Hverdagsliv

OM MIN UDDANNELSE OG VEJEN TIL JOBBET HOS MOMONDO

13. juli 2017

En af jer kære læsere skrev den anden dag, og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at fortælle lidt mere om mit job og de opgaver, jeg sidder med, fordi hun synes, det lød spændende. Og den ide købte jeg straks ind på, ikke mindst efter at have erfaret, at det er de personlige indlæg, hvor I lærer mig lidt bedre at kende, flest af jer godt kan lide at læse med om. Så forhåbentlig indlægget her ikke rammer helt ved siden af.

Som nogle af jer måske allerede ved, arbejder jeg som PR manager for den danske rejsesøgemaskine momondo. Et job jeg har haft, siden jeg færdiggjorde min uddannelse tilbage i oktober 2015. Og for at komme ind på, hvordan jeg fik jobbet, er det nødvendigt lige at komme omkring min uddannelse og de studiejob, jeg har haft, som i den grad har været medvirkende til, at jeg idag sidder i det job, jeg gør.

img_2617( Udsnit af dagens arbejdsoverblik: outlook, medieovervågning og farverige to-do’s )

Jeg startede på min bachelor, Interkulturel markedskommunikation (i daglig tale IMK), på CBS i 2010, efter at have brugt et par år på at finde ud af, at det var kommunikation, jeg gerne ville beskæftige mig med. Jeg har siden mine tidlige teenageår altid have et arbejde ved siden af skolen, selvfølgelig til tider mere studierelevant end andre, og det har altid været vigtigt for mig at prioritere dette arbejde, fordi det er en fin anledning til at omdanne teori til praksis. Men også især for få en fod indenfor i erhvervslivet, som jeg ret tidligt havde en ide om, kunne gøre en forskel, når den dag kom, hvor jeg kunne kalde mig selv færdiguddannet, og kunne starte jagten på mit første fuldtidsjob. 

Undervejs på min bachelor og også på min kandidat (cand.merc.kom i virksomhedskommunikation med speciale i ledelseskommunikation) stod det egentlig ikke helt klart for mig, hvilket drømmejob, jeg gerne ville ende ud i, og jeg har derfor været omkring en del forskellige studiejobs; fra kundeservice til intern kommunikation til presseafdelingen i Nykredit. Tiden i Nykredit blev afløst af en praktik på et PR bureau efterfulgt af et studiejob samme sted, og det var her, jeg første gang rigtig fik smag for PR disciplinen. Og også det job, der sidenhen skulle vise sig at bane vejen for mit nuværende job hos momondo.  

vscocam-photo-1

I august 2015 afleverede jeg mit speciale om forandringskommunikation, og efterfølgende var der ikke en klar udsigt til,  hvad der ventede mig på den anden side af specialeforsvaret. Jeg vidste, at jeg kunne fortsætte lidt tid endnu på PR bureauet men ikke med lovning på en fuldtidsstilling, og det var derfor ikke et holdbart udgangspunkt. Straks efter specialet var afleveret, gik jeg derfor igang med en intens jobsøgning, hvor et af de vigtigste elementer var at få aktiveret mit netværk i et håb om, at de kunne hjælpe med at få åbnet nogle døre.

Efter at have været et par år på PR bureauet og have fået et ret godt indblik i og erfaring med, hvad det arbejde indebar, var det oplagt at starte med at aktivere mit netværk derfra.  Og det bar frugt. En af mine kolleger havde hørt om en ledig stilling som PR manager hos momondo, og ville gerne lægge et ord ind for mig. Det blev startskuddet til at få åbnet en lille dør ind til en branche, hvor mange af mine medstuderende ellers startede ud med en del måneder på dagpenge, fordi udbuddet af kommunikationsstuderende er temmelig stort i forhold til jobmuligheder. Efter at have sendt mit CV afsted blev jeg kaldt til første samtale. Et par efterfølgende samtaler og tests senere fik jeg opkaldet op, at jobbet var mit, og præcis 20 dage efter mit specialeforsvar havde jeg første arbejdsdag hos momondo.

momo( Glimt fra vores kontor i den gamle Postgård i indre by )

Som PR manager hos momondo er jeg ansvarlig for, at momondos kernefortælling og budskaber kommer igennem på den rette måde i medierne. Selvom momondo er en dansk rejsesøgemaskine, så opererer vi globalt, og vi har lige nu et PR setup i 19 af de 34 markeder, som momondo findes på. Jeg er ansvarlig for vores PR i henholdsvis Sverige, Norge, Finland og Tyskland, hvor jeg i samarbejde med de lokale PR bureauer, vi har ansat på hvert af de enkelte markeder, sørger for, at vores globale PR strategi bliver omsat til lokale initiativer og aktiviteter, der alt sammen kan understøtte positioneringen af momondo som en ledende global rejsesøgemaskine.

Min dag starter med, at jeg får dannet mig et overblik over, hvilke omtaler der har været af momondo og vores konkurrenter i de markeder, jeg ansvarlig for, siden dagen før. Disse historier kan enten være afledt af en proaktiv presseaktivitet fra vores side, fx udsendelse af en pressemeddelelse eller news alert, eller de kan være organiske omtaler, afledt af vores langsigtede arbejde med at bygge momondos brand op i offentligheden.

Ved at monitorere mediebilledet tæt ved vi også, hvis nogle specifikke historier kræver, at vi skal reagere på dem. Det kan fx være at noget, der bliver skrevet om momondo, ikke er korrekt, og vi skal derfor lægge en plan for, hvordan vi rækker ud til mediet for at få oplyst dem om fakta. Det kan også være, at et tema som fylder meget hos medierne lige nu, giver os anledning til kommentere med udgangspunkt i vores søgedata, og det kræver også, at vi reagerer hurtigt. I forbindelse med G20 topmødet i Hamborg i sidste uge, lavede vi i Tyskland en kort pressemeddelelse, der afslørede, at der var en 100% stigning i folk fra Hamborg der ønskede at rejse væk fra byen i den periode, topmødet stod på. Den nyhed sikrede os fx en omtale i Hamborgs mest læste nyhedsmedie.

Udover de presseaktiviteter, der opstår mere umiddelbart, går en stor del af min tid også med at koordinere og godkende de planlagte pressemeddelelser og budskaber, som vi gennem vores PR bureauer går ud med på hvert af mine markeder, samt at forberede og træne vores lokale talspersoner i budskaber i forbindelse med interviews. Som PR manager arbejder jeg foruden med PR bureauerne også dagligt sammen med vores Country- og Marketing Managers i mine markeder, og i et tæt samarbejde prøver vi altid at gøre vores tiltag lidt bedre og mere nyhedsværdige end dagen før. 

img_2615( En designsprint jeg har deltager i denne uge: Fuld koncentration, og løse ideer og tegninger spredt ud over hele lokalet )

Foruden mit primære ansvar som PR Manager, er jeg det seneste halve år bevæget mig mere over i en projektlederrolle, hvor jeg har ansvaret for nogle af de mange kampagner, vi lancerer på tværs af vores marketing kanaler. Seneste eksempel er fx en kampagne om den mest eftertragtede ferie, hvor vi spurgte mere end 23.000 mennesker om deres rejsevaner og desuden analyserede mere end 400 millioner flysøgninger for at finde frem til, hvordan flest menneskers drømmerejse ser ud. Det kom der denne ret seje kampagnefilm ud af, ligesom Berlingske.dk lavede en fin omtale af den. 

Fordi nyhedsbilledet forandrer sig fra dag til dag, er der aldrig to dage, der er ens hos momondo, og det er især én af de ting, der gør, at jeg hver dag står op og er glad for at gå på arbejde.  

Det var et lille (ok, langt) indblik i mit arbejde, som jeg håber, I har fundet interessant. Spørg endelig løs, hvis der er noget I er nysgerrige på omkring mit job.

  • Reply
    Lisa
    16. juli 2017 at 13:17

    Ej, fedt at du tog opgaven på dig, og at du fik klaret det så hurtigt! Det er super spændende at få indblik i dit arbejde, da jeg har nogenlunde samme baggrund som dig. Endnu en lidt mere nørdet efterspørgsel: Kunne du have lyst til at skrive lidt om dit speciale på et tidspunkt? Evt. gode råd til skriveproces, hvordan man finder emne, og fordeler sin tid mellem skole og arbejde. Selvfølgelig kun hvis du har mod på det – men tænker, der er mange der sidder og skal til at skrive opgave næste år, og det virker til at være gået godt for dig 🙂

  • Reply
    Kirstine
    26. juli 2017 at 13:32

    Jeg synes det er så sejt, at du er startet din karriere med at blive manager. Og så hos momondo 😀 Det må være enormt spændende men også meget krævende. Har det egentlig været svært at gå fra studie- til arbejdslivet?
    Jeg læser international virksomhedskommunikation og engelsk i Aarhus, som minder meget om interkulturel markedskommunikation, men jeg tror, at din uddannelse har flere økonomifag end min. Det er simpelthen så spændende med alle de forskellige retninger, man kan gå i, og jeg glæder mig til den dag, jeg selv er færdig og kan gå igang med det ‘rigtige’ arbejde 😉

Skriv et svar til Lisa Annuller kommentar