Jeg får altid så god respons fra jer på de her indlæg, så lad os tage en omgang mere, hvor jeg giver et indblik i vores rytme og rutiner en helt almindelig dag på barsel, nu hvor Evi er otte måneder.
* * *
05:36: Evi er vågen og selvom hun bliver tilbudt brystet, har den lille dame andre planer. Hun vil op og igang med dagen. Så det får hun lov til. Sammen med Mads. Jeg putter mig i stedet tilbage under dynen tæt sammen med Nola, og får mig den bedste times søvn ud ad hele natten.
06:39: Nola er vågen, og vi får ikke lov at snue den længe. Der er en drillenisser og julekalender, der trækker, så vi er hurtigt oppe og ude af sengen.
07:00: Vi åbner pakker fra nissen og hygger med dem ved bordet, mens Mads laver morgenmad til pigerne.
07:15: Evi spiser havregrød med en enkelt ske modermælkserstatning for at give lidt sødme til grøden, og Nola får yoghurt med bærkompot.
07:25: Mads kører afsted for at få skiftet til vinterdæk på vores bil (bedre sent end aldrig), og imens får jeg pigerne i tøjet, så vi er klar til dagen, der venter.
08:15: Jeg ammer Evi i sofaen.
08:21: Nola og jeg cykler afsted mod børnehaven, mens Mads putter Evi i barnevognen til første lur derhjemme.
08:40: Efter en hurtig børnehaveaflevering rammer jeg Sats, for et hurtigt træningspas, mens Mads har vagten derhjemme. Det er han blevet så sød til at gøre, arbejde hjemmefra i ny og næ hvor han kan, for at aflaste mig lidt. En aftale vi nåede frem til, efter at jeg i løbet af efteråret var nået dertil, hvor jeg ikke længere følte, at jeg havde mere at give af mig selv. Jeg er nemlig virkelig meget på på pigerne både dag og desværre også nat, og der er derfor ikke mange stunder, hvor jeg bestemmer over min egen tid. De her små åndehuller, hvor Mads har vagten, og jeg kan gøre noget for mig, de gør alverdens til forskel!
09:30: Jeg er hjemme igen, og vi hjælpes ad med en fælles oprydning efter morgenen.
09:38: Når dog ikke langt før babyalarmen skratter. Evi har tabt sutten.
08:43: Hun falder dog hurtigt i søvn igen, så jeg triller bare et par runder i gården, inden jeg er tilbage til oprydningen i lejligheden.
10:15: Mads cykler ind på kontoret, og jeg går igang med at pakke julegaver ind.
11:27: Evi giver lyd fra vognen. Jeg er hurtig til at komme i tøjet og triller afsted efter den salat, jeg har bestilt hos Wedo. På vejen falder Evi i søvn igen, så vi når også at hente Mads’ rensetøj på vores vej.
11:58: Vi lander derhjemme, og Evi vågner netop som vi triller ind i gården.
12:15: Frokosttid. Evi får nogle agurkestave, luftigt knækbrød med smøreost og gulerodsmos med en kødbolle. Jeg supplerer med en klemmepose, som vi desværre har et lidt for højt forbrug af herhjemme, fordi vi ellers efter en god introduktion til den faste føde for Evi, nu kæmper ret meget med maden. Grød går som en leg, men det meste mad med grovere tekstur skal hun dælme ikke nyde noget af. Det er en kæmpe frustration, men heldigvis er hun godt i stand, så jeg prøver virkelig at finde en ro i, at hun ikke mangler noget.
12:45: Pusletid og derefter leger Evi på gulvet i stuen, hvor hun især nyder at have Nolas legetøj for sig selv. Imens gør jeg mig klar til at vi skal ud ad døren for at hente bilen på værksted.
13:15: På vej ud ad døren får jeg en sms om, at den pakke jeg har ventet på, endelig er landet i pakkeshoppen, så vi drøner afsted efter den, og når hurtigt hjem og skyde de billeder af det nu færdigtpyntede juletræ, som jeg havde udset mig. Solen skinner og det er med at udnytte det gode fotolys.
13:30: Færdig! Evi kommer i bæreselen og vi bevæger os mod Dybbølsbro for at tage toget til Valby, hvor bilen skal hentes.
14:15: Vi er hjemme i lejligheden igen, og jeg forbereder en hurtig omgang eftermiddagsgrød, som Evi lige kan nå inden hun skal puttes til sin anden lur.
14:25: Vi sætter os for at spise.
14:37: Grød hitter som sagt altid hos Evi, så det er et hurtigt overstået måltid, og der er derfor også tid til lidt tumlen på gulvet inden lur.
14:45: Evi er lidt utilfreds med det hele, så det bliver en kort legestund. Sætter os i stedet i sofaen for at amme, og hun bliver herefter gjort klar til sin lur.
15:05: Hun sover. Jeg skynder mig op i lejligheden for en turbooprydning og pakker tasken, til vi om lidt triller afsted igen.
15:20: Så er det afsted mod børnehaven. Jeg mødes med Mads dernede og overleverer Evi sovende i barnevognen, mens jeg cykler ind for at klare lidt ærinder i byen.
16:40: Jeg er hjemme igen. Mads, Nola og Evi sidder og ser Frost. Evi er vågnet fra sin lur 15:45, så det var bare en 40 minutters lur, men til gengæld er der så håb for en tidlig(ere) putning i aften. Da kom hjem fra børnehaven blev Evi tilbudt noget frugtmos på pære og æble og knækbrød, men uden den store appetit fra hendes side.
17:00: Vi slukker for fjernsynet, og kalder legetid, mens Mads går i køkkenet for at lave aftensmad.
17:55: Spisetid. Vi får Mads’ formidable pasta bolognese, som vi har blended en portion af til Evi. Hun bliver suppleret med en klemmepose med grøntsagsmos.
18:30: Vi er færdige med at spise og har ryddet det værste af efter aftensmaden, så nu er det julekalendertid. Vi ser Tidsrejsen sammen alle sammen. Evi og jeg på gulvet, hvor hun bliver ammet og ellers bare tumler lidt rundt.
19:20: Vi går på badeværet for at gøre pigerne natklar. Nola sover gerne i bussen på hjem fra skovbørnehave (selvom hun hårdnakket påstår, at det gør hun altså ikke), så de uger, hvor hun er afsted med den, er det lidt svært at forudsige hendes puttetidspunkt, men mellem 19:30 og 20 plejer at være et godt bud.
19:40: Jeg går i soveværelset for en dobbeltputning af Evi og Nola. Ammer Evi siddende op, mens jeg nusser Nola og synger Lærkereden. Putningen fungerer dog ikke rigtig i dag, og Nola der vist alligevel ikke er helt træt nok, får snakket lidt rigeligt til at hun får kvikket Evi op. Pokkers. Jeg får derfor sendt Nola tilbage ned i stuen til Mads, men jeg prøver at få ro til putningen af Evi. Jeg vugger hende i mine arme, mens jeg har Whitenoise kørende på telefonen.
20:19: Uden held. Trætheden hos Evi er som forsvundet som dug for solen, og hun har travlt med at fjolle rundt i dynerne. Jeg kapitulerer og går ned med hende i stuen, mens Mads og Nola i stedet går op for at putte. 10 minutter senere kommer de ned igen, fordi Nola alligevel gerne vil puttes af mig. Kaos putning i dag!
21:07: Nola sover, og jeg nåede vist også lige at blunde lidt, inden Mads kommer op med Evi og vi starter forfra med putningen. Hun er ked nu og tydeligt overtræt. Falder først til ro, da hun er svøbt helt tæt i dynen og bliver bouncet højt. Whitenoise har vi stadig kørende.
21:33: Endelig sover Evi, to timer efter vi startede på at putte. Det var den aften. Jeg er i dårligt humør, frustreret og træt, og det går desværre ud over Mads, som jeg får snerret lidt rigeligt af. Noget med noget oprydning. Som det plejer.
21:55: Vi lander i sofaen, og selvom jeg egentlig burde gå i seng nu, har jeg virkelig brug for noget voksentid uden børn, så jeg lægger an til lidt selvpleje med te, honninghjerte og ansigtsmassage.
22:12: Evi græder i soveværelset. Hun bliver tilbudt brystet, og falder hurtigt i søvn igen. Jeg går tilbage ned i stuen.
23:20: Jeg går på badeværelset for at gøre mig natklar, og præcis som jeg er færdig græder Evi igen og bliver derfor tilbudt brystet.
23:35: Så er det godnat. Alt for sent i forhold til hvad jeg burde, men i dag var det altså hvad jeg trængte!
00:40: Evi er vågen igen. Hun bliver tilbudt brystet og falder hurtigt i søvn igen.
01:59: Samme procedure igen. Vågen, tilbydes brystet, falder i søvn.
03:11: Og igen. Det er tydeligt for mig, at de mange opvågninger ikke handler om mad men om tryghed, for Evi får sjældent startet nedløbet, når hun natammer. Hun har bare brug for at komme op i mine arme for at falde i søvn.
03:29: Denne gang varer søvnen ikke længe, for Evi har med hendes uro i kroppen fået vækket sig selv, og hun vil ikke finde ro i mine arme, mens vi sidder, så jeg står op og vugger hende. Ti minutter senere sover hun igen.
04:49: Vågen og ammer igen.
05:59: Vågen igen, og som hun kommer op i mine arme, tisser hun igennem den tunge natble. Der røg den chance for at få hende til at falde i søvn igen. Jeg får vækket Mads, som står op med hende, mens jeg sover videre til Nola vågner.
06:55: Så er Nola også klar til at lade dagen starte, og vi står op. Sidste dag inden juleferien, og jeg kender i hvert fald én der glæder sig til at være to voksne hjemme.
Ingen kommentarer