I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: MAJ SHOPPING

12. juni 2023
II 1 SCHULZ BY CROWD KJOLE II 2 SCHULZ BY CROWD SKJORTE II 3 ROUJE BLONDESKJORTE II

Jeg har fået et par kærlige rykkere for, om ikke snart mit garderoberegnskab for maj udkom, og udover at det virkelig gør mig glad, at I sådan proaktivt efterspørger indlægget, så virker det heldigvis også som motivation for at komme til tasterne. Så hermed er det altså, mit overblik over det, der er kommet til i min garderobe i den forgangne måned.

Fire nye ting er det blevet til, alle sammen hvide opdagede jeg, som jeg skulle lave indlægget her. Men jeg vil også mene, at der er få ting der føles mere sommerlige end hvidt i garderoben, så jeg er all in.

To af tingene er gaver modtaget i forbindelse med et samarbejde (derfor reklame). Det er den hvide flagrende sommerkjole fra Schulz by Crowd, som jeg flittigt bruger enten med en enkelt t-shirt under eller med bare arme, nu hvor sommeren har godt fast udenfor. Derudover den perfekte oversized poplin skjorte, som er uundværlig i garderoben. Synes det er så fint og afslappet med en åbentstående skjorte udover en tanktop i sommervarmen, mens skjorten resten af året er genial til nederdele og bukser.

Derudover er der i maj flyttet endnu en hvid skjorte ind. En kortærmet blondeskjorte fra det parisiske mærke Rouje, jeg faldt pladask for i netop Paris. Den sidder jeg også i i skrivende stund, altså skjorten, desværre ikke Paris, og den er et kæmpe hit i garderoben!

Til sidst er der flyttet et par strømper ind fra Becksöndergaard (ja, mig og strømper I ved), men det er desværre ikke lykkedes mig at finde dem online, og I må derfor have billede og link tilgode.

I alt har mit majforbrug stået mig i 1199kr.

Som en sidebemærkning endte jeg med at returnere de blå Zara jeans, jeg købte i april, da pasformen alligevel ikke var helt i øjet. Således kunne der modregnes 299kr for mit majforbrug. Til gengæld går jeg igen et efterår i møde uden et par jeans, jeg virkelig føler mig tilpas i, og det er egentlig mere irriterende end glæden over at have sparet 299kr.

Er der flyttet nogle nye favoritter ind i din garderobe for nylig?

    Kommenter