I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: MARTS SHOPPING

3. april 2019

II GANNI KJOLE II ARKET T-SHIRT II ARKET HVIDE JEANS II ARKET BLÅ JEANS II 

Som endnu en måned er gået på hæld, har jeg som vanligt gransket netbanken for at gøre min garderobeshopping op. Fire nytilføjelser er det blevet til. Og nogle virkelig gode nogle af slagsen. Tre basiskøb og en enkelt mere sæsonaktuel sag, som ikke desto mindre har fået en flyvende start i garderoben. Sidstnævnte er selvfølgelig Ganni kjolen, jeg taler om. Den har været på et par gange om ugen i hvert fald siden den flyttede ind i begyndelsen af marts, hvor jeg slog til, da Me & The Met fristede med 20% rabat. 

Derudover har jeg endelig (der blev sagt endelig) fået fundet, hvad jeg tror er de perfekte jeans. På anbefaling af en sød følger har jeg kastet mig ud i Arkets Regular jeans model. Ikke for løse, ikke for stramme, ikke for højtaljede og ikke for lavtaljede. Lige præcis som jeg gerne vil have dem med andre ord. Og efter godt og vel 14 dages brug er jeg stadig ovenud tilfreds med jeans købene. Jeg tog chancen og købte både et par lyse og en forvasket denimblå, og pludselig føler jeg ikke længere, at min samling af jeans er helt tosset. Det er så længe siden, jeg sidst har købt jeans, så synes det er svært at kloge sig på, hvordan de er i størrelsen i forhold til andre jeans, men jeg har taget dem i en 27, hvilket vel svarer meget godt til den str. 36, jeg normalt bruger i underdele. Og de er perfekte i størrelsen.

I kurven sammen med jeansbestillingen kom også en råhvid udgive af min favorit t-shirt. Ice crepe modellen også fra Arket. Bedste basis t-shirt i min optik. Let og lækker kvalitet. Og tilpas løs, i hvert fald hvis man som jeg går en størrelse op i den. 

I alt er min marts shopping løbet op i 2079kr, hvilket jeg synes er hæderligt, når halvdelen af pengene er gået til så varige køb som jeans. 

  • Reply
    Astrid
    3. april 2019 at 22:34

    Jeg kan virkelig godt lide de her indlæg med månedens garderoberegnskab. Jeg er faktisk selv, efter inspiration fra dig, begyndt at notere hver måned hvor meget jeg bruger – det kan da godt nok gå vildt for sig nogle måneder :-O så det er virkelig rart at man får et bedre overblik, så man kan prøve at bruge lommepengene lidt mere fornuftigt!

    En anden nævneværdig ting, som måske ikke er blevet nævnt for dig i Arket, er at man har en tilfredshedsgaranti på 30 dage. Så man kan bruge bukserne, finde ud af at fittet ikke fungerer, at de har givet sig for meget eller noget helt tredje og så få pengene tilbage inden for de 30 dage – det er jo genialt!

    • Reply
      Laura
      6. april 2019 at 18:17

      Er enig – synes også det er super fedt at følge med – og ikke mindst inspirerende!

      • Reply
        merimeri
        8. april 2019 at 20:23

        Så dejligt at høre ♥

    • Reply
      merimeri
      8. april 2019 at 20:37

      Ej hvor er jeg glad for at kunne inspirere andre til et lignende regnskab. Det er nemlig en virkelig god øvelse i at blive mere bevidst om sit forbrug og hav et overblik over, hvad garderoben egentlig sådan i tal byder på.
      Min veninde har faktisk gjort mig opmærksom på Arkets 30 dages tilfredshedsgaranti, men sådan et godt tip skader ikke at blive gentaget. Virkelig god stil. Jeg er dog mere end tilfreds med mine jeans, så her bliver det ikke aktuelt med en refundering 😉

  • Reply
    Michaela
    4. april 2019 at 7:56

    Har du vasket kjolen fra Ganni? Min er krympet rigtig meget, særligt underkjolen, så den nu ikke en gang med tykke strømpebukser under er anstændig for mig at bruge som kjole:-( Og jeg er altså kun 1,61 cm…

    • Reply
      merimeri
      8. april 2019 at 20:34

      Havde den på første gang efter vask forleden, og min var også krympet. Ikke så meget i længden synes jeg, men en del i vidden, så selvom jeg havde købt en størrelse større end normalt, synes jeg nu pludselig den sidder lidt for meget til. Tror det bliver dråben for mig, der gør, at jeg ikke gider flere viskose sager fra Ganni. Ikke prisen værd!

Skriv et svar til Astrid Annuller kommentar