Mandag. En dag jeg normalt glæder mig ret meget til, fordi det betyder tilbage til hverdagens kulisse #ifyouknowyouknow. Nola er dog stået op med 39 i feber, og Evi og jeg har derfor selskab i barselsboblen i dag. Jeg forsøger ikke at ærgre mig alt for meget over det, jeg ikke får nået, mens Evi sover lur, og glæder mig i stedet over at Nolas humør, feberen til trods, er højt, og at hun blev ret begejstret ved udsigten til en ekstra dag hjemme fra børnehaven. Så vi kører en dag hvor alle kneb gælder, for fortsat at holde humøret højt hos alle mand. Til en start har Nola fået lov at hygge med Paw Patrol, vi har delt en lun kardemommesnurre, og jeg sniger mig til at få startet på indlægget her, mens der er ro på Evi slyngevuggen. Lur mig om ikke det alligevel ender med at blive en ret fin start på ugen. Og om ikke andet kan jeg glæde mig over, at vi er bare fire dage fra sommerferie, og i øvrigt går en ganske rar uge i møde med gode planer til at forsøde dagene.
Først gælder det dog lige en sidste fin krølle på ugen der gik, og mine små yndlingsglimt kommer her.
Ingen kommentarer