Det har jeg på

OM HVERDAGSAFBRÆK OG LOPPESUPERMARKED

17. oktober 2019

II H&M KASHMIR FRAKKE (lignende HER) II NØRGAARD BLUSE II MUNTHE KJOLE II ARKET JEANS II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II

Så blev det torsdag, og jeg har rullet det tunge skyts frem for at cope med efterårskulden. Sidste års favorit, min cashmerefrakke fra H&M, er hevet frem fra gemmerne, og jeg pakker mig i lag på lag, det bedste jeg har lært. Kun for at være ved at smelte, når jeg har været afsted på cyklen i fem minutter, fordi vejret i disse dage er lunefuldt. Blæsende og bidende koldt om morgenen, og mildt om eftermiddagen. Det er ikke til at blive klog på, men det er nok heller ikke meningen, for så ville os vejrglade danskere, jo ikke have dét som samtaleemne.

Ugen her er indtil nu fløjet afsted, især takket være de rare hverdagsafbræk, jeg har sørget for at fylde godt på med. I tirsdags var det morgenmad med en veninde på Bottega Barlie, inden arbejdet kaldte for os begge, i går en arbejd-hjemme-fra dag, hvilket gav mulighed for en hurtig frokostpause på Dyrehaven. Aftenen sluttede af med vin på Falernum med en anden veninde, og i dag har Nola og jeg udsigt til en playdate med en mødregruppe-veninde og hendes datter efter vuggestueafhentning. Tror vi gentager weekendens succes med en tur forbi Vesterbro Bibliotek. Således har ugen haft en lille snert af efterårsferie-stemning over sig, selvom arbejdet har skulle passes hver dag. Jeg siger det tit, men sådanne åndehuller kan gøre en verden til forskel i en hverdag, hvor der er meget, der skal nås.

Det skal jeg være ekstra god til at værne om også den næste halvanden uges tid, hvor arbejdet bliver mere hektisk end vanligt. På den anden side venter til gengæld vores efterårsferie, og så, inden vi ser os om, skriver kalenderen november. Kan I forstå? Jeg kan ikke. Og jeg har stadig et stykke vej, før jeg er i mål med mine ønsker for oktober.

Apropos de ønsker, så er jeg ikke lykkedes med at finde et loppemarked, der lige passer, og jeg overvejer derfor istedet en stand på loppesupermarkedet Lidkøb på Østerbro, som en af jer tippede om. Mon der er andre, der har gode erfaringer derfra, og kan sige lidt om, hvad prisniveauet er, og om det generelt kan svare sig med stand der?

Kommenter