Et godt tip Rejser & rejseguides

MIN SOMMER I DANMARK – MED MIE KIRSTINE

8. juli 2020

Som feriehøjsæsonen nu er en realitet, er I garanteret mange, der også er startet ferie i går? I så fald, rigtig glædelig ferie! Vi er en uge inde i vores ferie, og har stornydt den så langt. Dagene i sommerhuset er dovne og lange, fyldt med god mad, vin og godt selskab. Ikke nær så meget sol som håbet, men heldigvis mere end frygtet, og is smager heldigvis lige godt om de bliver spist i regn eller sol.

Vi har en uge mere i sommerhuset, inden feriekaravanen rykker videre til næste stop. En lille uge på sydfyn. Og som jeg vist tidligere har skrevet, er Fyn relativt ukendt land for mig. Jeg har været i Odense en enkelt gang da jeg var barn, sidste år var vi på Heartland og ellers er øen desværre mest blevet brugt som gennemkørsel. Derfor er jeg også særligt glad for i dag, at kunne give ordet på bloggen til dygtige Mie Kirstine, der blandt andet tipper om sommerminder fra Fyn, hvor hun er opvokset og hvor hendes familie stadig bor. Mie har jeg fulgt med hos i mange, mange år, og jeg beundrer hende stort for hendes evige eventyrlyst, som bringer hende ud i nye afkroge af verden, både den nære og den fjerne, og hvorfra hun deler magiske billeder, man ikke kan undgå at blive i feriehumør af.

Tag godt imod Mie og hendes sommertips.

Hvorfra har du dine bedste sommerminder?

Åh der er mange. Dem tilbage i barndommen, hvor sommeren blev tilbragt i Danmark, på små øer og ved Vestkysten, kunne altså noget helt særligt. Men jeg er også dybt afhængig af Middelhavsområet og jeg har en lille smule svært ved at acceptere, at jeg nok ikke kommer derned i år.

Jeg er født og opvokset på Fyn og det siger næsten sig selv, at jeg har tilbragt mange somre der og det kommet jeg også til fremover. Det er uden tvivl mit yndlingssted i det danske land og øen har så meget at byde på. Jeg kan bl.a anbefale at tage på et lille ø-hop i det sydfynske øhav.

Hvad gør netop det sted til noget særligt?

Noget af det særligt fine ved Fyn er, at man på en enkelt dag, sagtens kan nå at besøge 3-4 af de små øer og de er hver især så fine. Husk at slå et smut forbi Skarø og få en Skarø-is. Når man alligevel er på de kanter, kan man også bruge et par timer i Svendborg, som nok er øens hyggeligste by. Jeg elsker de små hyggelige gader og små cafeer og restauranter.

Derudover er der altså bare noget helt særligt over den der riviera-stemning. Om det så er i Spanien, Sydfrankrig, Italien eller Kroatien. At sidde på en restaurant på havdefronten, med kold vin i glasset, en lille brødkurv og olivenolie til at dyppe i, mens man ser solen gå ned og at høre cikaderne når man går hjem i mørket – det kan altså noget.

Dine bedste tips til området (fx bedste is, spisested, lokale butik osv.)

Går sommeren til Fyn, og er man glad for at gøre et godt loppefund, så skal man køre rundt i de små landsbyer på Vestfyn. Her finder man den ene genbrugsbutik efter den anden og det er umuligt at komme tomhændet derfra.
Hvis den står på sol og strand, så kan jeg på det aller varmeste anbefale Føns Strand på Sydvestfyn. Her finder man det hvideste sand og den fineste standbund. Desuden er den omgivet af de hyggeligste landsbyer, så turen dertil, kan man heller ikke klage over.

De seneste somre har jeg tilbragt i Balkan-landene (Kroatien, Montenegro og Albanien) og alle steder er helt fantastiske og meget undervurderede. Kroatien kender de fleste nok og det er jo bare en sikker vinder. Men jeg kan næsten ikke kaste nok rosende ord efter Montenegro. Et lille bitte land med en helt magisk natur, det klareste blå vand og de sødeste mennesker.

Hvad glæder du dig mest til ved den danske sommer?

Selvom det måske modsiger alt det, jeg lige har sagt, så glæder jeg mig faktisk til at blive bekræftet i, at man ikke behøver at rejse mod fjerne himmelstrøg for at få en god sommer (så det håber jeg selvfølgelig, at jeg bliver). Normalt rejser jeg 2-3 gange om måneden, men det har coronaen fået sat på pause. Derfor har jeg brugt de seneste måneder på at se og opleve nye områder af vores lille land og jeg er slet ikke færdig. Her er virkelig skønt.

Hvor skal du bruge din sommer i år?

Modsat de seneste mange sommerferier, ligger mine planer faktisk ikke helt fast. Som jeg skriver det her, sidder jeg i bussen på vej til Bornholm, hvor jeg skal tilbringe nogle dage med min familie. I Juli satser jeg også på en sommerhustur med mine veninder, måske besøge et par øer i det Sydfynske øhav og ellers vil jeg også gerne tilbringe lidt tid i min families hus på Fyn, der både ligger tæt på vand og skov.
  • Reply
    Lullumut
    14. juli 2020 at 0:04

    Må jeg anbefale jer at besøge Egedal Slot 🙂 Jeg var der i 2014 og har et indlæg liggende fra dengang. Sådan et smukt sted 🙂 Der er masser af oplevelser for Nola, og I kan sagtens bruge en hel dag der 🙂

Skriv et svar til Lullumut Annuller kommentar