II Årets første juleboller. Præcis så gode, som jeg husker dem. Fra Lagkagehuset, som i min verden laver de bedste af slagsen II
Helt utilsigtet er der gået knap et par uger med radiotavshed her på adressen. Vi har været sygdomsramte, og er det til dels stadig. Snottende og skrantende på skift. Hårdest ramt er Evi og jeg, og har været det den sidste uge. Tror aldrig jeg har været så forkølet før, og dagene er mestendels gået med at tælle ned til, at jeg måtte tage næste dosis næsespray og panodiler. Fornemmer, at efterårssnuen har fået godt og grundigt fat rundt om i landet. Har I også været ramt? Det er aldrig muntert at være syg, men at være det samtidig med at man skal forestille sig at tage sig af et eller flere børn er næsten ikke til at holde ud, og jeg sender al mulig hep ud til jer, der også kæmper lige nu. Med det ene eller det andet.
Sygdomskaravanen har således ikke efterladt meget overskud til at opdatere herinde, og i øvrigt heller ikke megen opfindsomhed til at finde på ord, der var værd at dele, så jeg lod værd. Parkerede den dårlige samvittighed og fokuserede på i stedet at tage en time ad gangen. For første gang her til morgen er jeg til gengæld vågnet op med en lidt klarere fornemmelse i hovedet, og jeg håber, at det er tegn på, at vi snart er på den anden side. Gider ikke mere sygdom, og håber inderligt, at vi går fri resten af vinteren.
Nu sover Evi sin formiddagslur i barnevognen, jeg har klaret det mest presserende af morgenoprydningen og endelig fundet energien frem til at sætte mig foran computeren. Kan mærke jeg har savnet den her skærmstund med jer og bloggen, så nu prøver vi. Og vi starter blidt ud med en gode glimt fra den seneste tid. Små lykkestunder midt imellem bunken af lommetørklæde og røde næser.
II På Belluevue Teatret i sidste weekend, Nola, Mads og jeg, for at se Folk og røvere i Kardemommeby. Virkelig en fint opsat forestilling, og selvom Nola måske nok var stadig lige det mindste til stykket (efter 45 minutter ville hun gerne vide, hvornår det var færdigt), var hun så stolt over at være afsted. Og tror vi alle tre især nød at være afsted uden lillesøster for en stund. Hende fik vi i stedet passet for første gang, af mormor og morfar, og det var gået over al forventning IIII Det her, det er fremtidsbilledet, jeg har længtes sådan efter, som Evi spirede i maven. Mine to piger sammen. Båndet imellem der stødt men sikkert vokser sig stærkere. Det er svært helt at sætte ord på, hvor meget lykke de to banditter sørger for II II Vores juleoppyntede entredør gør mig simpelthen så glad hver dag, og jeg håber, at naboerne også synes, det er lidt hyggeligt med lidt jul i vores opgang. Jeg nåede nemlig frem til, at selvom vi bor i lejlighed, skulle vores dør ikke lide (jule)nød, og jeg fandt derfor et par kunstige granguirlander i Jysk og en lyskæde i Føtex og gjorde kort proces på projektet IIII Det er også en daglig glæde at se byen klædt på i sine fine juleklæder. Værnedamsvej og Tullinsgade har nogle af de fineste IIII Vi har også indviet gløggsæsonen (og mere til). Har kørt tre glas ned den seneste uge – godt mod vintersnue, nåede jeg frem til. Den hvide gløgg her er fra Riga. Der er Habanero chilli i, hvilket den ikke havde behøvet for min skyld. Den røde gløgg hos Brød til gengæld, den skal I unde jer selv! II II Aftenstemningen bliver lidt hyggeligere, som julen lige så stille er flyttet ind i stuen II II Årets julebagedag på min mors side af familien i går. Det er fjerde gang, Nola er med, og glæden for hende ved at være med vokser selvsagt år for år. Hun var så sød og ivrig til at hjælpe, og er meget stolt over den dåse med småkager, hun selv har blandet og taget med hjem. Så snakker vi ikke om kampen det bliver for os for at overbevise hende om, at hver morgen ikke skal startes med at spise småkager, som hun ellers meste hun skulle i morges IIII Vi bliver ved bagværket. Og denne medlidenheds cookie fra Hart. Så.åndssvagt.god. Jeg siger ikke, at den kurerer din snue, men den skader den i hvert fald ikke. Og den efterlader dig om ikke andet en lille smule lykkeligere i sygdomsboblen IIII Evi der ovenpå en hårdt nat og lang morgen, kapitulerede og puttede sig selv til formiddagslur lige der på gulvet, mens jeg selv kom i støvler og overtøj. Søde lille væsen II
Åh, I stakler. At være syg med et barn er next level af sygdom. Jeg håber, vi går fri i år. Jeg har i hvert fald fået en influenza vaccination i november, så fingers crossed. Bortset fra sygdom er det en stak dejlige billeder og minder, du har samlet sammen ❤ Vildt hyggelig med jeres bagetradition, som jeg godt husker fra sidste år i hvert fald. Jeg har startet en klippe-klistre tradition hjemme hos hos 1. advent, og det var så mega hyggeligt.
2 Comments
Louise Herby
29. november 2021 at 22:23Åh, I stakler. At være syg med et barn er next level af sygdom. Jeg håber, vi går fri i år. Jeg har i hvert fald fået en influenza vaccination i november, så fingers crossed. Bortset fra sygdom er det en stak dejlige billeder og minder, du har samlet sammen ❤ Vildt hyggelig med jeres bagetradition, som jeg godt husker fra sidste år i hvert fald. Jeg har startet en klippe-klistre tradition hjemme hos hos 1. advent, og det var så mega hyggeligt.
helle
30. november 2021 at 22:35Åh, så sødt – billedet af dine piger i sofaen 🥺