Sikke en mandag, det har været. På en gang både verdens længste og den korteste. Det føles som evigheder siden, at dagen startede, og alligevel forstår jeg ikke, hvor dagen er blevet af. Jeg har været vågen siden kvart over 5, hvor Mads var ved at gøre sig klar til at skulle ud af døren for at nyå et tidligt fly til London, hvor han er på en konference indtil i morgen aften. Da jeg vågnede kunne jeg også konstatere, at weekendens sygdom desværre ikke havde sluppet sit tag i mig, og jeg stod således op til endnu en dag med en standhaftig halsbetændelse og øjne så store som tekopper røde som roser. Sådan har det været siden torsdag aften, hvor halsbetændelsen kom buldrende med 180 kilometer i timen og efterlod weekendoverskuddet i lidt af et limbo. Jeg meldte mig syg på arbejdet, mestrede overskud til at give Nola en anstændig morgen, inden jeg afleverede hende i vuggestue. Derefter røg jeg direkte hjem på sofaen, og har stort set ligget her lige siden. Under dynen og med Workin’ moms på skærmen. Tre gange er jeg af Netflix’ blevet spurgt, om jeg stadig ser, hvilket ret fint opsummerer min mandag. Ret skal være ret, jeg skulle også lige agere ene-forældre, da Nola blev hentet hjem, men jeg kom i mål takket være en stor stak havregrødspandekager og Popsi og Krelle. Og derefter tilbage på sofaen, og selskabet af Workin’ moms. Den serie altså. Det er længe siden, jeg har været så godt underholdt.
Egentlig burde jeg nok snart rykke dynen op i seng, og selv følge efter, men kender I det, ovenpå en hel dag på sofaen, føles trætheden lidt udvisket? Istedet ser jeg mit snit til at bladre igennem mine fotos for den forgangne uge og binde en lille krølle på ugen, der nu er bag os.
Og den blev især brugt på arbejde. Evighedsarbejde, føltes det som. Først på kontoret, og derefter videre på hjemmekontoret om aftenen, post aftensmad og putning. Således vidner kamerarullen om, at jeg ikke har taget ét eneste billede fra mandag til torsdag aften, hvilket er helt uvant. Der var ligesom ikke så meget at tage billeder af. Derfor føltes weekenden også ekstra tiltrængt, og jeg har ærligt talt været lidt skuffet over, at den mestendels er blevet brugt i sygdomsunderskud. Ikke at sygdom nogensinde kommer belejligt, men at være syg over weekenden er trods alt toppen af lavmål. Det startede ellers meget godt med en fredagsfridag, hvor humøret var højt og ambitionen om at få en formidabel weekend stadig var intakt, men derfra gik det lidt ned af bakken, og selvom weekenden bestemt har bragt nogle hyggelige stunder med sig, har den mest af alt føltes som en døs af sygdom. Det gør jeg bedre til næste weekend. Og indtil da kommer her en håndfuld billedglimt fra ugen weekenden der gik.
II Min fredagsudsigt; til friske blomster og bland selv slik. Perfekt makkerpar, hvis du skulle spørge fra nogen II
II Landet blødt og godt i tide til weekend med bedste, mindste sidekick. Også selvom det sidekick ikke har ro til at putte så længe ad gangen, som hendes mor ville ønske sig, haha II
II Nola og mormor på tur ud i efteråret ♥ II
II “Monkey see, monkey do”. Nola er i en fase, hvor hun gerne vil gøre alt, hvad vi gør. Synes det var så sødt, da hun den anden aften insisterede på, at sidde ved min computer ved siden af Mads og hans computer II
II Lørdag formiddag i storartet selskab af de her to små mennesker, og den enes mor, til brunch i børnehøjde på Sweet Surrender II
II Selvom weekenden ikke blev helt, som jeg havde håbet på, sluttede den alligevel lige efter planen. Med min mors andesteg i anledning af Mortens aften II
Ingen kommentarer