Endnu en uge går på hæld, og selvom jeg har svært ved at skelne dagene fra hinanden, som jeg her står (i et forsøg på at komme lidt nærmere en ergonomisk korrekt arbejdsstilling står jeg i skrivende stund med computeren på køkkenbordet) og tænker tilbage på denne uge. Men jeg føler den har været overordnet rar, og det er det vigtigste.
Der har godt nok ikke været den arbejdstid, jeg kunne have ønsket mig, men det er nok en virkelighed jeg må affinde mig med, indtil der igen er kapacitet til, at vi kan sende Nola afsted i vuggestuen. Til gengæld har jeg haft nogle virkelig rare stunder med hende, som jeg føler mig uendeligt taknemmelig over. Som når vi på hver vores trehjulede scooter kører på opdagelse i gården, når vi finder sten at trække rundt på ladcyklen eller bruger uendelig tid på at vande urtepotter (og fliser). Hun er vokset så meget i sin udvikling i denne tid, at jeg dårlig kan følge med, og sikke en gave det er, at være vidne til den i første parket. Det er den modvægt til Corona-modløsheden, som gør, at jeg kan bevare humøret højt de fleste dage. Mit lille kærlige menneske. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig ♥
Har I også fået noget godt ud af ugen trods omstændighederne? Måske ikke hver dag eller hele tiden, men bare en lille lykkeflig hver dag? Det håber jeg!
Her kommer en god håndfuld af de rarheder, jeg glæder mig over, fra ugen der nu rinder ud.
II Lyset i vores køkkenalrum fra cirka halv ti til 10. Det er helt fortryllende og bader rummet i klare farver. Helt umuligt at indfange på et billede, men det gør mig glad. Hver dag. Og sådan en lille glæde, der ikke kræver noget fra dig? Glimmer på den og op på hylden! II
II Dagene i ugen har været lune og lange, og vi har brugt så meget tid som muligt i vores gård. Vores frodige og hyggelige gård, som jeg elsker vores lejlighed for at høre til II
II En glædestur til vores “hvis-bare-vi-havde-råd” gade. Med de fineste farvede huse, som perler på snor, og et kvarter der emmer af overskud. Drømmene får frit løb her vel vidende, at vi nok aldrig får råd II
II Sidste weekends blomster fra de kæreste venner har jeg glædet mig over hver dag. De har strålet om kap med solen i vores stue. Jeg ved godt, at afskårne blomster desværre ikke er særligt bæredygtige, men det er altså en af de glæder, jeg ikke vil give afkald på. Så har vi fokus på mådehold så mange andre steder stedet II
II Aftengåtur i gyldent lys og med en veninde i ørerne. Så glemmer man for en stund at verden er på den anden ende II
II Coronakiloene har taget permanent plads på min krop, og selvom jeg ikke er tilfreds med tallet, der lige nu viser sig på vægten, kan jeg også mærke, at lysten til at give afkald på de spiselige glæder er forsvindende lille. Det er et dagligt lyspunkt at have et eller andet godt at se frem til i hinandens selskab, så mens lysten til forandringer mangler, vil jeg i stedet glæde mig over glæden godterne giver. Og glæden ved is er altså substantiel II
Ingen kommentarer