Annonce for Visit South Sweden
Jeg føler mig meget taknemmelig over, at dette lille hjørne af internettet, hvor jeg holder af at dele inspiration til stort og småt, også giver mig anledning til at komme ud i verden og opleve nogle andre hjørner, end dem jeg kender så godt derhjemme. Senest har jeg, og resten af mit firkløver, været en tur over sundet for en forlænget weekend i det sydsvenske i samarbejde med Visit South Sweden.
Nogle af jer husker måske, hvordan vi også sidste år i sensommeren totalt tabte vores hjerter til sydsverige, og siden da har vi talt meget om en dag at skulle tilbage. Det kom vi så for en måned siden, og hvilket herligt gensyn, det var! Denne gang var programmet tilrettelagt med fuldt fokus på sjov i børnehøjde, og det blev til fulde indfriet, for jeg føler mig ret sikker på, at Evi og Nola elskede hvert et minut.
Læs med nedenfor for mine bedste tips til Vimmerby og Västervik.
TRANSPORT
Jeg drømmer stadig om en dag at pakke hele min lille familie i bilen og tage på kør-selv-ferie ned igennem Europa, men med Evi, der indtil for ganske nyligt ikke var særligt kørestærk, og blev køresyg på selv den korteste tur, har indfrielsen af den drøm virket ret langt væk. Hendes køresyge er heldigvis på retur – 7-9-13 – og det føles derfor godt at kunne teste kør-selv-ferie formatet lidt af i det små med feriemål i det svenske, der trods alt kan nås noget hurtigere end Sydeuropa.
Turen til Vimmerby tager 4,5 time fra København, og turen gik forbavsende let selv med to små på bagsædet. Vi kørte hjemmefra om formiddagen, og holdt så en lang middagspause efter et par timers kørsel, hvor vi spiste frokost, og ungerne fik brændt lidt energi af, inden det passede med at Evi skulle sove lur, og vi kunne køre videre, mens hun boblede på bagsædet.
Fra Vimmerby er der bare ti minutters kørsel til Bullerbyn, og cirka 45 minutter til Västervik.
BULLERBYN
Hvis du som jeg også elskede Alle vi børn i Bulderby som barn, er det rendyrket nostalgi at svinge vejen forbi Bullerbyn, der ligger på vejen mod Astrid Lindgrens Verden. Jeg jublede lidt indeni, da vi landede foran de ikoniske tre gårdhuse; Nordgården, Mellemgården og Sydgården, der står stort som de gjorde i filmen. De tre huse fungerer i dag som sommerhuse, hvor det ene kun bruges til privat brug, mens de to andre kan lejes, vist nok på airbnb. Foruden de tre gårde ligger der også en lille cafe, der både på klassisk svensk fika. Deres vafler og snurrer var yderst glimrende, mens jeg nok en anden gang ville holde mig fra deres klassiske svenske ostkaka, som vi ikke helt havde den store fidus til.
I Bullerbyn er der masser af underholdning til børn med både gynger og en halmlade indrettet, så børnene kan hoppe for en lille repos og ned i halmen, et stort klatretræ og et væld af dyr; fra kaniner, der glædelig lader sig ae, til høns og får. Evi og Nola var nærmest ikke til at drive afsted fra kaninburet, hvor de begge kastede deres kærlighed på de tamme kaniner.
ASTRID LINDGRENS VERDEN
Videre fra Bullerbyn satte vi kurs mod Astrid Lindgrens Verden, hvor vi havde logi for natten i den såkaldte Tiny Town, inden vi skulle bruge hele den følgende dag i eventyrparken. Og altså, allerede ved ankomsten til Tiny Town tabte vi totalt vores hjerter til Astrid Lindgrens Verden, for mange til gennemført univers skal man lede længe efter. Det hele var så fint, hyggeligt og historisk, og det føltes ægte som at dumpe ned i et af hendes eventyr, da vi indlogerede os i den hyggeligste røde træhytte med udsigt til et væld af andre træhytter i hver deres fine pastelfarve. Jeg var helt ærgerlig over, at vi kun havde en enkelt nat der! Ikke mindst fordi, vi snildt kunne have brugt to dage i selve eventyrparken fremfor den ene dag, vi havde til rådighed.
I Astrid Lindgrens Verden flyver tiden nemlig afsted, dels med at gå på opdagelse i parken, der er lige så gennemført fin som Tiny Town, de mange gode legepladser og spisesteder og så ellers de mange teaterforestillinger, med de velkendte karakterer fra Astrid Lindgrens univsers, der spiller dagen igennem. Med Evi og Nola på henholdsvis 2 og 5 år, prioriterede vi forestillingerne med Pippi og Emil fra Lønneberg, som de begge stornød, mens vi desværre ikke nåede hverken Madicken, Karlsson på Taget eller Ronja Røverdatter, der ellers nok også ville have taget kegler.
Vi nød virkelig, at Astrid Lindgrens Verden ikke er en klassisk forlystelsespark, hvor børnene forpustet farer fra den ene forlystelse til den anden, men at parken i stedet er bygget op om mere langsom fordybelse i Astrids populære univers.
VÄSTERVIK RESORT
Efter knap to dage i Vimmerby, sattse vi kursen længere mod øst for at finde vores indre campister frem, og slå lejr på Västervik Resort, der velsagtens byder på alt hvad en godt forvænt campist og en aktiv børnefamilie kunne begære. Flere restauranter på pladsen, badeland, børneklub, adskillige hoppeborge, legepladser, padel baner, minimarked, minigolf og mulighed for at sove i både mobilehome eller hytte, hvis man da ikke medbringer eget telt eller campingvogn. Der er virkelig noget for de fleste her, og er man den magelige – eller uerfarne campist som os – føles det meget, meget nemt at kaste sig ud i campinglivet i Västervik.
Ikke overraskende var det især badelandet, der hittede størst hos vores børn, og de var ellevilde over udvalget af vandrutschebaner, som de glædeligt prøvede igen og igen. Der ligger en udemærket restaurant i forbindelse med badelandet, hvor man fint bare kan svøbe et håndklæde om sig og sætte sig ned, når sulten opstår, og de har præcis det udvalg af salt og fedtet mad, alle ved man trænger aller mest, når man er halvt opløst af klorvand!
Med det blot halvanden døgn vi nåede at have på Västervik Resort, nåede vi langt fra omkring alle facilileterne, men vi fik et godt indblik i den overflod af aktiviteter, der er på pladsen, og vi gad godt tilbage dels lidt tættere på højsommeren, og dels i længere tid, så der var mere tid at udforske det hele.
ANDET DU SKAL OPLEVE
Vimmerby:
- Knap en halv times kørsel fra Vimmberby, finder man Katthult, hvor Emil fra Lønneberg er optaget, og ligesom med Bullerbyn er der også her rig muligheden for at gå på opdagelse i historien, og gå ombord i svensk fika.
- Ligeledes ligger Astrid Lindgrens barndomshjem, Astrid Lindgrens Näs, også blot en lille smuttur fra Astrid Lindgrens Verden, og i forbindelse hermed er der lavet et helt kulturcenter, hvor hendes Astrids univers bliver yderligere udfoldet. Det skulle også være et besøg værd!
- I den spiselige afdeling, så kan jeg anbefale aftensmad på Vimmerby Stadshotel, der ligger på den hyggeligste plads midt i centrum af Vimmerby. Som kronen på værket er der en vældig fin legeplads, lige ud til restauranten, så hvis man får bord på den overdækkede terrasse, kan børnene fint løbe til og fra legepladsen, når deres tålmodighed ved bordet er opbrugt, samtidig med man stadig kan have et øje på dem.
Västervik:
- Trænger du en dag til noget andet end morgenbrødet, der kan købes i minimarket på campingpladsen, så kan en tur ind til Västervik by og Bageri 96° anbefales. Her bager man lækkert surdejsbrød og alle former for lækkerier til din svenske fika.
- Som endnu en spiseanbefaling kan jeg også tippe om Restaurang Guldkant, der er et besøg værd til enten frokost eller aften. Jeg kom for Schnitzlen!
2 Comments
Venterpaavinblog
20. september 2023 at 9:58Simpelthen det hyggeligste indlæg – jeg har alt Astrid Lindgren meget kært.
Line Schjelde
1. oktober 2023 at 13:49DEJLIGT du synes det! Og ja, Astrids univers er altså umådeligt svært ikke at holde af!