Jeg læste tidligere i dag en artikel i Berlingske om, hvordan færre og færre unge piger vælger at få HPV-vaccinen som beskytter mod HPV virus og dermed også – i værste fald – celleforandringer og livmoderhalskræft. Faktisk er det i dag kun en ud af ti piger, der har fået det andet stik med HPV-vaccinen. Til sammenligning har 67% af den tidligere årgang valgt at få begge stik. Denne udvikling skyldes med stor sandsynlighed den store mediebevågenhed, som hundredevis af piger, der efter at være blevet vaccineret har oplevet hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær, har fået. Sundhedsstyrelsen, WHO og Det Europæiske Lægemiddelagentur har dog stadig ikke kunne påvise nogen sammenhæng mellem disse symptomer og vaccinen og anbefalingen er derfor fortsat, at alle 12-årige piger som bliver tilbudt vaccinen, bør tage imod den.
Og det er der god grund til. Det vil jeg om nogen, gerne tilslutte mig. For præcis fire år siden fik jeg nemlig selv konstateret HPV-virus og svære celleforandringer og et langt forløb med usikkerhed, angst, kegleoperation og efterfølgende kontroller blev sat igang. Jeg husker stadig tydeligt opkaldet fra gynækologen, hvor jeg fik besked om sværhedsgraden på de celleforandringer, jeg havde i min livmoderhals og meldingen om, at jeg skulle have en kegleoperation hurtigst muligt. Selvom hun gjorde sig umage med at slå fast, at celleforandringer ikke er kræft men blot forstadier, så var angsten for en potentiel kræftsygdom alligevel altoverskyggende og min verden gik et øjeblik i stå. Ventetiden til kegleoperationen føltes uendelig langt og svartiden efterfølgende endnu længere, men alt gik heldigvis godt og jeg blev i første omgang erklæret fri for mine celleforandringer.
Fire år er gået siden dengang og mine halvårlige kontroller er nu blevet til årlige. De lette celleforandringer, der ad nogle omgange efterfølgende har vist sig, er heldigvis hver gang blevet opdaget i tiden og er gået i sig selv igen. Og det mener lægerne, er takket være min HPV-vaccine, som, selv når man er allerede er smittet med HPV, hjælper til at holde virussen nede.
HPV-virusen kommer jeg aldrig af med og selvom jeg efterhånden kun bliver mindet om den ved mine tilbagevendende kontroller, så ville jeg for alt i verden ønske, at jeg som 12-årig var blevet tilbudt en vaccine, der kunne have sikret mig imod sygdommen og den angst som uundgåeligt følger med, i det sekund man får meldingen om de celleforandringer, som pludselig lever deres eget liv inde i ens krop.
5 Comments
Sara
22. april 2016 at 15:19Stærkt indlæg, Line!
Kirstine
22. april 2016 at 16:24Sikke en masse du har været igennem Line…. Hvor er det godt, at vaccinen findes, men hvor er det også skidt, at der er så mange rygter, eller hvad man nu skal kalde det, om den. Jeg er selv glad for at have fået vaccinen, men jeg er også fra en generation, hvor nærmest alle fik den. Det billed har virkelig ændret sig nu, hvilket er ærgerligt, fordi man er bange for bivirkninger, der muligvis ikke har en sammenhæng med vaccinen!
Katrine
23. april 2016 at 3:07Hej Line.
Super fint indlæg, forstår godt din glæde over din specifikke situation. Men tænkte alligevel lige, at jeg ville åbne horisonten for dig, og andre som muligvis har samme oplevelse af sagen 🙂
Jeg er selv en af de piger, som ‘muligvis’ er ramt af bivirkningerne fra vaccinen, og jeg ville for alt i verden ønske jeg havde sagt nej tak dengang. Jeg døjer dagligt med alvorlige symptomer, og alene det at det måske (jeg er heller ikke selv helt overbevist) er grundet vaccinen, ville jeg langt hellere have været foruden! Du er heldigvis en af dem det har (måske) har haft en positiv effekt på, men der er langt større overtal den modsatte vej, faktisk flere end man ville formode havde fået virussen. De tests og undersøgelser der er blevet lavet, både i Europa og Danmark holder ikke 100% vand. Jeg synes personligt det er ærgerligt at smide en vaccine ud, som ikke er testet 100% sikker, uanset om det er årsagen til mine symptomer eller ej.
Det kan lyde meget hårdt, men det liv jeg har (og for rigtig mange er det meget værre) er absolut ikke chancen for ikke at få HPV-virussen værd. Jeg vil hellere tabe kampen til kræft nu, som 24-årig, eller muligvis om 30 år, end jeg vil være sengeliggende på nuværende tidspunkt, og slet ikke have et liv.
Jeg synes ikke at man skal tale hverken for eller imod at give vaccinen, men før den er gennemtestet og erklæret 100% sikker mener jeg ikke man bør anbefale det til alle at få den.
/Katrine
merimeri
23. april 2016 at 8:25Kære Katrine, først og fremmest tusind tak for at dele din historie her, det er enormt modigt gjort. Dernæst, hvor er jeg ked af at høre, at du er en af de mange piger, der døjer med alvorlige symptomer, muligvis som følge af vaccinen! Det lyder til at være en sej kamp, du kæmper, og jeg kan sagtens forstå, at du i dit tilfælde ville ønske, du aldrig havde fået vaccinen.
Det er så fint at få begge perspektiver på banen her, fordi det jo til tider kan være svært at forholde sig til en anden virkelighed, end den man selv oplever, hvilket også er mit udgangspunkt for, at skrive dette indlæg og min personlige anbefaling af vaccinen. Da jeg som 23-årig fik meldingen om mine svære celleforandringer, var jeg absolut ikke klar til at tabe en eventuelt kamp til kræft (det er jeg i øvrigt heller ikke nu), men min virkelighed var selvfølgelig også, at jeg havde et liv, hvor jeg på det tidspunkt ikke var mærket af HPV’en, ligesom du desværre er det. Kræft er en forfærdelig og ødelæggende sygdom, hvordan man end vender og drejer det, og jeg håber for alt i verden, at man kommer sygdommen helt til livs, eller om ikke andet gør den til at leve med en dag – præcis ligesom jeg afgjort håber, at der venter dig et bedre liv snart, hvor dine følgevirkninger forhåbentlig aftager, så du kan leve et frit liv, som du i den grad fortjener. Store knus til dig
Marie
23. april 2016 at 10:58Så flot og fint skrevet! Dejligt, at du har det godt nu 🙂