og til gøre mig usikker på mig selv og mine prioriteter. Altså lige indtil jeg igen lander hjemme med Nolas arme om min hals, og bliver mindet om, at lige nu og her, er der ikke noget jeg hellere vil, end at bruge al den tid jeg kan, på hende ♥

Og således går det nok, at jeg ikke længere er hende, der jubler over udsigten til en arbejdsrejse, at jeg ikke længere har en stærk og stram krop, som før jeg blev mor, og jeg ikke længere er hende, der bliver spurgt til råds om nye spisesteder i byen, eller er opdateret på nyeste premierefilm i biografen og denne måneds must at læse. At blive mor er så meget mere end det, og identitetsskiftet er stadig noget, jeg skal vænne mig til. Det har vist sig for mig at tage længere tid end det at vænne mig til ansvaret for et lille menneske derhjemme.

Det er efterhånden en god rum tid siden, at jeg sidst har dedikeret et indlæg blot til tilværelsen som mor. Hvilket er lidt skørt, for det fylder stadig virkelig meget. Selvfølgelig. Forholdsvismæssigt fylder det bare lidt mindre efter jeg er tilbage på arbejde, og også har skulle finde den side frem af mig selv. Den fuldtidsarbejdende mor med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Dagene forsvinder som et blik med øjnene, og jeg har ikke den samme tid til at reflektere over min mor-titel, som jeg havde tidligere. Men oven på en uges ferie i selskab med Nola hælder vægtskålen igen til mor-siden, og aftenens blogskriv skal derfor handle om en stak dugfriske tanker fra livet som mor.

• Jeg ved godt det er sådan en kliche at sige det med, at tiden går stærkt, men sådan har jeg det virkelig. Og tidligere i dag græd jeg således lidt over, at jeg allerede ikke kan huske, hvordan det føles, da Nola var helt lille bitte, og brugte det meste af dagen på at putte ved brystet.
• Aldrig har jeg følt mig mere tilpas i tanken om, at Nola er i institution, som efter 8 dage sammen med hende på fuldtid. Phew, det er hårdt arbejde at være på en hel dag med en virvelvind på 15 måneder. Det er tydeligt, at Nola er blevet vant til et ualmindeligt højt aktivitetsniveau i vuggestuen, som vi slet ikke har fantasi til at matche herhjemme. #erdetsnartmandagigen?
• Hvordan gik det til, at min lille baby nu pludselig går rundt og siger hej, tak, ‘er det og hov i et væk?
• Hvor er det vildt at sådan et lille menneske allerede kan have så meget personlighed. Stædig som sin mor (ups) og en fidusmager som sin far. Hun spiser glædeligt creme fraiche med fingrene, klapper i hænderne over alt med pasta, og påpeger gerne enhver nullermænd hun falder over på sin vej rundt i lejligheden #mindatter
• Shit det er dyrt at have et barn, der nu går … flyverdragt, vinterjakke, overgangssko, vinterstøvler, gummistøvler. Jeg gad så godt have fundet meget af det brugt, men er blevet overhalet indenom af det pludselige kolde vejr, og har ikke kunne finde det jeg gerne ville have brugt, nu hvor jeg står mangler det. Hej hej børnepenge.
• Har jeg ingen anelse om, hvad jeg fik tiden til at gå med, før Nola. Jeg mener, hvordan kunne jeg bruge en hel weekend på at nå det, jeg nu når i løbet af en middagslur?
• Forstår jeg i øvrigt slet ikke, at det lige om lidt er to år siden, at min morgenkvalme begyndte, og de første spæde tanker om, at jeg måske var gravid, indfandt sig. TO ÅR?!
• Er Nola virkelig sjov og sød for tiden. Men hun er også virkelig hidsig, og skal aller helst have sin vilje med alt, hvad hun sætter sig for (igen, vist nok efter sin mor, ahem), og får lidt sved på panden over, hvor meget hun tydeligvis præges af vores træk lige nu.

Nåh men altså, jeg ammer ikke om natten længere! Så mange bekymringer omkring netop det, og om det nogensinde skulle lykkes med at få vendt rutinen med de +5 natlige amninger. Men så, fra den ene nat til den anden er vi ude over dem. Og jeg tænker, at I sidder mere end bare én enkelt frustreret med-mor, der gerne vil vide, hvordan hulen det er gået til, så det skal dagens skriv handle om.

For lidt tid siden udgav jeg dette indlæg om, hvorvidt man kan lykkes med et ammestop uden gråd. Kommentarsporet flød over med dejlige erfaringer og gode råd fra flere af jer mødre og det var guld værd at blive klogere på, hvordan I har grebet jeres ammestop an. Ligesom det gav mig lidt sjælefred at høre fra flere af jer, der stod i præcis de samme udfordringer. Det er altid rart at være flere i den båd, man synes gynger lidt rigeligt!

Sidste weekend skulle vi så til bryllup, og det betød, at hverken Mads eller jeg ville være hjemme til at putte eller give trøst (og bryst om natten). Nola skulle passes af mine forældre og for at give min mor bare en tilnærmelsesvis chance for at kunne putte Nola og få en smule nattesøvn selv, blev vi for to uger siden enige om at gribe kampen an.

Til en start valgte vi dog at fokusere på at vænne Nola til ikke at få bryst inden hun skulle sove og at blive puttet af Mads (han har aldrig haft held til at putte hende, så den tjans har jeg også haft de sidste 14 måneder). Vi startede en fredag, hvor jeg listede ud af døren efter vores fælles aftenritual, og overlod herefter stafetten til Mads, der skulle forsøge sig med en sutteflaske med mme inden putning. En halv time nåede jeg at være væk, før Mads skrev en SOS besked om, at jeg skulle komme hjem. Så det gjorde jeg. Nola havde grædt hysterisk i nærmest siden jeg var gået ud ad døren, så putningen tog ikke lige den drejning vi havde håbet på. Jeg tog over og et kvarters tid efter var der ro. Sutteflasken nægtede hun dog stadig kategorisk, så den droppede vi.

Næste aften blev vi enige om at jeg skulle blive i lejligheden, mens Mads puttede, så Nola stadig kunne fornemme, at jeg var der. Istedet for sutteflaske gav vi aftengrød og mælk i kop for at fylde godt op inden putning og undgå sutteflaskekatastrofen.
Denne aften var der stadig gråd, men mindre end aftenen forinden, og 20 minutter efter kunne Mads liste ud af soveværelset med en sovende Nola. Yes!

Aften 3 var endnu bedre. Vi fortsatte som igår, og allerede 10 minutter efter kom Mads sejrstriumferende ned i stuen. Nola sov og uden andet end et øjebliks brokke-gråd til at starte med. Og pludselig med et kunne Mads putte. Uden mælk og uden gråd. Og jeg følte mig et kort øjeblik lidt overflødig, for putningen har jo været min og Nolas ting. Skøre, følsomme mor altså! Alt imens vi trænede Nola i at blive puttet af Mads og uden mælk, var der til gengæld fri adgang til mælkebaren om natten. Et helt bevidst valg, fordi jeg ikke ville ændre for mange rutiner og tryghedselementer på én gang.

Efter en uge hvor Mads har stået for putningen kom vi så til weekenden, hvor vi skulle til bryllup, og hvor Nola skulle passes af mine forældre, og dermed for første gang klare sig igennem en nat uden amning. “Det går aldrig” nåede jeg at tænke ikke så få gange, men min mor, der er dagplejemor og således arbejder med små børn til daglig, og i øvrigt er en kæmpe stjerne i Nolas verden, var fortrøstningsfuld og helt rolig ved opgaven, så det hjalp gevaldigt på mit overskud.

Til brylluppet havde jeg bedt min mor lige give et par statusmeldinger i løbet af aftenen, og omkring kl 21 fik jeg en besked om, at Nola var blevet puttet et par timer tidligere uden gråd. Så langt så godt! Og jeg havde ro i maven til at have den dejligste bryllupsfest med Mads ved min side.

Søndag nød vi en langsom morgen på hotelværelset og med god tid til morgenmaden, inden vi ved en 10tiden satte kursen tilbage mod København. Hjemme ventede en storgrinende Nola og en mormor og morfar i overskud, der alle havde klaret den ammefri nat med bravour. Der havde lige været en halv times gråd i løbet af natten, men ellers havde Nola accepteret sutteflasken med vand og min mor ved hendes side.

Nu vi allerede havde klaret én ammefri natten, tænkte vi, at chancen var oplagt til at fortsætte fremfor at gå tilbage til de gamle rutiner. Jeg ammede Nola godt af om eftermiddagen, så mine bryster, der var hårdt spændt for ovenpå halvandet døgn uden amning, blev tømt. Og det føltes på en måde lidt som en afslutning at amme hende dér og vide, jeg ikke skulle – om alt gik vel – amme mere i det døgn.

Aftenen kom, og jeg indlogerede mig på en luftmadras på Nolas værelse (derinde, fordi det er det eneste rum med et gardin og hvor døren kan lukkes) og kyssede Mads godnat og ønskede held og lykke med natten. Vi aftalte, at jeg ikke skulle bryde ind ved evt gråd, før han selv bad om det, og gik herefter i seng. Der gik dog ikke lang tid, før Nola begyndte at græde. Længe og insisterende. Det var frygteligt at ligge der i rummet ved siden af, og ikke kunne træde til, men jeg var også besluttet på at holde aftalen om ikke at bryde ind med mindre det var på Mads’ opfordring. Så jeg bed trangen og ur-instinktet om at trøste mit barn i mig. Og efter en halv time stilnede Nolas gråd af, og jeg kunne høre hun faldt til ro hos Mads. Første prøvelse overstået.

Et par timer senere havde vi samme scenarie, men gråden gik heldigvis over allerede efter 20 minutter. Og derefter hørte jeg ikke mere til Nola i løbet af natten. Så for første gang i mine 14 måneder som mor, sov jeg 5 sammenhængende timer. Mads og jeg troede nærmest ikke vores held næste morgen. For var det bare det? Skulle det gå så nemt? Der var afgjort blod på tanden til at fortsætte natammestoppet, og vi blev enige om at give det i hvert fald to nætter mere.

Nat to var lidt mere urolig, med mange opvågninger for både Mads og Nola. Dog ikke grådfulde, og det var trods alt det, jeg var mest optaget af. At Nola ikke skulle græde sig igennem nætterne uden mig i soveværelset.

Nat tre gik så godt. Med kortvarig gråd ad et par omgange, men ellers ro og fordragelig, og jeg har sovet bedre og længere, end hvad der nærmest føles som nogensinde (tidshorisonten som mor bliver nemt lidt forskurret).

Og nu er vi så her. Knap en uge inde i natammestoppet og det er planen, at jeg skal tilbage i soveværelset i aften, hvor Mads er ude, og jeg derfor er alene hjemme med Nola. Jeg glæder mig helt vildt til at være tilbage i egen seng, og nær eget hyggeputtende barn, men jeg er også lidt spændt på, hvordan natten skal gå. Om Nola virkelig er helt afvænnet amningen om natten, eller om hun genfinder trangen, når jeg pludselig ligger ved siden af. I aften skal testen stå, og jeg håber, vi består, så jeg kan vænne tilbage til soveværelset for bestandigt. Nok elsker jeg campinglivet, men en luftmadras på gulvet bliver også lidt trivielt på et tidspunkt, haha.

Den seneste uge hvor Nola ikke har ammet om natten, har jeg til gengæld tilbudt hende brystet om eftermiddagen, når hun er kommet hjem fra vuggestue og jeg fra arbejde, og det har fungere ret fint. Det setup planlægger jeg at køre indtil hun bliver femten måneder om nogle uger, og derefter tænker jeg at stoppe helt. Jeg har – med ganske få undtagelser – nydt hver en ammestund, men jeg er også ved at være klar til at holde her.

Alt i alt er jeg så glad og benovet over, hvordan det er gået. At vi er lykkedes med nat-ammestoppet næsten uden gråd og med mavefornemmelsen med os hele vejen. Det har været så vigtigt for mig ikke at gøre noget, der føltes imod mine og Nolas behov, og selvom jeg tror, at Nola godt kunne have hyggespist længe endnu, er vores nye søvnrytme også en tydelig indikation på, at ammestoppet var på tide. Hun sover ganske simpelt bedre uden brystet til at distrahere søvnen. Så kryds lige fingre for, at det også holder stik natten ud, og at jeg ikke skal tilbage på luftmadrassen igen ….