I søndags stod menuen på risotto med rosastegt andebryst. Det er en (syndig) favorit herhjemme, og jeg er hver gang lidt i ekstase over, hvor vanvittigt godt risottoen smager. Sund er den ikke, men til gengæld er den let at lave og nåh ja, så er den svært vanedannende, ahem.
Ingredienser (til 2 personer)
1 finthakket løg (almindelig eller skalotte)
2 dl risottoris
1 glas hvidvin (alle druer kan som udgangspunkt bruges)
300 g svampe (vi plejer bare at bruge champignon)
1 liter hønsefond
5o g friskrevet parmesan
25 g smør
olivenolie og smør til stegning
salt og peber
1 bdt frisk persille
Fremgangsmåde
Rens og snit svampene og steg dem derefter ved hård varme til de er let ristede. Herefter tager du dem af varmen og gemmer dem til senere. Herefter skal du stege det finthakkede løg i olie, til de bliver klare men uden at tage farve. Det tager ca 3-4 minutter ved middel varme. Hæld derefter risene ved og rør rundt i gryden, til alle grynene er dækket af et tyndt lag olie og er blevet klare i kanten. Tilsæt så vinen og lad den koge ind et par minutter. Derefter tilsætter du 2 dl fond, mens du rører i risene. Lad risene suge al fonden op, inden du tilsætter mere.
Fortsæt med at tilsætte 1 dl fond ad gangen, indtil risene er møre, men stadig har lidt bid. Det er vigtigt at du rører let i gryden undervejs, så risottoen ikke brænder på. Lige inden risene er færdige tilsættes de ristede svampe og rør let rundt i ca. 2 minutter. Herefter tager du risene af varmen og tilsætter så parmesan og smager til med smør, salt og peber. Drys til sidst frisk persille over og rør rundt. Og voila, en cremet og lækker risotto er klar til at blive serveret.
Vi ynder som sagt at servere den til med et sprødstegt andebryst, men kylling smager også ganske fortrinligt til. Risottoen kan i øvrigt kombineres med et væld af grøntsager, men kombinationen med svampe og persille, går du aldrig galt i byen med.
2 Comments
Dina
3. juni 2015 at 15:22Jeg er også SÅ vild med risotto, og nu føler jeg mig nærmest tvunget til at lave det igen snarest, efter de her lækre billeder 😀
infashionwebelieve
8. juni 2015 at 18:48Ej så må du endelig ikke snyde dig selv for denne opskrift Dina. Jeg siger dig, den er god 😉