Hverdagsliv

DET VIL JEG LAVE I AUGUST

1. august 2019

Billedet her er fra sidst vi besøgte Bornholm i 2017. I næste uge skal vi afsted igen ♥

Glædelig august!

Er jeg den eneste, der ikke helt kan forstå, at sommerens to første måneder allerede er forbi? Jeg har lidt sommer-blues, som jeg sidder og kigger ud på den silende regn, og tanken om, at vi inden længe går ind i efterårsmånederne. Bevares, jeg har sukket efter en regnbyge til at rense luften efter de seneste mange dages trykkende varme, men nu hvor vi nærmer os to dage med heldagsregn, er jeg klar til, at sommeren vender tilbage. Ikke mindst fordi, jeg ikke er i humør til, at dagene med eftermiddagsis i solen og grill i gården er forbi. Således håber jeg, at august stadig giver anledning til masser af gode sommerstunder. Her er, hvad jeg håber, måneden kommer til at bringe

  • Nok ledige stunder til, at jeg bliver færdig med min sommerlæsning i form af Et Lille Liv, der efterhånden nærmer sig et evighedsprojekt. Bogen er virkelig god og gribende, men også en man skal tage tilløb til. Men i august skal det være.
  • En tur i biografen for at se genopsætningen af Løvernes Konge. Allerede på lørdag. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg glæder mig mest til de varme popcorn i biografmørket eller filmen, men godt skal det i hvert fald nok blive.
  • De sidste feriefornemmelser, som sommeren kan trække, når vi næste uge snupper fire dage på Bornholm for at besøge Mads’ forældre, der har lejet et hus derovre. Jeg glæder mig stort til gensyn med solskinsøen.
  • En aften ude med Mads, bare ham og jeg. Med god mad og vin. Med tid at være kærester igen. En ting vi har aftalt at blive bedre til, og jeg drømmer om en månedlig date-aften. Og jeg har planer om at gribe bolden for august.
  • Blive bedre til at svare på beskeder, kommentarer, emails. Alt for ofte ender jeg med at skubbe dem frem foran mig, fordi tiden ikke er til dem lige nu, samtidig med at det hele tiden rumsterer i baghovedet, at jeg mangler at svare den og den. Det er ikke videre effektivt, og derfor vil jeg prøve at indføre daglig “telefontid”, fx et kvarter hver aften, hvor jeg prioriterer kontakten til dem, der gerne vil i kontakt. Det er god stil.
  • Få taget hul på maler-projektet på Nolas værelse. Farveprøven står faktisk bare derhjemme og venter, så der er (næsten) ingen undskyldninger for ikke at komme igang.
  • Sætte det tøj til salg, der nu en måned har været ryddet ud af skabet for netop at skulle videre til nye glade ejere. Apropos det der med at skubbe tingene foran sig …
  • Være på forkant med det sensommer bryllup, jeg skal til i september, og få styr på outfittet allerede her i august. Nogle gode ideer til, hvor jeg skal starte min kjolejagt? Det er evigheder siden, mamma her har været klædt fint på til fest, så føler mig ærligt talt lidt rusten på den front.
  • Reply
    Venterpaavinblog
    1. august 2019 at 17:54

    Lyder skønt med kærestehygge, ø-tur og Løvernes konge – sidstnævnte napper jeg også med mine søstre på mandag 😀

    • Reply
      merimeri
      2. august 2019 at 6:46

      Ja ikke? Synes også det er en rar treenighed! Og hvor lyder det hyggeligt med søster-tur i biffen. God fornøjelse – og god snarlig weekend!

  • Reply
    Lullumut
    2. august 2019 at 13:56

    Jeg tænkte godt på Bornholm, da du slog billeder op på IG 🙂
    Kan anbefale dig at prøve (Kirppu) loppesupermarked. Er snart ved at afslutte mine tre uger og synes det har været godt. Alt det jeg normalt ikke kan sælge på DBA, Trendsales, almindelige loppemarkeder ryger som varmt vand. Jeg har også sat det billigt men har helt sikkert solgt nogle sjove ting, haha.

Skriv et svar til Venterpaavinblog Annuller kommentar