EN UPDATE PÅ HVORDAN DET GÅR MED AT FLYTTE BABY PÅ EGET VÆRELSE

I var rigtig mange, der tog jer tid at spille ind med jeres erfaringer på mit indlæg om at få baby på eget værelse, og det var simpelthen så rart at læse. Ikke fordi der jo er et endegyldigt facit på, hvordan man bedst lykkes med at få baby på eget værelse, når tiden er rigtig, men fordi det som førstegangsmor er rart at få bekræftet netop hvor mange måder, der er at gøre tingene på, som alle er lige rigtige. Så tak fordi I altid er der med gode råd og erfaringer. Virkelig!

Derfor synes jeg også, det er på sin plads med en update på, hvordan det så gik med at flytte Nola på eget værelse. Vi besluttede nemlig at benytte påskeferien som anledning til at give det en chance, nu både Mads og jeg var hjemme og dermed kunne aflaste hinanden. Hele ideen med at flytte hende ind var ikke som sådan at slippe for hende i soveværelset, men derimod et forsøg på at se, om det at flytte hende på eget værelse kunne give hende og dermed os en mere rolig søvn ovenpå et par måneder med opvågninger hver anden til tredje time natten igennem.

Sidste tirsdag flyttede vi hende så derind. Jeg med halvklamme håndflader og et temmelig berørt mor-hjerte, for det føltes ærligt talt lidt grænseoverskridende pludselig at skulle undvære hendes vejrtrækning og puslen ved siden af mig om natten. Heldigvis gik det ok med at få hende puttet. Bevares, længere tid end det normalt tager mig i soveværelset, men efter 20 minutters tid hvor jeg helt skævvredet forsøgte at nusse og synge for hende henover tremmerne i sengen, overgav hun sig til søvnen, og jeg kunne liste mig ud af hendes værelse og ned i sofaen.

De følgende par timer inden vi selv gik i seng, var vi oppe hos hende én gang for at give sutten. Tåleligt! Og som vi også er vant til det fra soveværelset. Allieret med babyalarmen gik vi derfor selv i seng, spændte på natten, og hvad der ventede os.

Og det var en nat fuldstændig som vi kendte den, vi endte med at have. Med en del opvågninger, tab af sut, gråd og hjælp til at skulle finde tilbage i ryg eller sideleje efter at være trillet om på maven. Og ind imellem turene fra soveværelse til børneværelse følte jeg næsten ikke, at jeg fik lukket et øje. Men hun blev på værelset natten igennem, og morgenen efter var jeg både stolt over at vi gjorde det, men sad også med en følelse af at være slået lidt tilbage i mor-gamet, for søvnen havde hverken været mere rolig for Nola eller jeg. Nuvel, det kunne vi nok heller ikke forvente os efter første nat i helt nye omgivelser, så vi indstillede os på at prøve en nat mere.

Nat to skulle dog vise sig at være endnu mere urolig end første nat. Med opvågninger engang i timen fra hun blev puttet og indtil midnat. Ved midnatstid var Nola ret ulykkelig, og jeg lykkedes kun med at få hende til at falde til ro med brystet. Hun faldt i søvn i mine arme, men hver gang jeg lagde hende tilbage i sengen, vågnede hun igen og fortsatte gråden. Efter at have brugt en time på den måde kapitulerede jeg, og hun kom med ind i soveværelset, hvor vi langt om længe faldt til ro, og fra klokken 2 til 6 sov hun lydløst ved siden af mig.

Tredje gang er lykkens gang, tænkte vi, og selvom vi efterhånden var ret modløse og helt enormt trætte, blev vi enige om at give det en sidste chance. Torsdag endte vi dog med at komme hjem senere end normal puttetid, og Nola var derfor faldet i søvn i bilen på vej hjem. Hun blev noget ked af at blive vækket, da bilen stoppede og hun blev løftet ud af autostolen, og for ikke at gøre ondt værre og først dér skulle hele møllen igennem med at putte på eget værelse, blev vi enige om, at hun kom ind og sov imellem os i dobbeltsengen. Hun faldt i søvn stort set med det samme, og sov uforstyrret indtil vi gik i seng et par timer efter.

Her blev det dog tydeligt, at løsningen med at sove i dobbeltseng ikke fungerede, for natten var urolig med mange opvågninger, og Nola manglede sin egen seng ved siden af til at have mere plads at boltre sig på.

Fredag var vi så tilbage hvor vi startede efter en nat i soveværelset. Skulle vi fortsætte kampen for en nat mere på eget værelse, eller skulle vi kapitulere og flytte sengen ind til os? Det var et svært kald, for havde vi virkelig prøvet nok? Eller skulle jeg lytte til mavefornemmelsen der sagde mig, at det ikke var rette tidspunkt med eget værelse? Mads endte med at beslutte det sidste for os, hvilket jeg var lettet over, fordi det nok også var hvad jeg håbede på. Således endte hun tilbage i egen seng i vores soveværelse efter to knap så succesfulde nætter på eget værelse.

Til gengæld er nætterne i soveværelset på mirakuløs vis forandret sig til det bedre. Siden fredag har vi nemlig været inde i et rytme, hvor Nola først vågner og vil have mad 3 timer efter hun er blevet puttet. Efter mad falder hun hurtigt i søvn igen, vågner derefter igen ca 3 timer efter for en omgang natmad, for så at sove i 5 timer kun afbrudt af en gang eller to hvor hun skal have sutten, hvorefter hun så er klar til at stå op klokken 7. Således er de 6-7 amninger jeg ellers længe stadig har ligget på takket være de mange opvågninger om natten, pludselig skåret ned til 4, hvoraf de 3 af dem godt nok ligger mellem klokken 19:45-02, men det kan jeg absolut godt leve med, fordi jeg stadig rammer den dybe søvn imellem afbrydelserne. 

Hvad der har gjort at nætterne pludselig er vendt til det bedre, har jeg ingen anelse om. Måske blev Nola så afskrækket ved udsigten til eget værelse, at hun besluttede at arte sig i soveværelset? Nok ikke. Faktum er blot, at vi lige nu sover bedre, end vi har gjort længe, selvom vi er tilbage i vante setup.

Har jeg så lært noget af forsøget med at flytte Nola på eget værelse? Ja. At det skal føles rigtigt både i maven og hjertet, før vi igen forsøger os med eget værelse. Ikke blot se rigtigt ud på papiret. Jeg skal nemlig passe på med at skele for meget til, hvad andre siger og gør, men istedet stole på at jeg kender mit barn bedst, og derfor også kan mærke, når tiden er rigtig til det skifte. 

Læringskurven som førstegangsmor er stadig stejl, men jeg vælger at tro på, at rigtig mange udfordringer med tiden helt løser sig selv uden at de skal gøres til en kamp, der ikke føles rigtig.