Godmorgen kære I.
Så nåede vi igen så langt, at vi om et kort øjeblik kan kalde weekenden. Bare lige en 7-8 timer på kontoret, og det er tid. Det skal blive godt, skal det. Også selvom jeg har en my mere på programmet end hvad jeg foretrækker for mine weekender. Julens trængsel er nemlig også så småt ved at sætte ind herhjemme, og der er godt fyldt op de kommende weekender. Heldigvis med gode og rare planer, men ikke desto mindre planer der gør, at jeg ikke får nået alle de praktiske ting, jeg også har på tapetet. Måske jeg bliver nødt til at gentage sidste weekends succes med en to-do liste for de kommende dage, så jeg ikke føler, at det hele løber fra mig.
Når jeg efter endt arbejdsdag i eftermiddag kan klappe computeren sammen, vil jeg lige runde Stalks & Roots i Torvehallerne, inden jeg sætter kursen hjem mod Mads og Nola. Der skal nemlig findes blomster til årets adventsdekoration, som jeg blandt andet skal finde tid at lave i løbet af weekenden. Det er stadig denne, der er målet for mine sysler, men lad os se, hvor nær jeg kommer den. Det bliver første gang jeg skal kaste mig ud i en adventskrans af den kaliber, og jeg overvurderer måske egne blomsterbinder-egenskaber en smule.
I aften skal vi nul og nix. Måske se finalen af Vild med Dans, når Nola er puttet, selvom vi har tabt pusten lidt med det de seneste uger. Ellers bliver det The Crown, hvor underholdningen til gengæld stadig er i top. I morgen lørdag skal jeg lokke Mads og Nola med ud og skyde nogle billeder til et samarbejde jeg skal lancere i den kommende uge. Billederne skal skydes rundt om i byen, så håber virkelig, at udsigten til opholdsvejr og sågar sol holder. Til frokost skal vi ud hos Mads’ forældre, og derfra kører vi videre til aftensmad og lørdagshygge hos forældre. Der bliver vi indtil søndag, hvor vi fejrer første advent med at skyde årets første reelle juletradition igang. Julebag hos min mormor og morfar ♥ Ind imellem aftalerne har jeg noget indhold til bloggen, jeg skal have skrevet. Blandt andet mine planer for december, første indlæg i en ny decemberføljeton, jeg glæder mig til at dele, og så søndagens indlæg med små glimt fra ugen der er gået. Og så kan der vist heller ikke klemmes mere ind i den weekend.
Hvad byder jeres på? Juleknas og adventshygge, årets første julefrokost, eller noget tredje?
Her kommer en håndfuld ideer til, hvad du ellers kan bruge weekenden på.
- Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel åbner i morgen klokken 10, og hvad er mere oplagt end at lade op til decembers komme med is under støvlerne.
- Senere på dagen tændes juletræet på Frederiksberg Rådhusplads, hvor der fra klokken 16 vil være hyggelige juleaktiviteter for hele familien. Programmet finder du her.
- Der er også jul for alle pengene på Jægersborggade i denne weekend, hvor butikkerne både lørdag og søndag byder på hyggelige juleaktiviteter alt imens der er mulighed for at købe årets julegaver. Mere om juleeventen her.
- Tydeligt inspireret at juletemaet for denne omgang weekendideer, vil jeg også lige tippe om, at der på søndag fra 10-18 er julemarked hos H15.
2 Comments
Laura
29. november 2019 at 13:29Hvor er dine fine “julestjerner” fra? Den runde cirkel på billedet… så fin!
merimeri
7. december 2019 at 20:05De er købt i Shopdora sidste jul. Mener vist nok at de har dem igen i år 😊