Rejser & rejseguides

FEMTEN FAVORITTER I PARIS

19. juni 2018

Paris er altid en god ide! Og selvom jeg i denne omgang var afsted under lidt særlige omstændigheder – højgravid og plaget af en del plukveer – har det ikke ændret på, at Paris stadig er min absolutte yndlingsby her i Europa.
Jeg elsker den parisiske stemning; historien, stoltheden, levemåden, arkitekturen, maden. Paris har det hele og selvom det var min femte gang i byen, bliver jeg en lille smule mere forelsket, for hver gang jeg er afsted.

Jeg er garanteret ikke den eneste, som altid er på jagt efter de gode spisesteder og fine shoppemuligheder, så jeg har nedenfor samlet mine femten favoritter i Paris.

Le Bon Marché
Et mere gennemført stormagasin kommer man til at lede længere efter. Her er alt hvad hjertet begærer, fra spiselige delikatesser i stueetagen til fint fransk interiør og fristende tøj, så langt øjet rækker. 

24 Rue de Sèvres

Fougère Café
Fineste lille perle ikke langt fra Le Bon Marché, så oplagt sted at samle energi til næste shoppeetape. De laver de lækreste salater og har også et syndigt udvalg af hjemmebagte kager. Sådan et sted man får lyst til at blive hængende, fordi det føles så hjemligt. 

53 Rue du Cherche-Midi

Paris New York
Nu behøver det jo ikke alt sammen gå op i croque madame, steak tartare, tarte tatin, så hvis du trænger til et afbræk fra det franske køkken, er burgerkæden Paris New York ikke noget dumt sted at gå hen. Lækreste, snaskede burgere, seriøst gode nachos og cremede milkshakes. PNY har flere forskellige adresser rundt omkring i byen, men i min optik er den i Marais nu den hyggeligste.

1 Rue Perrée

Hotel Paradis
Yndigste boutiquehotel centralt i Paris. Og ovenikøbet i en virkelig rimelig prisklasse sammenlignet med Paris-standarder. Værelset er ikke stort, men pladsen er veludnyttet og man føler sig med det samme godt tilpas.

41 Rue des Petites Écuries

Du Pain et des Idees
Hjemme i Danmark rider vi lige nu højt på croissantbølgen og man må sige, at vi er blevet godt forvænt med det udvalg af croissanter der efterhånden er til at finde rundt omkring. Så godt forvænt, at det næsten kan være svært for de parisiske varianter at følge med. Vi var i hvert fald igennem en del sløje bud indtil vi nåede til Du Pain et Des Idees, som er det fineste bageri hvis croissanter i den grad er værd at gå efter. Tag dem med på vejen til du bliver lækkersulten eller snup dem med hjem på hotellet. Begge dele vil være en succes. 

34 Rue Yves Toudic

Le Relais de l’Entrecôte

For os var det et must at skulle have steak frites i Paris, men spørger man google findes der ikke et entydigt svar på, hvor man finder den bedste af slags. Le Relais de Entrecote, som har tre adresser i byen, er dog ikke noget dumt bud – slet ikke at dømme ud fra den lange kø der liner op kort tid inden aftenens første servering køres kl 19. Det er en oplevelse i sig selv, at se hvordan de erfarne tjenermadammer, alle klædt i sort uniform med hvid halskrave, orkestrerer den lange kø og sikrer sig at vel nok 75 mennesker i løbet af fem minutter har fået plads i restauranten og har taget imod bestilling af drikkevarer. Konceptet er helt simpelt, for det eneste du skal tage stilling til er, hvad du vil drikke, hvordan din beuf skal steges og om du kan spise en genopfyldning. De spiselige herligheder koster 26,50EUR per mand og dækker over en grøn salat, brød og steak frites – samt genopfyldning hvis du har plads til det. 

15 Rue Marbeuf, 101 Boulevard du Montparnasse, 20 Rue Saint-Benoît

Cafe Oberkampf
Hyggelig lille cafe der er oplagt sted at starte din morgen. Laver den lækreste egg benedict, granola – og deres bananbrød. Det må og skal du prøve. 

3 Rue Neuve Popincour

Smallable
Sej konceptbutik til de små størrelser, så er du på udkig efter sejt børnenips eller yndigt tøj, er det her stedet at starte. 

81 Rue du Cherche-Midi

L’As du Fallafel
Er du falafelsulten, er L’As du Fallafel i Marais kvarteret ikke til at komme udenom. Det samme er køen heller ikke, men vær helt rolig, de er lynende hurtige i køkkenet og eftersom de fleste vælger falaflerne to-go, er ventetiden overkommelig. 

32-34 Rue des Rosiers

Le Manfred
For at komme i den helt rette pariser-stemning, så hvil benene og snup en kop kaffe på Le Manfred som ligger i et fint grønt område, væk fra de mest travle turistspots. Det er et perfekt spot at suge det parisiske liv til sig. 

1 Rue Réaumur

Cafe Charlot
I samme boldgade er Cafe Charlot som ser ud præcis som du forventer at en fortovscafe i Paris skal gøre det. Med røde markiser, marmorborde og flettede stole. Jeg ville ikke komme her for maden, men blot slå mig ned hvis du mangler et sted for people watching og en tår at drikke. 

38 Rue de Bretagne

Gloss’ Up
Ikke langt fra hverken Paris New York (Marais), Season og Cafe Charlot finder du neglebaren Gloss’Up, og det kan altså virkelig anbefales at give benene et hvil fra de parisiske gader og unde sig selv en manicure. Efter sigende en af de bedste i Paris, men til en ganske rimelig pris. 

58 Rue Charlot

Coutume
Ikonisk kaffebar som flere tunger taler om, står bag noget af den bedste kaffe, du finder i Paris. Mads var i hvert fald mere end tilfreds med hans, mens jeg som ikke-kaffedrikker desværre ikke skal kloge mig på den slags. Til gengæld viderebringer jeg gerne tippet om, at Coutume også skulle byde på nogle ganske uovertrufne pandekager, som vi desværre ikke havde appetit til at prøve, da vi var der. 

47 Rue de Babylone

Season
Hip cafe i Marais hvis morgenmad i den grad er værd at skrive hjem om. Jeg fik en af de bedste acai bowls, jeg endnu har fået, mens jeg nød den afslappede vibe og en stor matcha latte, som cafeen byder på. 

1 Rue Charles-François Dupuis

La Créme de Paris
Er du is-sulten (og helt ærlig, hvornår er man ikke det?), skal du slå vejen forbi La Créme de Paris som byder på lækre hjemmerørte is. Deres pistacie-is var absurd god og cremet, og jeg ærgrer mig helt over, at vi først opdagede stedet på vores sidste aften. 

4 Rue du Faubourg Montmartre

  • Reply
    Lina
    20. juni 2018 at 13:31

    Sikke en lækker guide du har lavet. Jeg har lige været i Paris her i foråret, så kan desværre nok ikke se frem til at skulle afsted lige foreløbig. Men havde jeg skulle, ville jeg bestemt have afprøvet et par af dine fifs 🙂
    Lina
    http://selvskabet.dk

    • Reply
      merimeri
      21. juni 2018 at 6:32

      Du må have det tilgode at prøve nogle af mine Paris favoritter 😉 Klem

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar