Hverdagsliv

MINE SEPTEMBER PLANER

2. september 2022
II Fra min fødselsdag sidste år. Med en lettere betuttet baby Evi og Nola i hopla II

Jeg er altid fuld af forventningens glæde, når vi rammer september. For så længe jeg kan huske, har september været en helt særlig måned for mig. Knuselsker de tidlige efterårstegn; de kølige morgener og lune eftermiddage, sprødheden i vejrer, eftermiddagssolen der hænger lavt på himlen, de gyldne efterårsfarver der begynder at vise sig. Anledningen til bare ben og bløde striktrøjer. Åh jeg holder så meget af det hele. Også selvom sommeren har været fantastisk, og jeg egentlig er lidt ærgerlig over, den allerede går på hæld. Godt september med alle dens goder er der til at bøde lidt af for sommer vemodet

I september glæder jeg mig særligt til:

  • At suge det sidste af sommeren til os som vi næste lørdag sætter er endeligt punktum på sommerferien med uges ferie på Mallorca. Nola har talt ned LÆNGE og nu er det endelig ved at være. Vi tjekker ind på et familievenligt resort i Alcudia og har ingen andre forventninger til ferien end afslapning og hygge. Så kan det ikke gå helt galt.
  • Min fødselsdag. Jeg er stadig barnligt begejstret ved udsigten til at have fødselsdag, især fordi Mads er verdensmester i at sørge for de bedste fødselsdagsrammer.
  • At komme helt i mål med vores køkkenmakeover. Vi er godt på vej, men ramlede ind i det klassiske problem med fejlleverede låger, så vi venter lige på at den sidste halvdel dukker op. Er det bare mig, eller er det nærmest en naturlov at bestillingen af nye køkkener altid skal komme med én eller anden fejl?
  • Familietur til skoven hvor vi skal kigge på løvfald og samle kastanjer. Dét er efterår for mig.
  • Kærestefrokost på Levi, der netop er blevet kåret som byens bedste restaurant af Berlingske. Vi lykkedes aldrig med augustplanen om middag på Circcolo, men en frokost er nogle gange lidt nemmere at slippe afsted med, hvis arbejdskalenderen tillader det, så Levi skal lykkes! Vi trænger den tid sammen.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • Der er jo SÅ meget godt flow lige nu. Nybyggerne, Fra 1-værelses til strandvejsvilla, Gift ved første blik. Ingen sag at finde underholdning fra skærmen de aftener, jeg ikke arbejder eller har aftaler.
  • Mens jeg på hjemmekontoret er lidt mere tilfældig med min musik lige for tiden, og gerne sætter en blandet playliste på Spotify på, så er jeg lidt mere målrettet med musikken, når jeg træner, fordi musikken gerne skal give mig energi. Og det sørger Boris Way for. Hans energiske lyd er perfekt, når jeg hiver mig selv op til endnu et træningspas, og som jeg prøver at fastholde en fornuftig træningsrytme også i september, satser jeg på, at han vil blive spillet en del.
  • Jeg har Himmelstormere af Maggie Shipstead gemt til min Mallorca-læsning. Den er lang, men Jyllands-Posten her meldt den som en af årets bedste romaner, så satser afgjort på den er tiden værd!

Jeg vil spise og drikke:

  • Mindst en is om dagen på Mallorca. Og så er det vist også ved at være på tide, at vi skruer ned for is-forbruget. Politikken om mængden af is har været ganske lempelig denne sommer, men når Evi ikke engang kan cykle ad Skydebanegade (her ligger favoritten Siciliansk Is) uden at hvine ‘iiiiiiis’, er det vist på tide med en detox.
  • Jeg glæder mig altid til vejret igen er varm chokolade med flødeskum vejr. Og vi nærmer os!

Jeg vil købe:

  • Med min fødselsdag i sigte satser jeg ikke på at skulle købe andet, end hvad tilfalder mig i fødselsdagsgave. Så skal jeg til gengæld bare lige finde ud af, hvad jeg ønsker mig ….

Jeg vil gøre mig umage med:

  • At komme bare lidt tidligere i seng. Det bliver alt for sent de fleste aftener i forhold til, hvornår vores børn mener, at den nye dag skal starte, og selvom vi langt om længe sover godt om natten alle sammen, går jeg lidt rundt i en sky af træthed for tiden. Det vil jeg gerne rette op på!
  • Hver dag at tage mig tid til langsom leg med mine børn, hvor jeg ikke er bare er halvt tilstede, men hvor jeg til fulde overgiver mig til legen. Det er jeg ikke ret god, fordi jeg altid også gerne liiiige vil nå dit og dat. Men der er noget fint over at huske sig selv på, at hver ting til sin tid, og mange af mine praktiske gøremål kan helt sikkert godt udskydes lidt for i stedet at hellige mig nærværet med mine børn.

Hvad glæder du dig til i september?

  • Reply
    Anne
    4. september 2022 at 20:47

    Hej Line, vil du ikke dele din ønskeliste med os :-)?

Skriv et svar til Anne Annuller kommentar