God fredag formiddag venner ♥
Jeg har lige rejst mig fra ovenstående morgenmad og avislæsning, og har sat mig til rette med computeren foran mig på spisebordet klar på et lille fredagsskriv. Nola sover formiddagslur ude i det fine oktobervejr, Mads ligger med avisen på sofaen og jeg håber de begge forholder sig sådan lidt tid endnu, så jeg kan nå i mål med mit fredagspostkort. Heldigvis har vi en stille fredag foran os, så hvad jeg ikke når nu, når jeg forhåbentlig senere. Nola fik jo sin tremåneders vaccine igår, og vi har derfor holdt kalenderen åben, hvis nu hun skulle blive småsyg som reaktion på vaccinen. Heldigvis har hun klaret det over al forventning, og udover at være lidt pjevset igår eftermiddags og en lidt mere urolig nattesøvn, har vi ikke mærket noget til vaccinen, og endnu engang viste min nervøsitet sig at være fuldstændig ubegrundet. Det er en af de ting, jeg ret godt kan lide ved hele det her mor-game; hvor meget klogere man bliver hver dag. En læringskurve som end ikke det mest udfordrende job ville kunne måle sig med. Det burde næsten være en ting, man skrev på sit CV – jeg er nogens mor! Og alle de nye ting og udfordringer, jeg hver dag bliver mødt med, dem klarer jeg mig (næsten altid) helskindet igennem. Det må man som mor altså gerne klappe sig selv lidt på skulderen over.
Nåh men eftersom Nola er i hopla, tror jeg vi vil begive os ud på en lang gåtur i fredagssolen. Jeg drømmer om at komme forbi Andersen & Maillard for at prøve deres varme chokolade efterfulgt af en gåtur i en efterårsklædt Assistens, som en sød læser skrev og anbefalede mig. Mads vil gerne et smut til Frederiksberg for at kigge efter bukser, og jeg tænker at kombinere den tur med byens bedste cookie fra HART Bageri og muligheden for at skyde et par outfitbilleder, nu vejret er til det. Det bliver en god fredag, kan jeg mærke.
Hvad står jeres weekend på? Vild med dans og sofahygge, høje hæle og kulørte drinks, efterårsgetaway eller noget helt fjerde?
Uanset hvad, så tipper jeg som altid om en håndfuld gode ideer der kan føjes til weekendprogrammer.
- Shoppe nyt til boligen med 20% rabat, når Magasin i weekenden har goodie days med rabat på masser af boligvarer, bl.a. fra HAY, Royal Copenhagen, House Doctor, Normann Copenhagen og Muuto. Gælder både online og i deres butikker og til og med på søndag.
- Unde dig selv mindst ét besøg hos HART. Både deres morgenbrød, cookie, croissant og pølsehorn er to die for.
- Runde Marmorkirken, hvor det i denne weekend er sidste chance for at se kunstner Veronica Hodges magiske blomsterinstallation. Der er garanti for godt insta-potentiale.
- Bruge din søndag i børnehøjde når Absalon inviterer til pizza og perleplader. Det er nok lige optimistisk nok at forestille sig Nola blive begejstret over perleplader, men nøj jeg synes det lyder hyggeligt, og jeg glæder mig vildt til hun er gammel nok til at nusse med den slags.
- Tage forbi Nørrebrohallen, hvor Envii i denne weekend holder lagersalg. Fredag fra klokken 12-20, lørdag fra 10-16 og søndag fra 10-15.
2 Comments
Kristina
19. oktober 2018 at 12:52Har en skøn weekend imøde! Først lidt fødselsdagsfejring i aften, og i morgen tager jeg på ‘sidste inden mor til tvillinger’ tøsetur med min bedste veninde. Spa-ophold på Comwell i Snekkersten med massage, afslapning, god mad og hygge 😀
merimeri
20. oktober 2018 at 7:58Ej hvor lyder det bare som en fantastisk weekend du er gået i møde Kristina! Nyyyd det. Klem til dig