Hej venner, så er denne uges fredagspost landet. Hvad er status på weekendbarometeret? Er I klar til at kalde den, eller er der lige en håndfuld deadlines på arbejde eller studiet, som lige skal tjekkes af først? Jeg er ved at være der. Har overstået min fredagstræning, indbakken er i bund, og jeg mangler bare lige en enkelt blogdeadline, der skal klares inden søndag. Og så er det weekend. Denne gang er jeg ret sikker på, at der står fredagssnolder og X-Factor på spisesedlen, og at der ikke lige kommet et frieri ind fra højre.
I morgen kører fødselsdagsbussen igen, og vi sætter endnu engang kursen sydover, hvor det nu er blevet min kære morfars tur til at blive fødselsdagsfejret. Vi kører dog tilbage til byen efter fødselsdagen, så ikke weekenden i København helt forsvinder mellem hænderne på os. Søndag skal jeg ses med en veninde, og derudover håber jeg at finde tid at snøre løbeskoene og få løbet en tur. Drømmer lidt om snart at kunne løbe en 5 kilometer uden pauser (og sidestik, ahem), og det mål er nok nemmere nået, hvis jeg rent faktisk får løbet lidt i ny og næ. Weekendvejret ser ikke lovende ud, så jeg gør mig ikke de store forhåbninger om lange trilleture med barnevognen out and about, istedet bliver det nok nærmere hjemlig indendørshygge, der kommer til at fylde hullerne mellem deciderede weekendplaner. Et afsnit af Badehoteller hér, og en tøjvask dér.
Og ellers har jeg traditionen tro fundet lidt anbefalinger til weeekendprogrammet frem.
- Der har været gode skriv hos flere af mine favorit blogger-damer den forgangne uge. Blandt andet Fredes ærlige indlæg om hvorvidt en barselsferie er det værd. Og så er der Cathrines vigtige indlæg om miljøpolitiet. Et must read.
- Der er også ret meget godt tv tilgængelig på DR TV lige nu. Udover dokumentaren I Danmark er jeg født, som jeg også anbefalede sidste weekend, er der også de meget omtalte dokumentarer Leaving Neverland og Hvem passer vores børn? De to sidstnævnte har efterladt mig med knugende ondt i maven, men ikke desto mindre er det vellavet tv, der i den grad gør indtryk.
- Skamhøre Hans Philips nye solodebut Forevigt.
- Der er Kunsthåndværkermarked i Absalon på lørdag, og jeg tænker der er god mulighed for at finde nogle fine skæve fund, der kan være prikken over i’et i indretningen derhjemme.
- Spise weekendmorgenmad på Babbo-ria, der er byens nyeste morgenmadssted. Politiken har netop kastet fire hjerter efter stedet, og min Frederiksberg-boende veninde roser det også til skyerne, så personligt kan jeg ikke vente til at svinge vejen forbi.
- Skal du til CPH:DOX? Så tjek Soundvenues guide til de 15 mest essentielle film på DPH:DOX 2019.
Ingen kommentarer