On my mind

OM FORFEJLEDE MOR-DRØMME OG ET FORSØG PÅ AT VÆRE EN ANDEN

17. januar 2019

 

I skrivende stund burde jeg være igang med at lægge sidste hånd på pakningen af kufferterne til Dubai-turen. Jeg skriver burde, fordi sagen er den, at jeg tirsdag aften traf en beslutning om, at Nola og jeg ikke ville tage med på den tur, der ellers har været planlagt i mange, mange måneder.

Forud for den beslutning er der grædt en hulens masse tårer. Flere end jeg længe har gjort, og flere end da Nola kom til verden. Jeg har haft ondt i maven, søvnløse nætter og ikke skyggen af appetit. Jeg har været en version af mig selv, jeg ikke bryder mig om. En skyggeside, som jeg ellers har kunne holde for døren de seneste mange år. Min angst. For det uvisse og usikre. For det jeg ikke kan forudsige og kontrollere. Alt sammen fordi rejsen i aften kom tættere og tættere på. Som jeg skrev tilbage i december, sad jeg allerede da med nogle tarvelige følelser, hvor jeg ikke glædede mig til turen. Tarvelige fordi de ikke føltes fair over for Mads’ forældre, som har inviteret os med på ferie, og som har glædet sig til at samle hele familien på en ferie med Nola. Tarvelige fordi mange ville give deres højre hånd for at tage ud på ferieeventyr, mens januarkulden raser herhjemme. Så hvad bilder jeg mig ind ikke at have lyst til at tage på en gratis ferie?  Ikke desto mindre var det sådan jeg havde det …

I mellemtiden tog forberedelserne til jul, nytår og barnedåb over, og jeg kunne for en stund parkere min rejse-ængstelighed og dén der mavefornemmelse der sagde, at det var for tidligt. Men så blev det søndag, barnedåben var overstået, og Dubai ventede som det næste. Og med et væltede alle følelserne ind over mig igen. Følelsen af at gøre noget, som ikke føltes rigtigt. Ikke for mig og ikke for Nola. Ikke endnu. Pludselig fyldte det hele min verden, at jeg var på vej mod noget, jeg slet ikke kunne overskue eller havde lyst til, og som ikke blev gjort med Nolas behov i sigte. Det blev udelukkende gjort for at glæde andre, og på bekostning af mig og min mavefornemmelse. Filmen knak da jeg mandag aften sad og græd ned i aftensmaden foran Nola. Dét er hun ikke tjent med, og det blev hovedet på sømmet i forhold til at åbne op for beslutningen om alligevel ikke at tage afsted.

Det krævede et par grådkvalte telefonsamtaler med Mads, min far og mor, før jeg endeligt kom frem til, at det eneste rigtige var alligevel at lytte til den ellers undertrykte mavefornemmelse og melde fra til ferien. For hvis jeg er ked af det og utryg, så bliver Nola det også. Og er der noget, der er vigtigt for mig, så er det, at når hun skal ud og opleve den store, vide verden, så skal hun være pakket ind i tryghed og ro, så hun og vi får en god oplevelse ud af det. Og som jeg har haft det den seneste tid, ville jeg ikke kunne give hende den tryghed. 

Så her er vi nu, på afrejsedagen men med tomme kufferter, klar til at blive båret tilbage ned i kælderen. Det føles ærlig talt som lidt af en fiasko. En erkendelse af at jeg ikke er hende den seje eventyr-mor, der uden tøven tager Nola ud af faste rammer og rutiner for at tage på opdagelse. Den mor jeg på papiret ellers havde drømt om at være, fordi det udadtil ligner at det er sådan man skal være? Jeg har prøvet. Og jeg er ikke den mor. Ikke endnu i hvert fald. 

Som to af mine kære veninder har skrevet, så kræver det også mod og styrke at følge sin mavefornemmelse og sige fra til noget, som andre har en forventning om. Så det vil jeg prøve at tage med mig. At jeg ikke er fejlet som mor, men at jeg istedet har lært en anden vigtig lektie om mod og styrke, som jeg kan give Nola med videre. Så lærer vi hende om eventyr en anden dag …

  • Reply
    Nikoline
    17. januar 2019 at 9:02

    Fra en “nybagt” mor til en anden: DU er sej! For det kræver nemlig også mod at sige fra og turde stole på sig selv og sin mavefornemmelse – specielt når det gør andre kede af det. 💕 I morgen – eller om nogle dage når du er klar – skal der en masse glimmer på og op på kaminen. 🎉

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 20:53

      Dejligt med en velvalgt Hella-reference. Tak for den – men mest af alt for din søde og medfølende kommentar Nikoline 💘

  • Reply
    Emilie nissen
    17. januar 2019 at 9:19

    Åh, jeg er helt lettet på dine vegne..! Jeg har selv en lille gut på tre måneder, og jeg kan SÅ godt sætte mig ind i dine følelser. Det er MEGA sejt, og så godt for både dig selv og din datter, at du står ved dine følelser og siger fra. Dét kræver nemlig bare mega meget mod.
    Kæmpe knus

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 20:55

      Dejligt jeg ikke er den eneste hønemor i flokken herinde 😅 Tak for din søde kommentar Emilie, for opmuntring og opbakning ❤️ Knus til dig

  • Reply
    Alexandra
    17. januar 2019 at 9:39

    Åhh, kære dig! Dine ord skærer sig ind i mig! Jeg husker det tydeligt! Følelsen af, at skulle sige fra og følge sig egen mavefornemmelse og tage en beslutning om, hvad der er bedst for sig selv og ens barn. Du er Nolas advokat, og du ved, hvad der er bedst for hende og dig, og du er vildt sej, at du tør sige fra! Husk det! Det kan være så svært, at skulle navigere i andres forventninger kontra ens egen mavefornemmelse, når man er ny mor, men du vil kun Nola det bedste, og det kan alle omkring jeg forstå! ♥️

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 20:57

      Du siger det så rigtig Alexandra – at træffe valg der er rigtige for Nola og for mig som mor, er min fornemmeste opgave, og jeg skal lære at stole lidt mere på mor-fornemmelsen. Tak for din dejlige omsorg 💘 klem til dig

  • Reply
    M
    17. januar 2019 at 10:01

    Et stort kram til dig….Du er modig og sej❤️ For at stå ved din mavefornemmelse, sige den højt og handle på den😊 Barselsferie er ikke for alle, og det må i min optik aldrig blive en måde at sammenligne os mødres “superkræfter på” på. Vores babyers behov er forskellige lige som vores egne er.

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 20:59

      Jeres søde ord og opbakning betyder simpelthen så uendeligt meget for mig. Tak for at tage dig tid til at dele den omsorg! Endnu en sej mor-superkræft 💪🏼 Kram retur til dig

  • Reply
    Randi
    17. januar 2019 at 11:40

    Man skal ikke slå sig selv i hovedet eller er forfejlet fordi man mærker efter hvad ens barn er klar til- det er din fornemste opgave som mor!!!!! Godt gået, ros dig selv og nyd roen i maven over det rigtige valg <3

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 21:01

      Du har ret Randi! Som stadig relativt ny mor, skal jeg lære st hvile i, at det er ok at gå efter mor-mavefornemmelsen, også selvom den måske ikke siger det, omgivelserne håber på. Jeg kender mig selv og mit barn bedst. Tak for den vigtige påmindelse ❤️ Klem til dig

  • Reply
    Julie Koch
    17. januar 2019 at 15:49

    Årh❤️ kære søde Line.
    Jeg synes du skal rose dig selv for at lytte til dit og dit barns behov! Det er stort. Og du er bare Mor, med kæmpe stort M.
    Jeg sender massere af tanker, kærlighed og fastelavnsboller din vej!

    • Reply
      merimeri
      17. januar 2019 at 21:06

      Søde Julie, tak for din hjertevarme besked 💘 Den gør glad, ligesom ønsket om fastelavnsboller gør det. Den opfordring må jeg følge til dørs i morgen! Kram fra mig

  • Reply
    Sara
    17. januar 2019 at 21:48

    Jeg synes dert er SÅ modigt og beundringsværdigt, at du lytter til dine følelser! Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det, man bliver så overrasket over alle de følelser man kan få som mor, og hvor meget man kan komme til at slå sig selv oven i hovedet med ting, man ikke synes man gør godt nok.
    Jeg skulle også have været på ferie en måned efter Alfred blev født, hvor vi skulle fejre svigermors fødselsdag. Det tog mig også MEGET lang tid at erkende, at jeg måtte melde fra og lytte til mig selv, selvom jeg gerne stadig ville være den rejseglade mor og ikke ville skuffe nogen.
    Der skal nok komme et tidspunkt, hvor det føles rigtigt at rejse ud i verden med sit et og alt <3

    • Reply
      merimeri
      20. januar 2019 at 15:45

      Søde Sara, tak for din fine kommentar og for at dele din egen sårbarhed ♥ Det betyder simpelthen så meget at høre fra alle jer, der kan spejle sig i følelserne. Og du har ret, vi skal tids nok nå at få vist verden til Nola og Alfred!

  • Reply
    Catharina
    18. januar 2019 at 7:36

    Du er sej Line <3 Du lytter til din egen mavefornemmelse og fornemmer dit barns behov. Nola kan da ikke bede om mere.
    Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelser. Især ville jeg (også) have det svært med at skulle rumme den skuffelse, som jeg ved, svigerfamilien ville sidde med, hvis jeg havde truffet det valg du har gjort. Samtidig er man jo også pisse skuffet over sig selv – indtil man indser, at man har truffet det mest rigtige valg og at det vigtigste må være at lytte til sig selv.

    I skal nok få masser af tid og mulighed for at rejse med Nola <3

    • Reply
      merimeri
      20. januar 2019 at 15:48

      Tak for sådan en opturskommentar Catharina, virkelig ♥ Her på bagkant af det hele, er jeg heldigvis landet rigtig godt i beslutningen. Uden tvivl hjulpet godt på vej af den enorme opbakning jeg har mødt alle steder, og at svigerfamilien har taget det som stjerner. Vi traf det rigtige valg for os efter omstændigheder, og det er hvad der tæller lige nu. Eventyrerne ude i verden skal nok komme.
      Klem til dig

  • Reply
    Tine
    18. januar 2019 at 20:05

    Kæmpe high-five! Tænk, hvor meget styrke og karakter det giver dig at tage et fravalg, som senere vil vende sig til energi og eventyrlyst. Det er det sejeste du kan lære et barn!

    • Reply
      merimeri
      20. januar 2019 at 15:37

      Tine, TAK ♥ Den enorme opbakning jeg har mødt herinde har også bekræftet mig i, at det var det rigtige fravalg for os – og som vi har lært rigtig meget af.

  • Reply
    Sanne
    18. januar 2019 at 21:51

    Uh, det lyder bekendt. Sad i præcis samme situation med svigerfamiliens drømmeferie, da vores ældste datter var lille. Jeg magtede det ikke og ville blive hjemme med hende – var helt ok med det. Min kæreste panikkede og nægtede at tage på tur uden os – og det havde været helt forkert, hvis han ikke kom med. Så vi tog alle afsted, og udadtil hyggede vi, men baby var for lille (blev syg) og jeg var MAX presset. I bagspejlet er vi enige om, at min kæreste skulle være taget alene med og nydt tid med sin familie. Så havde jeg haft en helt almindelig uge alene med den lille alene. Men det kunne han ikke gå med til, da vi stod i situationen.

    • Reply
      merimeri
      20. januar 2019 at 15:35

      Åh Sanne, det lyder virkelig heller ikke som nogen rar feriedebut, og det er præcis din situation, jeg frygtede at ende op i. Håber I har haft en masse gode ferieoplevelser sammen efterfølgende – hvad end det har været i ud- eller hjemland ♥

  • Reply
    Ida
    20. januar 2019 at 7:21

    Jeg havde gjort det samme som dig.

    • Reply
      merimeri
      20. januar 2019 at 15:34

      ♥ ♥ ♥

  • Reply
    Lullumut
    25. januar 2019 at 15:10

    Jeg synes, det er vildt fedt, du både tør sige nej tak og skrive om det. Jeg har A på et år, og vi har kun haft én overnatning ude på et hotel i Holte. Synes det er vildt stressende, at læse om dem der tager til Thailand og alle mulige steder i deres barsel. Altså, hvert sit overskud og baby. Min baby er bare over alt, så vi venter nogle år. Vi har netop snakket om en charterferie med alt inklusiv til sommer med min familie. Jeg kan godt mærke, jeg vil kaste mig ud i det, men min mand er ikke helt sikker, og vi skal være enige, inden vi bestiller 🙂 Det er så vigtigt ikke kun at gøre det for sin egen skyld, og du har jo netop lyttet til både dit og Nolas behov <3

    • Reply
      merimeri
      4. februar 2019 at 11:19

      TAK for din rare kommentar søde Louise og for også at dele dine egne rejse-betragtninger som en med-mor <3

Skriv et svar til Ida Annuller kommentar