OM FORFEJLEDE MOR-DRØMME OG ET FORSØG PÅ AT VÆRE EN ANDEN

I skrivende stund burde jeg være igang med at lægge sidste hånd på pakningen af kufferterne til Dubai-turen. Jeg skriver burde, fordi sagen er den, at jeg tirsdag aften traf en beslutning om, at Nola og jeg ikke ville tage med på den tur, der ellers har været planlagt i mange, mange måneder.

Forud for den beslutning er der grædt en hulens masse tårer. Flere end jeg længe har gjort, og flere end da Nola kom til verden. Jeg har haft ondt i maven, søvnløse nætter og ikke skyggen af appetit. Jeg har været en version af mig selv, jeg ikke bryder mig om. En skyggeside, som jeg ellers har kunne holde for døren de seneste mange år. Min angst. For det uvisse og usikre. For det jeg ikke kan forudsige og kontrollere. Alt sammen fordi rejsen i aften kom tættere og tættere på. Som jeg skrev tilbage i december, sad jeg allerede da med nogle tarvelige følelser, hvor jeg ikke glædede mig til turen. Tarvelige fordi de ikke føltes fair over for Mads’ forældre, som har inviteret os med på ferie, og som har glædet sig til at samle hele familien på en ferie med Nola. Tarvelige fordi mange ville give deres højre hånd for at tage ud på ferieeventyr, mens januarkulden raser herhjemme. Så hvad bilder jeg mig ind ikke at have lyst til at tage på en gratis ferie?  Ikke desto mindre var det sådan jeg havde det …

I mellemtiden tog forberedelserne til jul, nytår og barnedåb over, og jeg kunne for en stund parkere min rejse-ængstelighed og dén der mavefornemmelse der sagde, at det var for tidligt. Men så blev det søndag, barnedåben var overstået, og Dubai ventede som det næste. Og med et væltede alle følelserne ind over mig igen. Følelsen af at gøre noget, som ikke føltes rigtigt. Ikke for mig og ikke for Nola. Ikke endnu. Pludselig fyldte det hele min verden, at jeg var på vej mod noget, jeg slet ikke kunne overskue eller havde lyst til, og som ikke blev gjort med Nolas behov i sigte. Det blev udelukkende gjort for at glæde andre, og på bekostning af mig og min mavefornemmelse. Filmen knak da jeg mandag aften sad og græd ned i aftensmaden foran Nola. Dét er hun ikke tjent med, og det blev hovedet på sømmet i forhold til at åbne op for beslutningen om alligevel ikke at tage afsted.

Det krævede et par grådkvalte telefonsamtaler med Mads, min far og mor, før jeg endeligt kom frem til, at det eneste rigtige var alligevel at lytte til den ellers undertrykte mavefornemmelse og melde fra til ferien. For hvis jeg er ked af det og utryg, så bliver Nola det også. Og er der noget, der er vigtigt for mig, så er det, at når hun skal ud og opleve den store, vide verden, så skal hun være pakket ind i tryghed og ro, så hun og vi får en god oplevelse ud af det. Og som jeg har haft det den seneste tid, ville jeg ikke kunne give hende den tryghed. 

Så her er vi nu, på afrejsedagen men med tomme kufferter, klar til at blive båret tilbage ned i kælderen. Det føles ærlig talt som lidt af en fiasko. En erkendelse af at jeg ikke er hende den seje eventyr-mor, der uden tøven tager Nola ud af faste rammer og rutiner for at tage på opdagelse. Den mor jeg på papiret ellers havde drømt om at være, fordi det udadtil ligner at det er sådan man skal være? Jeg har prøvet. Og jeg er ikke den mor. Ikke endnu i hvert fald. 

Som to af mine kære veninder har skrevet, så kræver det også mod og styrke at følge sin mavefornemmelse og sige fra til noget, som andre har en forventning om. Så det vil jeg prøve at tage med mig. At jeg ikke er fejlet som mor, men at jeg istedet har lært en anden vigtig lektie om mod og styrke, som jeg kan give Nola med videre. Så lærer vi hende om eventyr en anden dag …