OM ET ARBEJDSLIV I BALANCE

Måske nogle af jer husker, hvordan jeg før sommeren skrev, hvordan jeg havde brug for at stoppe op og give min mavefornemmelse plads til at mobilisere sig for at lande et bedre sted, end jeg var på det tidspunkt. Ude af balance og slet ikke i trit med min selvforståelse.

Sandheden er, at jeg det meste af foråret og den første måned af sommeren var et rigtig skidt sted i mit arbejdsliv. Jeg havde ondt i maven, hver dag jeg gik på arbejde, var grådlabil og ikke i nærheden af det overskud, jeg normalt lægger for dagen. Efter jeg kom tilbage fra barsel i marts, var der nogle forhold, der havde ændret sig på mit arbejde, og det matchede slet ikke de ting, jeg tidligere har skattet så højt i mit arbejdsliv. Frustrationen og afmagten tog til, og som jeg gik på sommerferie i juli var jeg afklaret med, at ugerne væk fra arbejdet var knald eller fald for mig. Hvis ikke den knugende fornemmelse i maven forsvandt, som jeg lukkede helt ned for mit arbejde i en periode, skulle jeg tilbage og sige op. Enten for i stedet at søge nyt eller satse på det selvstændige liv som influencer. Sidstnævnte især ville være forbundet med en stor økonomisk usikkerhed og ville kræve et mærkbart indhug i vores daglige rådighedsbeløb – og det ville sætte vores boligdrømme definitivt på standby, fordi vi ikke ville kunne købe den bolig, vi drømmer om, på mit budget som selvstændig. Et nyt arbejde et andet sted ville også kræve en helt anden investering af min tid, end mit arbejde kræver i dag, fordi man som nyansat nok altid har en følelse af, at skulle bevise sit værd, med hvad der dertil hører af ekstra timer lagt på arbejdspladsen. I mit arbejdsliv i dag ved jeg derimod præcis hvad der kræves af mig – og jeg ved, at jeg kan levere det også inden for normal arbejdstid. Og som en småbørns mor der har et stort behov for at være tilstedeværende mere end blot et par timer i mine børns hverdag, er det især en af de ting, jeg virkelig værdsætter i mit nuværende arbejdsliv. Den maksimale fleksibilitet og tilliden til, at jeg løser mit arbejde, også selvom det ikke altid sker i den gængse arbejdstid fra 9-17.

Således gik jeg altså på en tre uger lang sommerferie med hovedet fuld af for- og imod-argumenter, og ingen som helst ide om, hvor de ville bringe mig hen. For på den ene side, havde jeg mest af alt lyst til, at spændingerne på mit arbejde skulle løse sig, så jeg kunne blive i de arbejdsrammer, der på mange måder rimer på den hverdag, det er afgørende for mig, at have indrettet mig med, og på anden side, var jeg også i tvivl om, hvorvidt bægeret for længst var flydt så meget over, at der ikke var nogen holdbar vej tilbage ….

Tre ugers ferie væk fra daglige arbejdsbekymringer skulle vise sig at gøre underværker, og jeg vendte retur med en mærkbart forbedret mavefornemmelse og mod på at løse de udfordringer, der over foråret havde hobet sig op, frem for at kaste håndklædet i ringen og søge mod nyt. Jeg fik tingene italesat over for min leder, og det gav mig det sidste skub til at trække en streg i sandet og sige til mig selv, at nu ser jeg fremad. Nogenlunde samtidig dukkede en artikel fra Kforum op i min indbakke. En artikel om den fremadstormende tendens “Quiet quitting“. Og pludselig faldt brikkerne helt på plads. Her var et arbejdsliv, jeg kunne spejle mig i!

Måske du allerede har hørt om fænomenet “quiet quitting”? Hvis ikke, så handler det i korte træk om, at man går på arbejde og kun gør præcis, hvad jobbeskrivelsen kræver. Man lægger ikke flere timer, man jagter ikke udviklingensfremmende projekter og kurser, man holder fri uden at være tilgængelig online. Sat på spidsen har man stiltiende sagt op, fordi man ikke konstant er på vej mod at realisere sig selv i et nyt mål i sit arbejdsliv. En stor kontrast til den mangeårige konsensus om, at vi går på arbejde for at realisere os selv, skabe en identitet og fordre en følelse af at vi hele tiden er i udvikling. Vi lever for at arbejde, og arbejder ikke for at leve.

“Quiet quitting” handler ikke om dovenskab, men mere om et opgør med at ens arbejde ikke skal være det, der definerer en. For mig føles det som en kæmpe aha-oplevelse, fordi jeg som CBS’er også i høj grad føler mig skolet i, at mit arbejde er der, hvor jeg realiserer mig selv. Det er der, jeg beviser mit værd, og her jeg henter min selvopfattelse. Og det har været så svært at for mig at forene dén opfattelse med mit behov for også at være rigtig meget mor, med hvad det samtidig kræver af fravalg i karrieren. Men med nogle kloge ord sat på, hvorfor “Quiet quitting” tendensen vinder indpas hos så mange, har jeg for første gang fundet en oprigtig ro i, at jeg nu lige ikke behøver ophøje mit arbejde til at være andet end netop det. Et arbejde. Et sted jeg yder en afstemt indsat, inden for en afgrænset tidsramme. Et sted jeg gør mig umage med at gøre, hvad der forventes af mig, og sætter en ære i at gøre det godt. Men også et sted hvor jeg gør mig umage med ikke at gøre en masse mere end det. For lige nu handler mit arbejdsliv for mig om at give mig det, jeg mest af alt ønsker. Friheden til at leve et nærværende liv med min familie. Det føles godt at sige højt, også selvom det taler imod den vej, jeg tidligere troede var den eneste vej frem.

Måske ønsket om at realisere mig selv i højere grad gennem mit arbejde igen kommer til mig en dag, hvem ved. Livet er langt, og det samme er arbejdslivet foran mig. Tiden med små børn er til gengæld kort, og den kan ikke gøres om, og det vejer tungest på min vægtskål lige nu.