Hverdagsliv

EN MÅNED MED MÅDEHOLD

9. maj 2022

Jeg har skyldt jer det her indlæg en god rum tid, og det irriterer mig lidt, at jeg først lykkes med at få grebet bolden på det her, et par måneder efter at forsøget gik igang. Men nu skal det være! En opfølgning på vores måned med mådehold, som I var mange der nysgerrigt fulgte med på.

Tilbage i februar satte vi os for, at vi i forbindelse med hele vores skal, skal-ikke forvildede flyttetanker gerne ville stresteste vores økonomi og mærke hvordan det føles at leve for et mærkbart reduceret rådighedsbeløb i forhold til, hvad vi gør i dag med vores billige andelslejlighed. For mens vi stadig er i tvivl om, hvad fremtiden bringer på boligfronten, er en ting sikker, den dag vi flytter, om det bliver til nyt i byen eller uden for, vil vi have væsentligt færre penge mellem hænderne end vi har i dag. Og det føles på en eller anden måde rart at prøve det budget af, mens det ikke rigtig tæller, fremfor når virkeligheden for alvor rammer.

Således var en februar en måned med fokus på madplaner, bevidst forbrug og opsparing. Og vi blev en hel del klogere af forsøget.

Hvad vi lærte af vores måned med mådehold

  • Madplaner et er sted, hvor vi kan hente en del penge og overskud hjem, fordi vi undgår for mange unødvendige ture i supermarkedet, hvor man altid ender med at købe liiige det ekstra, som man egentlig ikke mangler. Vi forsøger at handle ind til 5 dage ad gangen, fordi mere kan der ikke være i vores lille Københavner-køleskab, og det fungerer super godt.
  • Til gengæld har vi virkelig svært ved at undvære små hverdagsglæder som en bolle med ost fra Brød, drinken på Riga, isen hos Anker. Små ting som måske ikke lyder som alverdens, men som det kom bag på os, hvor stor en post i vores madbudget de egentlig udgør. Vi prøvede i nogle uger helt at undvære, men blev ret hurtigt klar over, at det er en glæde, der gør en forskel for os, fordi den er forbundet med en rar udflugt og et element af hygge. Så vi kom frem til, at vi nødigt vil undvære dér. Det samme med friske blomster. En post jeg på papiret måske nok burde spare på, hvis den månedlige opsparing skulle bankes i vejret, men som jeg simpelthen finder for stor glæde i herhjemme til at jeg også dér er villig til at undvære.
  • På den anden side fandt vi en form for ro i, at hvis vi en dag flytter uden for byen, så er hverdagsfristelserne nok ikke nær så mange, og jeg hørte fra mange af jer, som er flyttet ud, der sagde at I sparede mange penge på den slags fornøjelser, fordi udbuddet simpelthen ikke er der. Det må blive vores redning, hvis den dag kommer.
  • Det blev tydeligt for os, hvor højt vi faktisk vægter den økonomiske frihed og luften i budgettet til spontant at spise ude i byen, købe hvad vi lyster til garderoben og hjemmet, ikke at skulle spare på det daglige indkøb og som nævnt før, de små hverdagsgoder, der i princippet nemt kan undværes, men som for vores vedkommende giver en glæde, vi helst ikke er foruden. Faktisk nåede vi frem til, at den økonomiske frihed betyder så meget, at vi for nu helt har sat huskiggeriet i bero, fordi markedet er så højt prissat lige nu, at et boligkøb slet ikke kan lade sig gøre, samtidig med at lidt af den økonomiske frihed bevares.

Øvelsen med mådeholdet var virkelig interessant, og det gjorde os især kloge på, hvad der er vigtigst for os at gøre plads til, som vores økonomi stykkes sammen. Erfaringer det har været godt for os at tage med, som vi overvejer vores næste boligskridt.

  • Reply
    Louise Herby
    9. maj 2022 at 21:09

    Det har været så spændende at følge med i 🙂 Jeg kan sagtens forstå, du savner især blomsterne. Det gør virkelig en forskel i jeres hjem.

    Jeg var bange for, jeg ville savne tøjbutikker, Matas mv, da jeg flyttede på landet, men det er slet ikke tilfældet. Jeg planlægger bare og tager til et butikscenter, når lysten melder sig. Og det gør den heldigvis ikke ret tit 🙂 Og skal vi på tur, lægger vi vejen forbi en bager eller medbringer lidt hjemmebag selv 🙂

  • Reply
    Venterpaavinblog
    9. maj 2022 at 22:58

    Det var også virkelig (!) vigtigt for mig, at vi ikke satte os for dyrt i det, da vi købte hus i slutningen af 2019. Mine ugentlige cafebesøg og månedlige besøg i biograf og teater, samt årskort til Kunsten/Utzon og Zoo ville jeg ikke gå på kompromis med, og vægtede at jeg stadig ville bo i 9000 Aalborg, således at alt kun var en cykeltur væk.
    Blev helt bleg om næbet, da de sagde vi sagtens kunne købe for 2,5 millioner og ha’ et fornuftigt budget, men da de viste hvad de mente det var, ku’ jeg godt se at det slet ikke matchede min livsstil. Jeg arbejder på deltid, og bruger meget tid på familie, kultur og byens tilbud, og nyder også at købe en kage med hjem eller smide en 50’er entre spontant til en undergrundsforestilling, og nappe en to-go kaffe i solen.
    Heldigvis fandt vi et budgetvenligt (lavt elforbrug, 10.000 i varmeregning for 156 kvm pr. år og lav ejendomsskat), og på mange måder nyistandsat murmestervilla i mit favoritkvarter, ved rent held. Det var sat ned af nogle omgange indenfor kort tid, da det skulle lynsælges pga. en skilsmisse, og derfor lå til knap 0,5-1 million “under prisen” i forhold til fem andre huse til salg, på samme vej og nabovejene, med ca. samme energimærkning og kvm.
    Så vi giver kun et par tusinde mere hver, end da vi boede i en 4 værelses, som faktisk kun ligger 700 m. fra vores hus.
    Og havde vi ikke fundet det, havde vi også hellere ventet.

    Krydser fingre for, I finder noget rigtig godt, når det er, hvor I kan beholde Jeres livskvalitet med alle de små glæder, der gør hverdagen lidt luksus, og som er en del af ens identitet som byboer💕
    Det betyder virkelig meget, og jeg ville have meget svært ved kompromiset.

  • Reply
    Marte
    28. maj 2022 at 21:04

    God erfaring, og det er som du sier – det får ens øjne op for hva der er viktig 🙂 Vi flyttet fra DK til en norsk by for nogle år siden, og vi gik på kompromiss med størrelse (købte rækkehus på 130 kvm) for at få en central beliggenhed. Det er SÅ dejligt at bo tet på “alt” og heller have noget mindre plads (og en kæmpe have!) og luft i budgettet.
    Og jeg er liiiiidt misunnelig på jer der stadig bor i Kbh med børn og alt – ville egentlig gerne leve storbyliv med børn, det kan også noget 🙂

Kommenter