SUMMER SHADES

DET VIL JEG LAVE I JUNI

marten-bjork-474032-unsplash

Ovenpå en maj, det er næsten umuligt ikke at være svært tilfreds med takket være de gavmilde vejrguder, er det nu tid at vende et nyt blad i kalenderen og officielt bevæge os ind i årets første sommermåned. Og jeg er mere end klar på den. Det er min sidste fulde måned tilbage på jobbet, inden jeg går på barsel, og først skal tilbage på kontoret igen om et lille års tid. Det er så skør en tanke, og jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig, at jeg nu kun er ganske få uger fra dét, der uden tvivl bliver den mest skelsættende oplevelse i vores liv. Nåh, inden vi når så langt, så venter juni, og det er en måned, jeg håber det kommer til at byde på ….

  • solskin og søde sommerminder fra Paris, som turen går til om en uge. Byernes by, kærlighedens by, centrum for steak frites og mekka for croissanter. Det virker som et passende sted at starte årets sommerferie, og den sidste kærestetur inden baby ankommer.
  • et ordentligt indhug i min sommerferie læseliste. Jeg er allerede kommet igennem Helle Helles ‘De’ og er nu godt igang med Celeste Ngs ‘Små påsatte brande’ som indtil videre også tegner til at være læsning, jeg lader mig opsluge af. 
  • uendelige mængder is, frisk seafood, lune badetemperaturer, og det søde driverliv i en strandstol i vandkanten ved Algarvekysten, hvor vi tager videre til efter Paris.
  • to vellykkede koncertoplevelser. Først Roy Woods i Paris og senere på måneden Jay-Z og Queen B i Parken.
  • endnu flere grillaftener. I løbet af maj har vi allerede grillet flere gange, end vi gjorde hele sidste sommer, og jeg har ikke spor imod at fortsætte. Vi pønser lidt på, om ikke det i år er tid at opgradere vores lille kul kuglegrill til en gasgrill, så grillaftenerne er endnu nemmere at gå til. Vi har kig på denne her fra Weber, som godt kunne gå hen og blive en juni-investering.
  • en fortsættelse af redebyggeriet. Vi har efterhånden fået købt alt det, vi havde fået skrevet ned på vores shoppeliste til baby – nu mangler vi bare at få indrettet os med alle de ting, som pt bare står tilfældigt opbevaret på det kommende børneværelse. Min kære (og handy) far kommer forbi på mandag, for at hjælpe med at bore ting i vægge og loft, så forhåbentlig vi allerede dér når et godt stykke vej.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

SUMMER SHADES