I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: JULI SHOPPING

16. august 2022
II 1 KONGES SLØJD BADEDRAGT II 2 LOVECHILD 1979 KJOLE II 3 LOVECHILD 1979 BUKSER II

Mit garderoberegnskab for juli har ladet vente lidt på sig, men I skal selvfølgelig ikke snydes, eftersom jeg ved, at det er et af de indlæg, I er flest der troligt læser med på. Hvilket jeg er glad for. Det vidner nemlig om, at et emne som jeg også selv synes er ret interessant, forbrug og allokering af ressourcer, er noget, I også gerne læser med om herinde. Og så kan jeg egentlig godt lide tanken om den fulde transparens i forhold til mit garderobeforbrug, da det er sjældent, man finder det ret mange steder.

Jeg har udgivet mine garderoberegnskab siden december 2017 og således er det altså indtil videre blevet til 67 indlæg i denne føljeton. Jeg har alle mine garderoberegnskab samlet i et – efterhånden temmelig stort – excelark, og jeg synes det er ret interessant af og til og dykke ned i arket for at se, hvordan mit forbrug har udviklet sig over tid. Tendensen er tydelig, jeg har skruet ned på kvantiteten og op for kvaliteten. Forbruget er blevet lidt lavere, uden at jeg på nogen måde sparer. Jeg er blot blevet meget mere bevidst om, hvad jeg køber, og der bliver – heldigvis – længere og længere imellem fejlkøbene. Dels hænger det nok sammen med, at mine garderobeprioriter har ændret sig lidt efter jeg er blevet mor. For nok går jeg stadig op i at føle mig pæn i mit tøj, men jeg bruger mindre og mindre tid på at følge med tendenser og er meget bevidst om at minimere min eksponering for hurtige fristelser. Og så er udviklingen i mit forbrug nok også en effekt af tidens tendens med at blive mere bevidst om sit forbrug og især når det kommer til tekstil, som har en enorm effekt på vores Co2 udledning.

Er det et billede nogen af jer også kan genkende hos jer selv?

Det endte med at blive en længere udredning inden jeg kom til det, det egentlig drejer sig om. Mit garderobeforbrug i juli. I juli er tre nye ting blevet føjet til garderoben. Endnu en badedragt fra Konges Sløjd, som er endt med at blive en go to, når det kommer til badetøj. Købet af denne indrømmer jeg dog gerne, var lidt overflødigt. Jeg havde ganske simpelt glemt alt om, at jeg havde lagt en pre-order på den tilbage i vinter via min svigerinde. Og i mellemtiden havde jeg jo allerede i juni købt en ny badedragt fra Konges Sløjd, som erstatning fra en gammel sag, der var gået op i stropperne. Så jeg kunne sagtens have undværet denne. Nu har jeg om ikke andet to badedragter at veksle imellem, og så satser jeg på, at jeg er dækket ind i mange år frem.

Udover badedragten endte jeg også med at give efter for den smukke kjole fra Lovechild 1979 med de fineste blondedetaljer. Den har været et hit sommeren igennem, og glæder mig til at den i hvert fald har sin berettigelse en måneds tid endnu, inden de flagrende sommerkjoler nok bliver hevet lidt sjældnere frem fra skabet, inden solen igen står højt på himlen.

Sidste julikøb var et par klassiske bukser også fra Lovechild i samme design som kjolen, med blonder nederst på benene. Jeg har længe været på kig efter bukser, der ikke er jeans, og synes altså det driller mig at finde dem. Nu har disse fået chancen, efter at have beundret dem på min søde svigerinde. De er stadig helt nye i garderoben, og de og jeg skal lige finde hinanden og hvordan jeg bedst bruger dem, men jeg håber sådan, at de bliver en favorit. Altså når vejret igen er til lange bukser.

I alt har mine julikøb kostet mig 2.185kr.

  • Reply
    Ida
    16. august 2022 at 11:26

    Jeg har nogle lignende sorte bukser, som jeg desværre bare ikke får brugt. Kunne du lokkes til at vise noget styling af dem på IG 🙂

    • Reply
      Line Schjelde
      22. august 2022 at 21:24

      Mega god ide Ida. Det vil jeg meget gerne – det bliver nok på insta story. Når altså vejret engang igen er til de lange bukser 😉

  • Reply
    Michaela
    16. august 2022 at 13:36

    Den kjole er så smuk💫.
    Den har været mange gange on/off i min “indkøbskurv”, men jeg har ikke kunnet få mig selv til “trykke køb” pga prisen. Jeg ville være så ærgerlig, hvis jeg eller et barn kom til f.eks. at tabe noget is på den, der ikke kunne gå af😅

    • Reply
      Line Schjelde
      22. august 2022 at 21:24

      Den er nemlig indbegrebet af smuk. Og du har ret, også ret sart 😉 Jeg er efterhånden en habil haj til at fjerne pletter, og det gør, at jeg ikke er alt for påpasselig selv med mit mere sarte tøj.

  • Reply
    Heidi
    18. august 2022 at 21:50

    Jeg elsker dine garderobe-regnskaber ❤️ Efter jeg selv er begyndt at skrive mine indkøb og priser ned i en note på mobilen, ser jeg samme tendens som dig, jeg køber mindre men i bedre kvalitet. Jeg er dog stadig der hvor jeg har fejlkøb og det er desværre ikke kun på impulskøb. Jeg har længe tænkt på at det kunne være spændende hvis du nogle gange laver opfølgning på dine tøj-køb efter noget tid, får du brugt det hele som du regnede med?

    • Reply
      Line Schjelde
      22. august 2022 at 21:26

      Det er sådan en god ide Heidi. En anden følger har også skrevet med samme opfordring for nylig, så det vil jeg tage til mig og også begynde at holde regnskab med, hvilket tøj der bliver sorteret fra igen, fordi det af den ene eller den anden grund alligevel ikke viste sig at være det helt rette køb. For de køb har jeg helt sikkert også stadigvæk!

Kommenter