Godmorgen derude, glædelig mandag. Mandag morgen er træningsfri for mit vedkommende, også selvom jeg var træningsdoven igår. Til gengæld står jeg op, så jeg har tid til en rolig hyggemorgen inden arbejde og en ny uge, for alvor kalder. Det plejer også at passe med, at jeg kan sidde og arbejde lidt på bloggen, og i dag bruger jeg morgenen på, at få færdiggjort indlægget her om nogle af sidste uges rare stunder. Sidste uge var nemlig fyldt med gode aftaler, tid til at nyde efteråret og tid til at slappe af. Et ret perfekt mix. Denne uge bliver lidt mere stille og rolig, da jeg har en del deadlines på arbejde, som kræver, at mine dage er fleksible, men så glæder jeg mig til gengæld til fredag, hvor vi sætter kurs mod sommerhus, og indtil da vil jeg istedet nyde at kigge tilbage på de her glimt fra sidste uge.
II Den her udsigt en tirsdag morgen på vej ind til byen. Svært ikke at være umanerligt vild med efteråret i København med sådan en udsigt II
II Morgenmadsdate med min søde veninde Charlotte. Flankeret af varm te og godt med tæpper kan man heldigvis godt stadig sidde ude og spise, og jeg prøver derfor at få de sidste af den slags aftaler med, inden alle aftaler rykker indenfor II
II I onsdags var det kanelbullens dag, og dén tradition skulle jeg ikke nyde noget af at gå glip af. Selvom jeg synes, vi i København mangler et rigtig godt bud på den svenske kanelbulle, så var onsdagssneglen fra Skt Peders Bageri nu ganske ok som alternativ. Og ok, den varme kakao med rigelig flødeskum og kakaodrys på toppen skadede da heller ikke II
II Lørdag trodsede jeg et lidt tungt hoved efter fredagsdrinks, og fandt min indre husmor frem til en gang bagning. Det er så vanvittigt hyggeligt at få nybagte boller i weekenden, og jeg er blevet svært glad for den her opskrift på grovboller, som Anne-Katrine, der har bloggen madenimitliv, står bag. Det er altså nogle af de bedste grovbolle, jeg endnu har smagt II
II I lørdags havde Mads som en del af min fødselsdagsgave inviteret på date på den nyåbnede restaurant Format, der ligger på Sankt Annæ Plads. Og det er uden sammenligning af de bedste spiselige oplevelser, vi har haft. Og vi spiser altså en del ude! Alt hvad vi fik, var så gennemført lækkert og veltilberedt, og jeg vil give Børsens madanmelder ret i, at Format er en berettiget kandidat til, når der næste år deles Michélin stjerner ud. Mads og jeg var enige om at give fem store stjerner, og det eneste der var skyld i, at den ikke trak sig op på de seks stjerner var, at vi ikke havde en fast tjener, men at der derimod var en ny tjener der kom ind for hver nye ret. De var alle sammen søde, men det gav et lidt rodet og uopmærksomt flow. Det var dog en bagatel i forhold til maden, og jeg kan kun anbefale jer at komme afsted, hvis I har anledning til en spiseoplevelse lidt udover det sædvanlige II
II Det var et forfærdeligt kedeligt vejr i København hele dagen i lørdags, men hvis der én ting, der kan hjælpe på det, så er det bland selv slik og hjemmebiograf. Så gør det ikke helt så meget, at regner siler ned udenfor II
II Mens de fleste hverdagsmorgener går med træning – bortset lige fra mandag, haha – så foregår weekendens morgener i et sløvt tempo som kontrast. Aller helst med dyner i sofaen, Mads og Monopolet på radioen og god tid til at trave os igennem weekendens aviser II
II Det eneste, der nemt kan lokke mig ud af sofahulen i weekenden, er udsigten til god morgenmad i flot selskab, og begge dele kunne jeg sætte kryds ved igår, da jeg mødtes med min veninde til morgenmad på Granola II
II Eftermiddagste i milde oktobersolstråler på bænken foran vores ejendom. Efterårslykke! II
2 Comments
Sara
9. oktober 2017 at 18:22Hvor er de flotte prikkede kopper fra?
merimeri
9. oktober 2017 at 22:09Hej Sara, de er fra H&M, men desværre købt for noget tid siden, og har ikke set dem i butikkerne siden 🙁