MIN FORTÆLLING OM AT GÅ TIL PSYKOLOG FOR AT PASSE PÅ MIG SELV

Indlægget er udgivet i et samarbejde med Encounter og psykolog Neela Maria Sris

Det har været en stille uge i blogregi. Vi har været lagt ned af sygdom og et par hårdt bookede arbejdskalendere, der skulle balanceres samtidig med, så overskuddet har ærligt ikke været til bloggen. Noget jeg for ikke ret længe siden ville have været slem til at slå mig selv i hovedet over. Givet mig selv en lille mental stikpille og en mavepuster over ikke at kunne mestre alting på én gang. Men, det arbejder jeg på at holde op med. Sådan for alvor. Og derfor har jeg siden november gået hos en psykolog, der blandt andet skal hjælpe mig til at blive bedre til netop det. At blive bedre til at holde af mig selv, og ikke altid kun se mit bæger som halvt fyldt.

Psykologen jeg går hos, er Neela. Hun står bag psykologhuset Encounter, hvor jeg altså siden november er kommet for at tage mig kærligt af mig selv. Det har taget tilløb af komme hertil. Neela skrev nemlig allerede tilbage i august og spurgte til, om jeg kunne være interesseret i et samarbejde, hvor jeg med mit talerør her kunne være med til at gøre det at gå til psykolog til et lige så almindeligt valg som at gå til fysioterapeut eller kiropraktor, når man har en fysisk skavank. En intention jeg virkelig godt kunne se fornuften i, men som jeg også skal være ærlig og indrømme, at jeg til at starte med var noget usikker omkring at involvere mig i. Der kan nemlig være mange tabuer forbundet med at gå til psykolog, og havde jeg sådan lyst til at flage med, at jeg var en af dem, der gik hos en? Mailen fik lov at stå ubesvaret ….

Heldigvis gav Neela ikke sådan op, og hendes invitation blev ved med at rumstere. Tanken om rent faktisk at være med til at kunne inspirere flere til at unde sig selv at gøre noget godt for deres mentale velbefindende ved at gå til psykolog, tiltalte mig, og efter lidt (lang) betænkningstid kom jeg frem til, at jeg gerne ville give det en chance, og det første møde med Neela kom i stand.

Og det har gjort mig godt. Så godt at jeg nu er klar til at dele lidt ud af den mentale rejse, jeg har og er på. En rejse for at give mig selv et mentalt pusterum og være lige så anerkendende og rar ved mig selv, som jeg forsøger at være ved andre.

Det der med at være sin egen værste kritiker, er vi nok mange der kender til? Jeg gør. Og i sådan en grad, at jeg aldrig sidder tilbage med en følelse af, at det jeg gjorde var godt nok. Altid kunne det have været gjort lige en my anderledes eller bedre, og altid burde jeg have gjort noget mere. Aldrig i mål, altid på vej. Selvom der måske godt kan være noget motiverende og en stærk drivkraft bag den indstilling, er det altså også benhårdt for ens mentale velbefindende altid at få serveret manglerne istedet for kvaliteterne. Og for mig var det nået til et punkt, hvor selvkritikken også var begyndt at gå ud over Mads. Hvor han også blev ramt af min trang til, at tingene altid skulle gøres bedre. Det duede ikke, og jeg var træt af at være sådan en mavesur type over mig selv, og i tilfælde også over for Mads. Endnu mere træt blev jeg ved tanken om, at det måske også var et selvbillede jeg med tiden ville få givet videre til Nola. For alt i verden ønsker jeg nemlig ikke, at hun skal være lige så hård ved sig selv, som jeg igennem tiden har været det.

Så det var altså mit udgangspunkt. Et ønske om at komme til Neela for at få hjælp til at vende det negative og drænende tankemønster, jeg så længe jeg kan huske, har udsat mig selv for. Hvordan er det så gået?

Godt. Det er gået rigtig godt. Og selvom den slags selvfølgelig er en proces, er jeg nået langt med mig selv. Jeg er ikke i mål, men jeg er godt på vej, og jeg har allerede kunne notere en mærkbar forskel i mit mentale overskud. At jeg ikke bruger en masse tankevirksomhed på at slå mig selv i hovedet over, at jeg for eksempel ikke i denne uge har lavet det indhold til bloggen, jeg ellers gerne ville, er bare ét eksempel. Tolerancen er blevet større og jeg er endelig på vej til at knække fidusen til den der pyt-knap, rigtig mange af os ville ønske, vi var bedre til at huske og bruge.

Det bedste af det hele er næsten, at det blot er via samtalen med Neela og små enkle hjemmeøvelser, at forandringen er sket. Neela er psykolog inden for den kognitive filosofi. Hun tror på positiv forandring ved hjælp af terapi, og er opsat på at dele ud af håndgribelige værktøjer, der kan hjælpe både på hverdagens små udfordringer, men også på de problemer der er af sværere karakter, og som modarbejder os i at leve det liv, vi gerne vil leve. Og så er hun på en mission for at nedbryde de fordomme og tabuer, mange forbinder med at gå til psykolog. Og helt personligt ønsker jeg for hende, at den mission lykkes.

Så her er jeg, 31 år gammel, for det meste glad og lykkelig i mit liv, og alligevel går jeg til psykolog. Og det er jeg stolt over. Stolt over at tage mig selv og mit indre seriøst nok til, at jeg gerne vil passe på begge. Arbejde med de dele af mine tanker og adfærd, der gør mig mere skidt, end de gør godt. At gå til psykolog hjælper mig til at gøre mig bevidst om, hvad det er, jeg hver dag giver videre til mig selv, og til Mads og Nola, ligesom det hjælper mig til at forandre de ting, jeg håber at forandre. Præcis ligesom når jeg vælger at bruge tid i fitness for at være fysisk stærk og i den form, jeg foretrækker. Det samme under jeg min psyke.

Det var min fortælling. Begyndelsen på den. Forløbet med Neela er ikke slut endnu, ej heller er mit fokus på at unde mig selv og mit liv oprigtig glæde og overskud. Det håber jeg aldrig slutter. Og af og til er en psykolog et ret fint sted at starte, hvis det halter med det mentale overskud.