Hverdagsliv

KALENDERKIG #1

18. november 2019

Direkte inspireret af altid gode Trine, vil jeg i dag introducere en ny føljeton her på adressen. Kalenderkig. Jeg elsker selv, når jeg kan få lov at få et mere privat kig ind i, hvordan folk indretter deres hverdag (den evige nysgerrighed, I guess), og jeg er derfor ret begejstret for Trines ugentlige indlæg Mayland kalender, hvori hun deler hendes planer for ugen. Så begejstret at jeg nu adopterer formatet hertil, og jeg håber, at I vil tage godt imod det. 

Selvom bloggen her jo afspejler mit liv, så er det stadig blot et rids af det, og det kan være svært at finde den rette formular for balancen mellem privat og personligt. For selvfølgelig er der bits and pieces, som ikke bliver delt herinde, og det kan måske efterlade jer som læsere med et lidt sløret billede af, hvordan min hverdag egentlig ser ud. Så derfor, et kalenderkig. Hvor jeg, som vi står på dørtrinet til den nye uge, giver jer et indblik i, hvordan min kommende uge ser ud. 

Lad os prøve det af.

UGE 47

Mandag

Jeg er på kontoret inde i byen fra 9 til cirka 14:30 i dag, hvorefter det er mig, der har hentevagten med Nola. Afhængig af hendes humør (vi er i en fase af ret omskifteligt humør), når jeg henter hende, er det planen, at vi klarer indkøb og lidt småærinder på vej hjem fra vuggestuen, så ikke vi behøver at skulle ud igen, når først vi er kommet hjem.

Når det er mig, der henter tidligt, betyder det også, at aftenen skal bruges på det arbejde, jeg ikke nåede på kontoret, så når Nola er puttet, åbner jeg computeren op igen. Det går der typisk et par timer med. I aften er der dog landskamp, som Mads helt sikkert gerne vil se, så jeg regner med at det meste af aftenen bliver med computeren i dag. Jeg er også håbløst langt bagud med at få svaret på kommentarer herinde, så det vil jeg gerne finde tid til!

Tirsdag

I morgen er jeg på kontoret fra 10-16, og har bagefter en hyggelig eftermiddagsaftale med et par veninder til en varm chokolade på Hotel Chocolat, som I tidligere er nogle stykker der har talt varmt om, da jeg bad om anbefalinger til byens bedste varme kakao. Jeg ved endnu ikke, om vi finder på noget mad sammen, eller om jeg når hjem til at spise med Mads og Nola, så den del er lidt åben. Aftenen kommer igen til at gå med lidt arbejde, og så håber jeg, at Mads har mod på lidt bryllupsplanlægning. Vi bliver mere og mere skarpe på, hvordan festen skal løbe af, men vi mangler stadig at få tjek på maden, og det gad jeg godt få rykket på i denne uge.

Onsdag

Her har jeg en lang dag på kontoret. Fra ca. 9:30 til 18, hvorefter vi har en team middag på The Market, som jeg glæder mig til at genbesøge. Det er efterhånden en del år siden, jeg var der sidst.

Torsdag

På torsdag bliver det til en kort dag til kontoret, da det igen er mig, der henter Nola. Klokken 17 overlader jeg stafetten derhjemme til Mads, og tager til forældremøde i vuggestuen (shit det lyder, og føles voksent, at skulle det)· Det er mit første af slagsen, og ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente mig af det. Det slutter klokken 19, så jeg når desværre hverken aftensmad eller putning med Nola. Hjemme igen er det igen tid at åbne computeren op og fortsætte dagens arbejde.

Fredag

Har jeg taget en fridag. Jeg skal ud og have fyldt på vores stand på Lidkøb, som min veninde og jeg har fra på fredag og tre uger frem. Og bagefter har jeg booket mig ind til min aller første bryllupskjoleprøvning. Jeg har booket tid hos Vintagegirl på anbefaling af en sød læser, og jeg er så spændt på at skulle afsted. Brylluppet har indtil føltes lidt fjernt, fordi det stadig er et stykke ude i fremtiden, men bryllupskjole, venner. Så bliver det altså virkeligt! Prøvningen er der sat en time af til, og bagefter håber jeg, at kunne nå en god frokost og et par uforstyrrede timer med bloggen, inden jeg henter Nola fra vuggestuen, og kalder weekenden for åben. Vi har ingen planer om aftenen, så der bliver det bare fredagshygge i familiens skød. Præcis som jeg bedst kan lide det!

Lørdag

Vil vi gerne i svømmehallen med Nola fra morgenstunden. Det er efterhånden længe siden, vi har været afsted, men hun er den seneste tid blevet ualmindeligt vild med at være i badekarret derhjemme, og er slet ikke til at drive op, så vi tænker, svømmehallen vil være et populært lørdagsmål. Efter middagslur får vi besøg af nogle af pigerne fra mødregruppen, mænd og børn til gløgg og æbleskiver. Årets første. Og jeg glæder mig så meget. Aftenen er der ikke noget program for, så vi ser hvad overskuddet og humøret er til ovenpå svømmehal og julehygge.

Søndag

Starter jeg dagen med en morgenmadsaftale med en veninde. Vi ville have været på Barlie, men som desværre viser sig at have lukket om søndagen. Istedet tror jeg vi ender på Mirabelle eller Babboria. Om eftermiddagen har Nola og jeg en playdate med min veninde og hendes datter, der er to måneder yngre end Nola, og ellers skal resten af dagen bare gå med at nusse lidt rundt derhjemme og omstille sig på at hverdagen igen venter i morgen.

  • Reply
    Sofie
    18. november 2019 at 21:17

    Hyggeligt indlæg. Særligt når man selv er småbarnsmor og forsøger at få hverdagen til at hænge sammen 🙂 er du på 37 timer og bliver Nola hentet kl 15ish hver dag?

    • Reply
      merimeri
      18. november 2019 at 21:43

      Dejligt at høre Sofie! Yes, jeg arbejder fuldtid, og det samme gør min kæreste, men vi flexer så blot begge vores tid, så vi to dage om ugen har mulighed for at hente ca. kl 15. Den sidste dag er vi heldige at have farmor og farfar til at hjælpe 🙂

      • Reply
        Sofie
        26. november 2019 at 15:05

        Det lyder da super optimalt 😍

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar