For nylig spurgte jeg på Instagram, hvordan I, der også har børn, har indrettet jeres hverdag, med et arbejde der også skal passes. Og det fik jeg virkelig mange bud på. Ligesom jeg fik en hel del forespørgsler på også at dele, hvordan andre har indrettet sig. Sikkert fordi vi er rigtig, rigtig mange, for hvem det til tider kan føles som et puslespil, hvor den sidste brik mangler, når hverdagen med familieliv og børn skal gå op. Derfor kan der både være inspiration at hente i hvordan andre gør, og desuden give en rar følelse af genkendelighed, fordi man så absolut ikke er alene med forsøget på at knække koden til den gode hverdag.
Jeg ved heller ikke helt, om vi har knækket den, men vi har om ikke andet fundet den model, vi føler, er det bedste vi har at gøre godt med lige nu.
Sådan har vi indrettet vores hverdag med børn og job
Både Mads og jeg har fuldtidsjob, og Mads’ især kræver langt de fleste uger flere timer end hvad der står på kontrakten. Tilsvarende har jeg også min lille instagramforretning at passe ved siden af mit fuldtidsjob. Således er vi begge vant til, at hverdagen kræver, at der ligges mange timer i arbejdsregi. Samtidig har især jeg et stort behov for, at vores børn ikke har alt for lange dage i institution, da jeg gerne vil maksimere den tid, jeg har med dem, mens de er små. Og her opstår så dilemmaet, for hvordan indretter man sin hverdag, hvis der både er et krævende job og et ønske om at bruge mest muligt tid med sine børn? Svaret for os har været fleksibel arbejdstid.
Jeg er priviligeret at have enormt fleksible arbejdsrammer. Jeg kan arbejde hjemmefra, så ofte som jeg vil, ligesom der er fuld forståelse for, at jeg i ydertimerne ofte flekser min arbejdstid, således at jeg kan have både lange morgener og eftermiddage med børnene. Det har jeg udnyttet således, at jeg typisk arbejder hjemmefra 3 dage om ugen. To dage om ugen, er det mig der henter, to dage om ugen er det Mads, og så er vi heldige at have farmor og farfar til at hente én dag om ugen. Vi henter typisk den første omkring 15:30, og så den anden lige bagefter. Det er Mads’ afleverer de fleste morgener, mens jeg så agerer bagtroppen herhjemme, der lige får styr på hjemmet, inden dagen for alvor løber af, ligesom jeg på mine hjemmearbejdsdage udnytter fx frokostpausen til at klare indkøb eller vasketøj, så den del ikke skal klares når vi har fri. De timer vi flexer i løbet af den normale kontortid, indhenter vi i stedet om aftenen. Det fungerer, og det giver os en masse frihed i form af tid med børnene. Men indrømmet, det er da også hårdt med de lange aftener, især de dage, hvor Evi har sovet to lure, og derfor først sover kl 21. Her kræver det lige lidt ekstra (og som minimum noget med sukker) at hive sig selv op til dér at skulle tænde for arbejdscomputere igen.
Jeg har før skrevet lidt om det med at forene karriere med ambitioner som mor, og muligheden for at gå ned i tid for endnu bedre at få enderne til at mødes. Ideen spøger stadig i baghovedet, men for at være ærlig frygter jeg lidt, at det for mit vedkommende blot ville betyde, at jeg i praksis ville ende med at skulle løse fem dages arbejde på mindre tid og mindre i løn, fordi der ikke umiddelbart er kapacitet i mit team til at dække mine manglede timer ind. Og på den front ville deltidsstillingen ikke ende med at give mening. For nu fortsætter vi derfor setuppet, som det er lige nu.
Hvordan andre balancerer hverdagen med job og børn
Jeg fik flere end 70 beskeder om, hvordan andre har indrettet deres hverdag med job og børn, og det var virkelig interessant at læse om. De modeller der gik mest igen var:
- En ordning hvor begge forældre skiftes til at hente og bringe. Den der ikke afleverer, møder tidligere, og går så tidligst for at hente, mens den der afleverer, kommer senest hjem fra arbejde. Flere bruger samme model, men hvor det blot er en forælder der fast afleverer hver dag, og en der fast henter, og så tilrettelægger arbejdstiden efter det.
- Tilsvarende er der mange, der er heldige at have bedsteforælder-hjælp til at hente 1-2 gange om ugen. Flere er også flyttet tættere på deres forældre for at have bedre mulighed for hjælp.
- En løsning hvor den ene forælder er gået ned i tid. I stort set alle tilfælde de, jeg hørte om, var det mor på deltid, og far på fuldtid. Hvilket er tankevækkende i forhold til hele diskussionen om ligestilling.
- Mange nævner også hjemmearbejde som en hjælp til at få hverdagen med børn i institution til at gå op.
5 Comments
Louise Herby
21. maj 2022 at 22:48Vildt spændende emne. Jeg er selv en af dem, der er gået på deltid, og jeg var lige ved at knække nakken på det i vinter. Fordi jeg er den eneste, der sidder med marketing i virksomheden, skal jeg nå det hele på 4 timer mindre. Jeg brugte en del aftener på at nå bare lidt i bund de første par uger/måneder – jeg husker det ikke. Men jeg er efterhånden landet i det og har lært at sige pyt 🙂 Jeg når bare det, jeg når, og så må vi jo købe ekstra timer ude i byen, hvis det bliver nødvendigt. Jeg overvejede at gå op i tid igen, men jeg elsker de roligere eftermiddage med min søn. Før deltid blev han hentet kvart i lukketid 🙁 Faktisk er jeg bare glad for, jeg kunne beholde mit arbejde efter corona, fordi andre kollegaer blev opsagt. Så jeg er taknemlig for, min chef var med på idéen.
Jeg har ikke rigtigt tænkt på, om det skulle være min mand eller jeg, der gik ned i tid, selvom vi har haft vendt det. Det passer bare bedst, at det er mig, da han allerede afleverer hver dag og har nogle andre arbejdstider. Jeg tror egentlig godt, han gad at være hjemmegående, hvis vi havde råd til den model, haha 🙂
Line Schjelde
22. maj 2022 at 21:03Åh du er sej at du hænger i, for det er netop dér, jeg ikke har lyst til at ende. Og jeg synes i øvrigt heller ikke det er helt fair, at man går ned i tid og får mindre i løn, samtidig med at man skal løse det samme stykke arbejde.
Dejligt at høre lidt om jeres tanker i forhold til, om det skulle være dig eller din mand, der gik ned i tid. Jeg tror der er rigtig mange, for hvem valget også er sket lidt ubevidst, men det er også interessant, hvad det så er for nogle underliggende diskurser der måske styrer, siden at valget ofte ender sådan.
Rebecca
22. maj 2022 at 9:24Virkelig interessant emne. Det har faktisk fyldt en del i mine tanker efter du delte det i første omgang på Instagram.
Om et par uger vender jeg retur til arbejdet efter barsel og selvom min mand nu har orlov med vores datter de næste måneder, fylder den kommende hverdag med et barn i institution en del. For bør vi holde fast i to fuldtidsjob, når vi ikke ønsker at vores datter går i fuldtidsinstitution?
Jeg vil gerne gå ned i tid. Jeg vil sagtens kunne lave samme stykke arbejde på færre timer. Og så har jeg heller ikke et arbejde, der på nogen måde kan konkurrere med kvalitetstid med vores datter. Jeg vil dog alligevel gerne tilbage til arbejdslivet, da jeg også glæder mig til at have en anden identitet end mor.
Åh, jeg kunne skrive så meget om dette emne. Men dette er vist ikke det rette format 😄 Jeg synes, det er virkelig interessant og har i løbet af min barsel slugt lydbøger som “Rig på tid”, “Pseudoarbejde” og “Frihed, FIRE og familieliv” og er blevet enormt inspireret.
Line Schjelde
22. maj 2022 at 21:07Tusind tak for dine tanker Rebecca, man mærker i den grad, hvordan det er noget, der ligger dig meget på sinde. Og jeg forstår dig!
I forholdet til spørgsmålet om, hvorvidt I skal holde fast i to fuldtidsjob, når ikke i ønsker at jeres datter skal være fuld tid i institution, så kan jeres mulighed for fleksible arbejdsdage måske være svaret. Her kan vi nøjes med at have pigerne i institution fra ca. 8:45-15:30, netop på grund af vores fleksible arbejdstid, og det er vi enormt glade for!
Christina
23. maj 2022 at 12:19Kæmpe dilemma herhjemme også!
Jeg skal tilbage fra barsel efter nummer to lige om lidt og jeg bliver så trist ved tanken om hvor meget kvalitetstid med børnene jeg mister.
Vi benytter os allerede af rengørings- og indkøbshjælp samt bedsteforældre i det omfang, det kan lade sig gøre.
Både min mands og mit arbejde er med 100 % mødepligt og cirka 0 % fleksibilitet.
Min mand kommer til at gå en smule ned i tid, men det kan ikke lade sig gøre i mit job.
De forestillinger og ambitioner om karriere som jeg havde under studiet er blevet slebet i kanterne af forskellige livsbegivenheder og har fået mig til at indse, at det ikke er mit arbejde, der skal gøre mig lykkelig. Jeg overvejer derfor ærligt at droppe at gøre brug af min universitetsuddannelse som ellers er med jobgaranti og i stedet tage et ufaglært deltidsjob – altså så længe børnene er små.