Så er der hilsen fra sommerhuset, hvor vi allerede har fundet os ualmindeligt godt til rette. Det er nemlig det fineste hus, præcis sådan et, vi drømmer om selv at finde, og vejret er helt fantastisk de her dage. Vi sågar kunne sidde og læse bøger udenfor i middagssolen i dag, og sådan en stund får mig til at boble over at velvære. Jeg er skabt til det her sommerhusliv. Roen og nærværet det medfører, og som står i skarp kontrast til den hverdag, jeg har fået installeret mig med derhjemme. Får mig til at længes endnu mere efter at få fundet vores helt eget sommerhus, og jeg håber sådan, at det bliver en realitet i 2020.
Indtil da glæder jeg mig over at have hele to dage endnu tilgode i sommerhusland, og lommen fuld at gode intentioner om at få slappet så meget som muligt af. Derfor bliver indlæggene herinde også lidt mere sporadiske i denne uge, men lur mig om ikke det nok alt sammen skal gå alligevel. Selvom jeg af og til kan være en tand for optaget af frekvensen af indlæg herinde, så ved jeg jo godt, at bloggen ikke står og falder med, om den bliver opdateret hver dag. Så altså, ferie! Og hvad er mere passende pauseskærm end et kig tilbage på nogle af de rarheder, som den forgangne uge bød på?
II Mandag var jeg hjemme med Nola, som havde tid hos lægen til sin femten måneders vaccine. Jeg nød, at vi ikke skulle stresse for at nu ud af døren, og at der var ekstra god tid til det ritual, jeg aller helst vil starte min morgen med; Velanrettet, simpel morgenmad, en kop kogt vand med citron og ingefær, mine vitaminer og et blik på dagens gøremål II
II Jeg brugte et par dage i Berlin i sidste uge, og mens jeg savnede især det mindste medlem af husholdningen derhjemme, glædede jeg mig over, hvor prisværdigt det er at leve i den digitale tidsalder, hvor savnet altid kan lindres lidt med et videokald ♥ II
II Eftermiddagskaffe 2.0. Dækket i smukt stel fra Kähler. Hammershøi serien, som jeg har modtaget i gave (derfor reklame) og med lækker mandeltærte á la Emily Salomon II
II Fredag havde vi sat et kært vennepar i stævne på Madklubbens nye Roberta (inviteret af Madklubben, og derfor reklame). En syd- og mellemamerikansk tilføjelse til den store restaurantfamilie. Og udover at det var skønt at droppe madlavningen derhjemme, så var det endnu mere rart med tid til uforstyrret voksensnak. Begge par har vi små børn, der tager det meste af opmærksomheden i livet på hjemmefronten, og det føles derfor som en sand luksus, når trummerummet derhjemme engang imellem droppes til fordel for nogle andre rammer. Vi havde os så mange gode snakke, mens timerne fløj forbi, og det er sådan en stund, vi kan leve højt på længe. Hvilket er praktisk, for man ved aldrig, hvornår det igen lykkes at samle tropperne til børnefri aften II
II Nola er nu nået den alder, hvor vi så småt begynder at kunne have hende med til madlavningen. Og jeg dør over hvor sødt det er, som hun agerer køkkenhjælper. Også selvom det muligvis sløver farten i køkkenet en lille my ned. Det er det værd! II
Ingen kommentarer