I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: DECEMBER SHOPPING

5. januar 2018

december-shopperegnskabII ZARA TASKE II ARKET SKJORTE II GANNI BLOMSTRET KJOLE II COCCINELLE SHOPPER II 

Ny måned, nyt garderoberegnskab. Og hvis jeg selv skal sige det, så er jeg altså ret stolt af mig selv og mit decemberforbrug. Måske det er en kombination af et rigeligt stort ferieforbrug i november og udsigten til julegaveindkøb i december, men det er lykkedes mig at shoppe nyt til garderoben for under 1000kr. Faktisk betragteligt under. 607kr løber mine tre december-køb sig nemlig op i. Måneden havde ellers udsigt til at blive noget dyrere, da jeg både havde indkøbt denne glimmerkjole, som årets julefrokostkjole, og da den ikke viste sig at være et hit, panikindkøbte jeg denne metallic nederdel. Fornuften sejrede dog, og jeg kom frem til, at ingen af dem ville blive uundværlige i min garderobe, og så kan man lige så godt returnere. Så det gjorde jeg. Og købte i stedet den fineste glimtende taske fra Zara og to par strømpebukser i H&M, hvilket er dét mine 607kr er gået til.

Ret skal være ret, der er flyttet lidt mere ind i garderoben; den blomstrede Ganni kjole, shopperen fra Coccinelle og en hvid klassisk skjorte, som jeg endte med at bytte mig til fra en anden julegave. Men da disse ting er flyttet ind takket være nogle gavmilde julegavegivere, så har de ikke haft indflydelse på mit forbrug i december.

Nu bliver det spændende at se, hvordan januarforbruget ender med at tage sig ud. Det er altid en lidt farlig måned pga de mange udsalgsfristelser kombineret med alle de pæne forårs- og sommernyheder, som rammer butikkerne netop nu. Derfor er der vidst heller ikke fare for, at jeg kommer til at holde mig indenfor sidste måneds forbrug.

    Kommenter