BRYLLUPSSTATUS: SKAL VI UDSKYDE?

Tankerne om vores septemberbryllup fylder rigtig meget for tiden. Og desværre ikke på den måde, vi havde håbet på. Igår græd både Mads og jeg lidt over det. Tårer over den forventningsfulde glæde, der er taget fra os, når alt vi drømte om for tiden lige nu, var at svæve rundt i vores bryllupsbobbel. Hygge os med at få de sidste detaljer på plads, og ellers blot glæde os over, at vi har planlagt præcis den dag med hinanden og vores kære, som vi drømmer om. Sådan skulle det have været.

Men lige som så mange andre, der her i forårs og sommermånederne har været nødt til at udskyde deres bryllup, står vi nemlig med de samme tanker. Tanker om, hvorvidt det overhovedet er muligt at holde det bryllup, vi drømmer om, bare fem måneder ude i fremtiden? Et bryllup uden restriktioner og forbehold. Et bryllup, hvor vi ikke skal tænke over social distancering dagen igennem. Vi er i syv sind. Jeg kan mærke på Mads, at han ikke tror på det. At han ikke ser det som sandsynligt, at Danmark er åbnet op til en sådan grad, at vi kan få lov at holde vores kærlighedsfest for vores 80 familiemedlemmer og venner. Jeg er lidt mere håbefuld. Nok mest af alt fordi jeg gerne vil være det. Siger til mig selv, at der stadig er længe til september, selvom sandheden nok er, at med den forsigtighed vi naturligvis skal genåbne Danmark med, er fem måneder ikke lang tid.

Jeg kan mærke, at tvivlen omkring vores dag har taget pusten fra mig. Den har stjålet lysten til få tjek på de sidste detaljer, til at sende invitationer ud og vælge pynt. Jeg føler, at det kun vil gøre ondt være at være nødt til at aflyse, jo mere og mere virkelig dagen bliver.

Vores gode venner, der skal giftes i august, har stort set allerede besluttet at udskyde. Kære Ditte, der var endt med at flytte deres bryllup til den 19. september, som også er vores dato for brylluppet, har besluttet at aflyse. Det gør selvfølgelig indtryk på vores beslutning også. For mens vi ikke kan forvente, at myndighederne allerede nu ved, om vi kan holde vores bryllup til september eller ej, så er det kun vores omgivelser vi kan spejle os i. Hvad gør andre omkring os med lignende fester? Og med den spejling er der indtil videre ikke meget håb at komme efter. Vi kigger på hinanden med tårer i øjnene, og venter blot på at nogle træffer en beslutning for os, inden vi selv er nødt til at gøre. Forventningens glæde er så fin, men ikke når man ikke ved, hvad man skal forvente.

At holde et septemberbryllup har været min drøm, så længe jeg kan huske. Der kommer flere september-måneder, selvfølgelig. Men vi tænker også over en lillebror eller lillesøster til Nola, og havde besluttet at gå igang efter brylluppet. Jeg ikke har lyst at være gravid eller ammende til vores bryllup, og vi vil derfor ikke gå igang med at prøve inden. Festen skal være vores og ikke begrænset af, at mit hjerte er delvist et andet sted. Men vi vil heller ikke vente for evigt på at blive gravide, så hvis vores bryllup ikke bliver i år, bliver det ikke før på den anden side af barn nummer to. Og så går der immervæk nemt nogle år, hvis ikke biologien lige flasker sig, som man håber.

Bryllupsdrømmene føles lige nu som om de hænger i en tynd tråd …

Hvad ville I gøre, hvis I var i vores sko?