Hverdagsliv

DET VIL JEG LAVE I MAJ

1. maj 2020

Kan I heller ikke begribe at kalenderen allerede skriver 1. maj? Ikke fordi dagene ikke flyver afsted. De gør det bare lidt som i en døs, og har gjort det siden 11. marts. Tænk at det nu er halvanden måde siden, at mange af os har været afsted på et arbejde udenfor hjemmets fire vægge. Det bliver helt mærkeligt den dag, man skal afsted igen. Mærkeligt, og samtidig uendelig rart fordi vi så er et skridt nærmere et fuldt genåbnet samfund. Åh hvor jeg glæder mig til den dag. Og jeg nærer altså et lille håb for, at det sker allerede med Mette Frederiksens næste udmelding, når vi nærmer os den 10. maj. Indtil da vil jeg prøve at glæde mig over de små ting. Blive bedre til at gøre mig umage med hverdagens små sejre, fremfor at blive modløs over udsigterne i det store billede. Der er mange ting, der går mig på for tiden, men heldigvis har min familie og venner stadig deres gode helbred, og i en tid som nu, er det nok værd at opløfte til en glæde, der skal få lov at kompensere lidt for alt det, der frustrerer.

Så således kommer her min liste med ønsker for maj. Med fokus på at finde lykken i de små ting ♥

  • At nusse om den lille urtehave Nola og jeg nåede i mål med i de sidste dage af april. Glæder mig sådan til at se urter og planter vokse sig større og stærkere.
  • I forlængelse heraf vil jeg også plante nyt i vores altankasser, der lige nu blot “prydes” af ukrudt. Grønne længsler er åbenbart min nye distraktion for Corona-modløshed.
  • Genoptage traditionen med lækre fredagsdrinks. Det er virkelig en hyggelig måde at gå weekend på og for en stund mærke skuldrene sænke sig. Sidste fredag lavede vi whiskey sour efter denne opskrift fra Emily Salomon, og nu jeg tænker mig om, vil jeg da finde på et eller andet til fredagsbaren igen i dag. Måske en gin fizz.
  • Fortsætte den gode løbestime. Jeg nåede i mål med udfordringen om at løbe 100 kilometer på en måned, og jeg er vildt stolt over det. Og så taler vi ikke om, hvor mange ture det krævede, ahem.
  • Sætte min søde mor igang med en sommerstrik til Nola. Har Ankers Jakke fra evigt dygtige Petiteknit i kikkerten.
  • Forhåbentlig få fingrene i disse drømme af et par sandaler.
  • Lokke min far og hans værktøjskasse på besøg for at sørge for lidt fornyelse derhjemme. Jeg må sande, at jeg ikke selv kommer igang med projekterne, fordi jeg ikke er skarp med værktøj, men jeg trænger sådan til, at der skal ske noget derhjemme, så “faaaar …”
  • Klippes! Og nyde den ultimative selvforkælelsesstund det vil være at sætte sig til rette i frisørstolen, hvor jeg ikke har været siden september.

Hvad glæder I jer til i maj?

  • Reply
    Amalie
    1. maj 2020 at 15:05

    Det lyder som en dejlig måned med nogle rare aktiviteter. Disse tider byder heller ikke op til andet end rolige stunder.

    Selv har jeg udsigt til en maj, der er fyldt til randen. Den første halvdel byder på slutspurt af specialeskrivning, så der bliver ikke plads til meget andet end computerstunder. Til gengæld skal den sidste halvdel byde på en masse sjov og ballade for at fejre specialeaflevering inden jeg starter fuld tid i starten af juni. Så den sidste tid og frihed som studerende skal nydes i lange baner. Så håber jeg bare at vejret viser sig fra sin bedste side, så det måske også kan blive til et dyb i havet, en lækker vaffelis og lange gåture.

    Rigtig god fornøjelse!

    • Reply
      merimeri
      5. maj 2020 at 7:23

      Åh hvor skønt med specialeaflevering forude Amalie. Det er virkelig en helt vidunderlig tid, og den frihedsfølelse der følger. Helt fantastisk! Og sejt du allerede har fuldtidsjobbet sikret inden aflevering! Håber maj bliver alt hvad du håber på.
      God fornøjelse med slutspurten!

Kommenter