LIVET SOM MOR: TIL ET BARN PÅ HALVANDET

Det er længe siden, jeg er kommet med en reel opdatering på livet som mor. Hvilket nok egentlig er et meget godt blik på det state of mind jeg er i. Jeg er landet, og min rolle som mor føles ikke længere så usikker, som den gjorde det første år, hvor læringskurven stadig var stejl. Det seneste tid er den fladet ud, og det er rart. Rart at der ikke længere er så mange fortvivlede søgninger på google, at vi som forældre kender vores svagheder og styrker, og føler os stærke nok på dem til at handle derefter.

Men, som Nola for nylig er rundet halvandet år, tænker jeg alligevel, at det kunne være lidt hyggeligt med status på, hvordan det går med det hele. Med søvnen, spisevanerne, underholdningen af en tumling og hverdagen generelt. For selvom hverdagsrutinen har indfundet sig, er livet stadig om aldrig før.

DØGNRYTME

Nola vågner typisk mellem 6:30 og 7:30. Vi sætter ikke ur, så hun får lov at sætte rytmen på den front. I hverdagen er det afsted mod vuggestuen omkring 8:30, og så henter vi igen ved en 15tiden, typisk lidt før, hvis jeg henter, og en lille smule senere, når det er Mads. Hun sover kun én lur og har efterhånden gjort i det 3-4 måneder. I vuggestuen sover hun et par timer, mens hun i weekenderne sover mellem 3-4 timer. Kæmpe luksus. Derefter går eftermiddagen med at hygge, enten derhjemme eller ude i byen. På legeplads, biblioteket, eller med at klare praktiske ærinder, alt efter hvad humør og dagsform er til. Hvis ikke Nola har været på legepladsen eller i deres gymnastiksal i vuggestuen i løbet af dagen, kan jeg godt lide at vi lige får lidt luft og udendørs leg flettet ind i løbet af eftermiddagen. Aftenerne flyver altid afsted. Vi spiser aftensmad mellem 18 og 18:30, og derefter leger vi lidt indtil det mellem 19:30 og 20:30 er tid at gøre natklar. Tidspunktet afhænger af, hvornår hun er vågnet fra sin middagslur, så i hverdagen putter vi typisk tidligere end i weekenden.

NATTESØVN

Vi sover godt. Eller i hvert fald bedre end vi længe har gjort. Hvilket vi også helst skulle efter mere end et år med søvntortur. Forbi er de dage med opvågninger hver til hver anden time på klokkeslæt. Amme-stoppet gjorde forskellen for os, og efter at Nola ikke længere har udsigt til en lille natlig opfrisker i mælkebaren, ser hun åbenbart ingen grund til at vågne andet end hvis det er på grund af sutten, hun kommer i tanke om, at hun pludselig mangler. Så vi sover igennem.

Nola er stadig i vores soveværelse. Hun bliver puttet i sin egen seng, der stadig står ved siden af min side af sengen, men triller lige så hurtigt over i dobbeltsengen, hvor hun helst falder i søvn i armhulen af den, der putter hende. Og vi lader hende. For selvom det måske engang imellem kunne være rart at have dobbeltsengen for os selv, så elsker jeg også den ro Nola finder i at lægge tæt sammen med os. Gerne ved siden af os på hovedpuden i løbet af natten, kind mod kind. Den nærhed har hun altid haft brug for, og jeg vil ikke tvinge den fra hende. Så vores samsovnings-setup består, indtil den dag det får en naturlig afslutning. Hvilket nok bliver når der engang skal gøres plads til en lillebror/lillesøster, og vi skal finde ud af, hvordan vi bedst griber det an.

MAD

På spisefronten har vi til gengæld vores kampe. Nola har udviklet sig en seriøs (mod)vilje når det kommer til måltiderne. Og dem hun godt gider spise, og dem hun bestemt ikke gider. Morgenmad for eksempel. Og grove grøntsager. Ikke på vilkår om det passer hende. Hvilket hun helst får givet besked om med gråd. Det kan være så frustrerende at skulle kæmpe sådan med nogle måltider, og det kan virkelig tage pusten fra både Mads og jeg at starte dagen på den måde. Nola er godt i stand, og udvikles og trives rigtig godt, så vi burde nok finde lidt mere ro i, at hun måske bare ikke er sulten nok til fx havregrød om morgenen, og at de mange småmåltider i løbet af dagen holder hende kørende. Men jeg tror, det er den gamle vane med at sørge for, at hun var godt mæt for at sikre gode lure, der stadig rumsterer i baghovedet og som får os til at insistere på, at hun skal spise mere end bare et par bider af hendes havregrød eller yoghurt.

Men ellers så spiser hun det meste, når det passer hende, og det fylder mindre og mindre at skulle tænke over specialkost til hende. Eller også har vi bare vænnet os til at måltiderne helst skal bestå af noget med sovs …

AKTIVITETER

Det at Nola kun sover én lur gør, at vi er blevet mere fleksible om formiddagen, hvor vi nu kan nå meget mere, når vi en hel dag sammen, fordi hun først skal puttes til middagslur mellem 12:30 og 13. Formiddagen er derfor vores vindue til at tage ud og opleve, og vi kan i weekenderne godt lide at have planlagt en eller anden formiddagsaktivitet for, at der sker noget, og vi alle tre får noget luft. Det kan være en tur i ZOO, svømmehallen, besøge venner, ud at spise morgenmad eller noget i den retning. Og jeg må sige, at jeg virkelig synes det er dejligt, at Nola er nået den alder, hvor det at tage på tur ikke længere kræver helt så store overvejelser og armbevægelser. Så længe aktiviteterne nogenlunde tilpasses hendes døgnrytme, alle dage har vi nemlig prioriteret at hendes middagslur sker i en stillestående barnevogn, fordi hun tager de længste søvnstræk på den måde. Så selvom det måske til tider godt kan virke lidt fastlåst sådan altid at skulle være hjemme til hendes middagslur, så er det sådan vi prioriteter, fordi det fungerer. Og den 3-4 timer lange middagslur i weekenden har vi virkelig ikke lyst til at gamble med.

MIG SOM MOR

Som jeg indledte med at skrive, føler jeg i høj grad, at jeg virkelig er landet i rollen som mor. Sådan for det meste da. Jeg er mor med kæmpe M, og sætter Nola først i alt hvad jeg gør. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil, og jeg ved godt, at det for mange andre ikke er det rigtige at gøre. Men for mig har der ikke været en overvejelse om at gøre det anderledes. Det føles så vigtigt og rigtigt for mig lige nu, at gøre alt hvad jeg kan for at give Nola al den nærhed og nærvær, som hun kunne ønske sig. Jeg har haft mine 20’ere til at dyrke mig og mit, og tiden til at gøre det, skal nok komme igen. Måske ikke lige de næste 10 år, mens man for alvor etablerer sig som børnefamilie, men inden jeg ser mig om, er Nola og de(n) søskende hun forhåbentlig får, travlt optaget af eventyr ude i verden, og jeg vil igen have al tiden i verden til mig selv.

Der hvor jeg alligevel kan vakle lidt i rollen som mor, er paradoksalt nok, når jeg udadtil skal stå på mål for min måde at være mor på, netop fordi vi lever i en samtid, hvor det ofte virker som om, at det næsten ikke kan gå hurtigt nok med at få børnene klar til babysitter, så mor og far igen kan dyrke egeninteresser. Så sort hvidt er det ikke, det ved jeg godt, og jeg glæder mig over, at der også er flere og flere der italesætter drømmen om for en stund at sætte egne ambitioner lidt på pause for netop at dyrke familiens ve og vel, men ikke desto mindre er min virkelighed, at den omverden jeg qua mit arbejde omgiver mig med, er fyldt med fart og faglige ambitioner om at skulle alverdens, og hellere på den halve end den hele tid. En slående kontrast til det liv jeg lige nu lever, og det kan godt af og til gøre mig usikker på mig selv og mine prioriteter. Altså lige indtil jeg igen lander hjemme med Nolas arme om min hals, og bliver mindet om, at lige nu og her, er der ikke noget jeg hellere vil, end at bruge al den tid jeg kan, på hende ♥

Og således går det nok, at jeg ikke længere er hende, der jubler over udsigten til en arbejdsrejse, at jeg ikke længere har en stærk og stram krop, som før jeg blev mor, og jeg ikke længere er hende, der bliver spurgt til råds om nye spisesteder i byen, eller er opdateret på nyeste premierefilm i biografen og denne måneds must at læse. At blive mor er så meget mere end det, og identitetsskiftet er stadig noget, jeg skal vænne mig til. Det har vist sig for mig at tage længere tid end det at vænne mig til ansvaret for et lille menneske derhjemme.