Hverdagsliv

MINE DECEMBER PLANER

1. december 2021

Årets sidste måned. Kan I begribe det? Jeg kan dårligt. Føler stadig vi lige er gået ind i 2021, som på sin vis har føltes som det længste og korteste år nogensinde. Corona-effekten, som ligesom med 2020, altså gør et eller andet ved ens tidsfornemmelse. Som om tiden ikke rigtig går, mens man er ramt af nedlukninger og vidtrækkende restriktioner. Jeg kan stadig føle, at 2019 var sidste år, og så alligevel føles det som lysår væk. Håber på et 2022 hvor tingene for alvor normaliseres, eller hvor den nye normal finder så meget fæste, at man ikke hele tiden føler et før og et efter. Læste lige i Børsen, at professor i epidemiologi Lone Simonsen forudser at pandemien ender i slutningen af 2022, da vi med den nuværende smittebølge er godt på vej til at opnå flokimmunitet i Danmark. Håbet er lysegrønt!

Det samme er udsigten til årets sidste måned. Håbefuld og fuld af gode intentioner for at slutte året af med maner.

I december glæder jeg mig til:

  • Være helt sygdomsfri, forhåbentlig. Døjer stadig med efterdønningerne af min forkølelse, og kan dårligt vente til at være helt på den anden side og tilbage i vanligt vigør.
  • At jule for fuld hammer. Der skal klemmes æbleskiver og gløgg ind alle steder, jeg kan komme til det. Vi skal klippe-klistre og skabe julemagi for især Nola. Finde vores indre børn frem, som vi finder på nissedrillerier og genopdager glæden over at åbne julekalenderlåger og ser julekalender. Glæder mig så meget til at opleve julen gennem Nolas.
  • Julehygge med søde venner, både små og store, nye og gamle. Vi har julehygge i kalenderen både lørdag og søndag de næste to weekender, og jeg kan dårligt tænke mig til en bedre måde at være sammen på her i december.
  • At indføre en ugentlig svømmehals-tur med Evi. Hun elsker at være i vandet, og nu hvor DGI-badet endelig er genåbnet, er udflugten også lidt mere overkommelig. Og så er det varme babybad jo det nærmeste jeg kommer en spa-oplevelse her i de kolde vintermåneder.
  • Julegaveindpakningen. For mig er der lige så stor glæde forbundet med at nusse om gaveindpakningen, som der er med selve gavegiveret, og det er kæmpe yndlingsdag, når decemberdagen kommer, hvor jeg sætter mig til rette med alle gaverne, klar til at pakke ind.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • Julekalender. Vi har købt lågekalenderen fra DRs julekalender Tidsrejsen, så den tænker jeg vi skal gøre det til et fællesprojekt at se sammen med Nola hver aften inden sovetid.
  • Udover julekalender skal jeg også se den obligatoriske duo af julefilm; Love Actually og The Holiday. Ingen december uden ♥
  • Julemusik står selv sagt øverst på min spilleliste for måneden. Har holdt mig i skindet indtil nu, men nu glæder jeg mig altså også til at lade de første julesange glide over højtaleren.
  • Efter at have færdiggjort Sally Rooney’s Normale mennesker i november, gik jeg helt i stå med læsningen. Således har jeg stadig De tabte minders ø på min læseliste for december.

Jeg vil spise og drikke:

  • Klejner, klementiner, marcipanbolde og æbleskiver. Elsker sommerens spise, men jeg holder i sandhed også ret meget af alt det, der hører sig til på julens bord.
  • Glögg. Hvid, rød, hjemmelavet, færdigkøbt. Jeg tager den i alle afskygninger, tak. Især glæder jeg mig til at indvie Mads’ gløggekstrakt der nu på anden uge står og trækker i køleskabet, klar til snart at blive skænket.

Jeg vil købe:

  • Julegaver. Og når jeg er færdig med dem, plejer mit forbrug at være rigeligt mættet for en stund, og jeg har derfor ikke planer om køb på egne vegne i denne måned. De ting jeg har et lunt øje til, er i stedet kommet på ønskesedlen. Vil I forresten se mine julegaveønsker, eller er der ikke stemning for det?

Jeg vil gøre mig umage med:

  • Nærvær og kærlig opmærksomhed. Til mig selv og Mads. Føler lidt at jeg har snyltet på den front, og al den energi, jeg har, bliver mønstret til pigerne. Håber vi kan lykkes med en kærestestund her i december, hvor vi får enten Nola eller begge børn passet. Og så leger jeg lidt med tanken om måske at holde helt fri fra bloggen og min instagram mellem jul og nytår. Er ikke sikker på, jeg kan finde ud af det, men det ville være en sund udfordring for mig! Har I nogensinde taget en pause helt væk fra sociale medier?

Hvad glæder du dig til i december?

    Kommenter