I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: APRIL SHOPPING

1. maj 2023

II 1 ZARA JEANS II 2 PEOPLES REPUBLIC OF CASHMERE STRIK II 3 SOEUR DENIMNEDERDEL II 4 SOEUR DENIMKJOLE II 5 PLANET NUSA BLUSE II

Det er nogle måneder siden, jeg sidst har udgivet mit garderoberegnskab (eller noget indhold hertil i det hele taget). Dels lagde jeg året fra land med to måneder uden nye køb til garderoben, og desuden prøvede jeg i sidste måned kræfter med et garderoberegnskab i reels format på Instagram i et forsøg på at acceptere, at videoindhold ifølge de kloge er der, man får det bedste engagement. Det skulle I dog ikke nyde noget af, og jeres dom var klar. Garderoberegnskabet vil I se som et blogindlæg og ikke som video. Så nu bliver det sådan for nu, mens jeg stadig summer lidt over, hvordan jeg har det med, at det eneste indhold, der lander her på bloggen, er garderoberegnskabet.

Mit forbrug, når det kom til nyt til garderoben, endte med at gribe lidt om sig i april, og seks gode sager er flyttet ind. Majoriteten af dem i denim, som ellers er et ret overset materiale i min garderobe. Eller var, rettere sagt. De seks køb dækker over to par nye jeans fra Zara, disse i klassisk indigoblå, og et par i forvasket sort, som jeg vist var heldig at snuppe det sidste par i, eftersom jeg ikke længere kan finde dem online. Jeg manglede virkelig desperat nye jeans efter at have konstateret, at ingen af mine gamle par længere sad, som jeg ønskede dem. De stumpede for meget, og det så tosset ud. De to nye par sidder godt i taljen og på lårene, de er ikke helt smalle eller alt for vidde, og så er længden helt perfekt, hvilket ellers sjældent er tilfældet for mig og mine 164 centimeter. Det ærgrer mig dog, at de er fra Zara, fordi jeg ellers prøver at gå lidt uden om highstreet, der sjældent har den bedste værdikæde, når det kommer til bæredygtighed. Jeg forsøgte mig også med et par fra Tomorrow Denim, der ellers slår sig skarpt op på deres mere grønne værdier, men de sad slet ikke godt på mig, og så er bæredygtigheden jo desværre ikke meget værd.

Udover mine nye jeans, er der også flyttet en denimnederdel og en denimkjole ind fra det parisiske mærke Soeurs, der var ganske ukendt for mig, indtil jeg faldt over det i min svigerindes fine butik. Nederdelen flyttede først ind, og blev så flittigt brugt, at jeg straks måtte slå til, da denimkjolen dukkede op i min størrelse. Bedste køb længe!

Foruden mine denimkøb, har jeg også føjet endnu en strik til samlingen af mine favoritter fra People’s Republic of Cashmere, der i min optik har den bedste kvalitet. Jeg er ret vild med den lyse farve som modspil de brune og grå strik, jeg har i forvejen, og jeg glæder mig allerede en hel del til, at den skal holde mig lun på kølige sommeraftener. Jeg har været heldig at modtage den i gave, og således var den en gratis tilføjelse til garderoben.

Det sidste køb er en af de hypede bluser fra Planet Nusa, som jeg kun var heldig at få fingrene i, da en veninde solgte mig hendes. Det er mit første køb fra mærket, der i den grad har formået at opbygge et imponerende community, og selvom jeg følte mig virkelig gammel i deres butik, føler jeg mig til gengæld vældig godt tilpas i den bløde, printede bluse.

I alt har månedens køb stået mig i 3033kr.

  • Reply
    Ida
    1. maj 2023 at 20:58

    Dejligt med et indlæg fra dig og sikke nogle køb (misundelse herfra)! Jeg vil nok altid foretrække velskrevet blogindlæg frem for insta reels og lange snakkevideoer.

    • Reply
      Line Schjelde
      2. maj 2023 at 10:58

      Det er dejligt at få den feedback Ida. Jeg synes jo også udviklingen med, at det hele skal gå så hurtigt med indholdet på insta er lidt trist, så det føles som en lille sejr, at I stadig er nogle, der foretrækker blogindlægget fremfor video.

  • Reply
    Louise Herby
    1. maj 2023 at 23:00

    Jeg synes også, det er svært altid at købe mest bæredygtigt. De sidste 3 gange har jeg købt jeans fra Perfect Jeans. Det er ikke en fantastisk kvalitet, men det er dem, der sidder bedst på mig og passer i længden, og så må det jo være sådan 🙂

    • Reply
      Line Schjelde
      2. maj 2023 at 11:01

      Det er mega svært! For mig handler det om balancen. Hvis der er et sted, jeg ikke lykkes med at købe helt bæredygtigt (fx garderoben), prøver jeg at balancere det med at jeg så har nogle mere bæredygtige vaner et andet sted (fx på mad- og elforbrug, rejseaktivitet og lignende). Et bæredygtigt køb er jo ikke meget værd, hvis det ender med slet ikke at komme i brug.

  • Reply
    B
    2. maj 2023 at 8:30

    Så dejligt med garderoberegnskab tilbage på bloggen!

    Jeg er helt vild med nederdelen. Hvordan er den i størrelsen?

    Kh. B

    • Reply
      Line Schjelde
      2. maj 2023 at 10:57

      Dejligt du synes det Betina! Det var nu også meget rart at kunne uddybe sine skriverier lidt mere, end hvad IG tillader!
      Nederdelen er lidt lille i størrelsen (det synes jeg ofte, de franske mærker er), og jeg ere derfor gået en størrelse op i min.

  • Reply
    GARDEROBEREGNSKAB: MAJ SHOPPING – Meri Meri
    12. juni 2023 at 14:27

    […] en sidebemærkning endte jeg med at returnere de blå Zara jeans, jeg købte i april, da pasformen alligevel ikke var helt i øjet. Således kunne der modregnes 299kr for mit […]

Skriv et svar til Line Schjelde Annuller kommentar