BABYPOST: OM VORES VENDINGSFORSØG

Jeg tænkte, at det var på sin plads med en opdatering ovenpå vores vendingsforsøg igår, nu bekymringerne omkring det havde fyldt en del på bloggen også op til.

Først og fremmest, så gik vendingsforsøget godt, og vores datter ligger nu med hovedet ned mod bækkenet. Yes!
Dagen igår endte dog med at udspille sig noget anderledes, end vi havde troet, så selvom vi er vanvittigt lettede, så sidder følelserne stadig lidt uden på tøjet og for mit vedkommende kan jeg mærke, at der ikke skal så meget til uro og tårer i dag. I modsætning til normalt hvor man som gravid ellers ikke bekymrer sig eller har let til tårer, hehe.

Vi havde først fået sat i sigte at vi nok skulle forvente at vendingsforsøget på Hvidovre Hospital ville tage os omkring to timer, da man inden man går igang med vendingsforsøget lige skal monitorere babys hjertelyd og igennem en scanning for at se, at alt er ok inden man kaster sig ud i en vending. Derefter skal man have en sprøjte med et stof, som får ens livmoder til at slappe af, hvilket også skulle hjælpe til bedre vilkår for en succesfuld vending. Så er det tid til vendingsforsøget, som i sig selv ikke tager mere end 5-10 minutter og til sidst en ny hjertemåling på baby for at holde øje med, hvordan den responderer på vendingsforsøget.

Det var dog en travl dag på fødegangen igår, og vores kl 10-aftale endte med først at blive kl 12. Derefter trak vores hjertemåling ud, det samme gjorde det med sprøjten til livmoderhalsen og det var således først kl 14, at vi kunne komme igang med et egentligt vendingsforsøg. Og jeg skal hilse at sige at fire timer er lang tid at sidde og stirre ud i luften, når man i forvejen har lidt kriller i maven over det, der skal til at ske.

Nåh men kl 14 blev vi endelig mødt af en læge, som sammen med en uddannelseslæge og en jordemoder var klar til at komme igang med vendingen. Maven blev smurt godt ind i gel, og lægen kastede sig ud i forsøget, mens uddannelseslægen undervejs scannede babys hoved og jordemoder holdt tjek på hjertelyd. Der er normalt 50% sandsynlighed for, at et vendingsforsøg lykkes, men sandsynligheden virkede ikke til at være med os igår, da den lille dame efter to forsøg stadig ikke udviste den mindste velvilje til at flytte med rundt (stædige lille rad). Hjertelyden var dog fin undervejs, så lægen ville lige hive hendes kollega ind, som efter eget udsagn mente, at han havde en 75% succesrate med vendingsforsøg, så han skulle få lov at få chancen også. Ind kommer Birger, som tager sig god tid til at forklare, hvordan han griber vendingen an, idet hans metode afviger lidt fra, hvordan andre gør det. Det bliver lidt teknisk, men han havde åbenbart bedre erfaringer med først at rulle baby om på siden og derefter med et fast skub at guide babys numse hele vejen fra bækken og op til ribben. En lidt mere hårdhændet færd, men efter sigende også med større sandsynlighed for at lykkes, og eftersom babys hjerte indtil videre havde reageret fint på de første to forsøg, var vi klar på at give det en chance mere.

Og hårdhændet det var han, ham Birger, og jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde Mads’ hånd med at klemme i. Jeg havde været ret spændt på smerten ved et vendingsforsøg, og jeg har stadig lidt svært ved at kategorisere den. Den var aldrig uudholdelig, men den føles som en intens, brændende fornemmelse i dit underliv og mave, og på en måde, så man lige mister pusten. Det hjalp mig at zone lidt ind i mig selv, og holde fokus på at trække vejret så langt ned i maven, som vendingen tillod, og derefter puste langsomt ud. Ville så gerne have, at vendingen skulle lykkes, så selvom det ingenlunde var behageligt, så gled smerten lidt i baggrunden til fordel for fokus på, hvordan baby reagerede på al den asen og masen omkring hende. Birger var optimistisk undervejs, og følte, at han fik godt fat om hende, så det hjalp også meget på mit overskud til at fortsætte. Det lykkedes dog først i hans tredje forsøg, at få hende vendt, og derefter gik det hele lidt stærkt. Hjerterytmen, der ellers havde været fin undervejs, faldt pludselig til under 50 slag (også kaldet bradykardi) og i adskillige minutter kæmpede vores lille seje baby med at finde tilbage i en normal hjerterytme. Jeg kunne heldigvis ikke se hjertemonitoren, så det var først da Birger begyndte at tale om akut kejsersnit og at vi måske kunne fejre fødselsdag allerede i dag, at det gik op for mig, at det stadig var for tidligt at ånde lettet op. At ligge der, helt udmattet i kroppen efter 5 vendingsforsøg, glæden over, at det sidste lykkedes, og så pludselig mærke stressen over et muligt kejsersnit, det var en ret stor mundfuld, og både Mads og jeg var meget overvældede, da lægerne efter nogle minutter kunne konstatere at vores datters hjerterytme var på vej op, og vi blev umiddelbart herefter frikendt for det akutte kejsersnit.

På grund af den lidt hårde medfart skulle der køres en ekstra lang måling af hjerterytmen for at sikre sig, at baby var helt stabil før vi blev sendt hjem. Der skulle ende med at gå 5 timer før det blev vurderet, at vi kunne tage hjem, da babys puls dykkede en del, hver gang jeg havde en plukve. 10 timer efter vi satte os til rette i venteværelset, kunne vi endelig sætte kursen retur mod Vesterbro. Overvældede, trætte, taknemmelige og med en datter, der forhåbentlig nu er klar til at ligge sig fast i bækkenet i hovedstilling, så jeg kan få den fødsel, jeg håber på, og vores datter kommer, når hun er klar, og ikke fremprovokeret af et vendingsforsøg.

Ville jeg få lavet et vendingsforsøg igen? Hvis det var første gang så ja, uden tvivl. For mit vedkommende fyldte smerten så lille en del i forhold til udfaldet, at den ville jeg ikke frygte. Herhjemme er vi dog også enige om, at hvis vores datter ender med at slå en kolbøtte tilbage til udgangspunktet, så skal vi ikke igennem et nyt vendingsforsøg, udelukkende af den årsag, at hendes hjerte reagerede så meget på vendingen, som det gjorde. Så er der istedet en mening med, at hun kommer ved et kejsersnit ♥