Hverdagsliv

FREDAGSPOST

10. januar 2020

Godmorgen venner, rigtig glædelig – omend grå og våd – fredag. Det kunne vejrguderne ærligt talt godt have gjort bedre, og jeg håber sådan, at de her takter ikke skal fortsætte hele weekenden!

Vejret til side, så er jeg stået op med udsigt til en særligt herlig fredag. Jeg har nemlig taget mig en fridag, og dagen skal stå i bryllupsplanlægningens tegn. Om en times tid har jeg tid til endnu en brudekjoleprøvning hos Vintagegirl, der i denne weekend har trunk show med et udvalg af smukke kjoler fra Anna Kara, som jeg glæder mig til at se nærmere på. Derefter hjem og igang med at pakke Save The Dates kort, som jeg netop har hentet fra print – glæder mig sådan til at vise jer, venner og familie dem – og i eftermiddag har Mads og jeg tid til et første møde med en guldsmed om vores vielsesringe. Hvilken fredag, og end ikke mukkeriet over det kedelige vejr, skal få lov at fylde ret meget op imod dagens humør. 

I aften har Mads og jeg aftalt date night, når Nola er puttet. Vi skal se film – anmelderroste Marriage Story på Netflix – spise popcorn, og sidde tæt og uforstyrret. Telefonerne bliver i køkkenet for en gangs skyld. Når vi når lørdag, står vi op til en dag uden det store på programmet. Tror vi indvier sportslørdag sæsonen hos Mini Ajax for at få brændt noget krudt af alle mand, og ellers skal vi bare nusse rundt. Jeg har en del blogarbejde at se til, når Nola sover middagslur, og jeg krydser således fingre for, at hun holder fast i de gode takter fra juleferien med middagslure på mellem tre og fire timer.

Søndag er der igen fuldt program. Jeg har en brunchaftale med et par veninder, og om eftermiddagen får vi et vennepar og deres datter på besøg til en legeeaftale og tidlig aftensmad. Og så skal jeg tidligt i seng, eftersom alarmen ringer klokken 4:45 mandag, så jeg når min 7:15 flyafgang mod Wien. 

Hvad er der på tapetet for jeres weekend? Er der plads til at plukke lidt fra mine weekendtips, som jeg har glædet mig til at dele med jer?

  • I kunne jo fx gøre mig kunsten efter og sætte jer til rette med Marriage Story på Netflix. Den har været talk of town i mit team i denne uge, og jeg glæder mig stort til at se den. Også selvom jeg allerede nu har indstillet mig på, at det bliver med følelserne uden på tøjet.
  • Spise lækre sprøde pizze hos nyåbnede SurtCPH i Carlsbergbyen. Simpelt og velsmagende, og med det sødeste personale. Billedet til indlægget er fra vores besøg der i aftes.
  • Overveje om du ikke kan undvære et lille bidrag til akutindsamlingen for Australiens vilde dyr, som WWF har startet her. Skovbrandene i Australien har indtil videre været skyld i at 8400 koalaer er omkommet, og 80% af de skovområder, hvor koalaerne lever, er væk. Det skærer i hjertet, og alle bidrag kan være med til at gøre en forskel. 
  • Suse forbi din nærmeste boghandel og slå til på Hvor Flodkrebsene Synger. Udover at den er en glimrende undskyldning for at blive indenfor under dynen, så er bogen også en af de bedste, jeg har læst. Sådan en hvor man vitterligt holder vejret, som man når til slutningen. Så fængende.
  • Indvie fastelavnsbollesæsonen, der langt om længe er over os. Du kan alliere dig med min store guide til byens bedste fastelavnsbolle og så ellers bare kaste dig ud i dem med god appetit. Jeg har planer om min den første i denne weekend, og jeg tror, jeg vil starte hos Lagkagehuset.

    Kommenter