Ting jeg kan li'

EN SØNDAG MED JULEMAGI I TIVOLI

27. november 2018

Udgivet i samarbejde med Tivoli

Åh altså, jeg skal lige love for, at vi havde en den fineste dag i Tivoli i søndags med alt hvad (jule)hjerterne kunne begære. Mads og jeg har efterhånden i en del år haft en tradition om at skyde julen igang med en tur i juletivoli. I år var ingen undtagelse, men som noget nyt havde vi inviteret Nolas farmor og farfar med for at dele juleglæden med os. Og sådan en familiedag kan altså noget. Hvad end man er den helt store julegris eller ej, har jeg nemlig svært ved at forestille mig, at man ikke bliver bare en lille smule varm om hjertet og juleglad i sindet over at gå rundt i den juleudsmykkede have, placeret lige der i hjertet af det gamle København.

Med  barnevogn og bedsteforældre trillede vi først på eftermiddagen ind til Tivoli for at få julestemningen med i dagslys, for selvom juleudsmykningen måske kommer mest til sin ret, som solen går ned, så er der alligevel noget virkelig fint over de mange kulørte farve og alle sanseindtrykkene, som er i spil. Fra julemusikken til duften af gran og glögg og hvinene fra begejstrede gæster i forlystelser. Jo, en tur i Tivoli på denne tid af året er kræs for sanserne.

Første stop på vores tur var en omgang glögg at varme hænderne på, og efter et par runder rundt i haven, var der så lagt i banken til en omgang hjemmelavede æbleskiver. Og dem får man altså bedst hos Vaffelbageriet, hvis nogen skulle være i tvivl. Som eftermiddagen gled på hæld og tusmørket tog over, gik vi en sidste runde i den 175 år gamle forlystelsespark. Indtog de sidste dufte fra de sneklædte boder, den sidste glans fra de strålende julelys, og mærkede den sidste hjertevarme fra de tusindvis af gæster, der ligesom os brugte søndagen på at finde julemagien i Tivoli.

Mætte på indtryk og magi men ikke på mad, sluttede vi dagen af med en omgang tidlig aftensmad i den stadig relativt nyåbnede Tivoli Food Hall. Et helt og aldeles genialt koncept, og supplement til de mange spisesteder inde i haven. Udvalget i Tivoli Food Hall er lige så mangfoldigt og farverigt, som Tivoli er det, og der er noget for enhver smag, hvad end den smag peger i retning af bornholmsk falafel, perfekt snaskede burgere, smørrebrød, sprød kylling eller islandske salater. Vi valgte et par dele-pizzaer fra Gorm’s, som en perfekt balance til alt det julede.

Som jeg skriver indlægget her, kan jeg ikke få linjen “Nu glædes gamle og unge” fra Julen Har Bragt Velsignet Bud ud af hovedet. For det er nemlig nøjagtig det Tivoli kan. Skabe glæde hos både gamle og unge. Som nye forældre skal vi på en eller anden måde opleve julen som var den ny i år. Skabe vores egne juletraditioner. En ting er dog sikkert. Traditionen om jul i Tivoli bliver der ikke ændret på. Og jeg glæder mig til at opleve Nola med julelys i øjnene, når vi år efter år skyder julen igang med en tur ind forbi et af de fineste steder, København har at byde på.

Trænger du også til at (gen)finde julemagien, så kan entrébilletter til Tivoli købes her.

  • Reply
    Michaela
    28. november 2018 at 9:15

    Hvor ser det bare hyggeligt ud – dejligt med faste juletraditioner og familie hygge. Tivoli er så magisk 🙂 Jeg var der også med min familie i søndags. Min datter på 1 år, var ikke med, men det skal hun helt sikkert næste år. .

    • Reply
      merimeri
      6. december 2018 at 11:35

      Ja ikke? Julens traditioner er nu noget særligt! Åh kan kun forestille mig hvor meget din datter kommer til at stråle, når hun skal med i Tivoli næste år.

Kommenter