Hverdagsliv

MINE JULI PLANER

1. juli 2022

En hel måned er der gået, siden jeg sidst fandt min vej herind. Og det er ikke med min gode vilje. Livet har været – og er stadig – en mundfuld, på godt og på ondt, og mens jeg har haft svært ved helt at finde min vej igennem det, har det betydet, at jeg for en stund har måtte vige fra tiden herinde. Men jeg savner bloggen, hvor utidssvarende det måske end måtte lyde i en tid, hvor blogs ikke længere får den store opmærksomhed og hvor billed- og videobårne sociale medier tager over. Men det dybdegående skrevne ord kan stadig noget, i hvert fald i min optik, og jeg kan mærke at jeg savner tiden herinde. Savner at skrive af lyst. Så nu, som vi tager hul på en dugfrisk ny måned, vender jeg også et nyt blad og støver bloggen af igen. Jeg håber I stadig er derude, og har lyst at læse med?

I juli glæder jeg mig til:

  • Generelt at gøre flere lystbetonede ting. Pakke den dårlige samvittighed og følelsen af at være evigt bagud på arbejdet væk, som tre ugers tiltrængt sommerferie om en uge sætter ind. Jeg vil lade dagens dont afhænge af humør og velbefindende.
  • At sætte autosvaret til på mailen, og pause notifikationerne fra Slack. To års barsel har gjort mig enormt god til at disconnecte fra arbejdet, når tiden rent faktisk er til det, og det er den nu. Heldigvis.
  • En anledning til at stoppe op og mærke efter. Det har jeg ikke gjort længe, og min mavefornemmelse og selvforståelse er helt ude af kurs. Det håber jeg feriepausen kan rette op på, og på den anden side er der brug for, at noget skal forandres. Hvad og hvordan det skal ske, ved jeg endnu ikke, men jeg tror på, at jeg bliver klogere over den kommende tid.
  • Daglige dyp i Sejerø bugten, mens vi holder to ugers sommerferie på de kanter.
  • Aftener uden ende i selskab af gode venner, som på skift besøger os i sommerhuset.
  • Gensyn med yndlingsøen Bornholm, hvor vi bruger den sidste uge af vores sommerferie.
  • Ikke helt at kunne forstå, at det i juli allerede er fire år siden, at jeg blev mor. Det mest meningsfyldte jeg nogensinde har gjort, og mens jeg på mange andre områder føler mig ret vaklende på min rolle, har jeg aldrig gjort det som mor. Intet har føltes mere rigtigt end det.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • Som ferien står for døren, kan jeg mærke, at jeg har lyst til en sommer uden alt for meget skærmtid. I hvert fald i form af TV-tid. Min telefon kan jeg nok ikke helt undvære. Jeg vil derfor udfordre mig selv til at droppe tv-skærmen til fordel fordybelse med en bog. Aftener på sommerhusterrassen med en dyne omkring sig og et glas vin som selskab til bogen lyder egentlig også sjovere end tid på sofaen mens jeg – ofte halvhjertet – følger med i, hvad end der er på skærmen.
  • Jeg har totalt tabt min musikalske begejstring til Sole Sole efter at være faldet over dem, da jeg ledte efter et baggrundsnummer til en kampagnevideo, jeg skulle udgive. Lyden emmer af sommer. Det samme gør Euromans Sommer 2022 playliste sjovt nok, og den kører pt på repeat på højtaleren sammen med Sole Sole.
  • Tine Høegh har sendt mig et anmeldereksemplar af hendes nye roman ‘Sult‘, der med største indlevelse skildrer den opslidende længsel det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg læste de første 30 sider i går, og det tegner godt, så jeg glæder mig til for alvor at sætte mig til rette med den i vores ferie.

Jeg vil spise og drikke:

  • Alt friskfanget fra Odden Fisk, men i særdeleshed jomfruhummer, som vi vil spise lune fra grillen, is fra Kalas, nybagte boller på Strandhotellet i Sandvig
  • Kølig Riesling i sommersolen, der forhåbentlig vil skinne gavmildt over os i juli. Det føles altid som et kæmpe sats, at planlægge efter en sommer i Danmark, men vi har haft heldet med os de seneste år, og håber ikke, det er brugt op endnu.

Jeg vil købe:

  • Det er min plan at holde tøjbudgettet på et minimum, da sommerferien alligevel ikke er tiden til at hoppe i andet end løse sommerkjoler og badetøj. Hvis jeg alligevel skulle ende med at give efter, så ville det være med denne drøm af en sommerkjole fra Lovechild.

Jeg vil gøre mig umage med:

  • Selvom juli for mit vedkommende skal være tid for eftertanke, så vil jeg samtidig prøve at være lidt mindre i mit hoved og mere i min krop. Tankerne der altid hvirvler rundt, vil jeg lade hvirvle uden at ophøje dem til mere. end de behøver at være, og i stedet vil jeg give plads til, at min mavefornemmelse kan gro sig stærkere.
  • At være tilstede. I nuet sammen med Mads og pigerne der de seneste måneder har været mit afgørende helle i hverdagen. Selvom jeg har prøvet at undgå det, har de helt sikkert godt kunne mærke, at min opmærksomhed i mange tilfælde har været rettet andetsteds. Det skal den ikke være i sommerferien. Der skal det være dem først.

Hvad glæder du dig til i juli?

  • Reply
    Louise Herby
    2. juli 2022 at 23:53

    Jep, jeg er her selvfølgelig stadig 🙋‍♀️ Elsker blogs og har da kigget ind flere gange men så i stedet fulgt med på Instagram 😊 Som jo slet slet ikke kan det samme..

    Det bliver så dejligt med 3 ugers ferie for jer! Vi snuppede selv en uge i juni og snupper 2 mere i juli, så det glæder jeg mig til i juli 🙂 Mm, det lyder lækkert med alt den mad. Sidder og bliver helt lækkersulten 😋

Skriv et svar til Louise Herby Annuller kommentar