I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: OKTOBER SHOPPING

3. november 2022
II 1 DEAR DENIER CASHMERE STRØMPER II 2 NUE NOTES BUKSER II

Vi skal til det igen, venner. Regnskabets time. En opgørelse over garderobeforbruget den forgangne måned. Og jeg har besindet mig. Især sammenlignet med mit september garderoberegnskab, der stod mig i knap 5000kr. I løbet af oktober er nemlig blot to ting flyttet ind. Et par lækre bukser i uld fra Nué Notes, der allerede har reddet min efterårsgarderobe et væld af gange. Og så fornyelse til strømpeskuffen i form af et par cashmere strømper fra Dear Denier. Jeg har haft dem før, og slidt dem helt itu, men de er så pæne og rare, så nu har jeg punget ud igen. Begge dele har jeg kunne købe i min søde svigerindes butik, og har derfor fået en pæn familierabat, der har gjort forbruget lidt mindre end ellers. I alt har de to ting stået mig i 1225kr.

På min garderobe radar i november har jeg, som jeg også nævnte i mine ønsker for den nye måned, blød strik. Især denne smukke cardigan fra People’s Republic of Cashmere har jeg set mig svært lun på. Jeg mangler den ikke sådan rigtig, desværre. Så jeg må lige gøre op med mig selv, om jeg kan forsvare at ligge den slags penge efter et køb der er mere nice end need to have.

Garderobesalg

Jeg har jo lovet også at komme med en update på, om nogle af mine køb ender med at blive solgt videre igen. Og det har været tilfældet i oktober, hvor tre ting er blevet sendt videre på deres færd. En vel nok 5 år gammel cashmere bluse fra H&M, som ikke længere passede mig pænt, en cardigan fra VRS, som også har tre gode år i min garderobe på bagen, men som jeg blot ikke længere fik brugt. Og til sidst et par loafers fra Bisgaard, som jeg havde fået to par af i gave. Således vil jeg ikke for alvor kalde de ting, jeg har solgt videre for fejlkøb, men ikke desto mindre er to af dem jo i hvert fald køb, jeg ikke har endt med at slide op i min egen garderobe.

    Kommenter