Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

2. november 2020

Jeg har sådan en rigtig mandagsmandag i dag. Sådan en hvor det hele føles lidt træls, selvom man ikke rigtig kan sætte en finger på hvorfor. Jeg går derfor lidt i cirkler rundt om mig selv på hjemmekontoret, og glæder mig egentlig bare mest af alt til at afløse i dag med en ny og forhåbentlig bedre dag i morgen. Der skal jeg ind på kontoret og det er altid et rart afbræk i hverdagen, fordi dagen så får et andet format, end når arbejder hjemmefra.

Og selvom det er okay at have dårlige dage, irriterer følelsen af at spilde min dag på dét mig også, så nu prøver jeg lige at gøre en indsats for at vende skuden. Med en eftermiddagspause til at dele seneste uges små gode glimt, og så vil jeg tage klapvognen i stedet for cyklen ned og hente Nola senere i eftermiddag, og så gå en hyggelig tur med hende for at få lidt luft til tankerne. Forhåbentlig dét får humøret til at lette lidt, så ikke hele dagen bare er sådan en jeg har lyst til at sætte en streg henover.

II Små glæder på hjemmekontoret. Udsigt til den fine julestjerne, der netop er flyttet ind. Jeg har aldrig været den store fan af den røde julestjerne, men jeg kunne ikke stå for den her orange variant, som nu spreder tidlig julestemning herhjemme II

II Golden hour som afslutning på en virkelig fin hverdagseftermiddag. Hvor Nola og jeg hyggede med tebolle og tag-fat på Enghave Plads. Sådan en dag hvor hverdagen gik op i en højere enhed. Dem samler jeg på! II

II Burgerdate med en veninde på Bistro Royal. Deres burger var virkelig, virkelig god, hvilket jeg egentlig ikke havde regnet med, fordi jeg nok havde tænkt den lidt mere cafe-burger agtig, end hvad jeg normalt foretrækker. Men den tanke blev altså gjort til skamme, og mig og baby i maven (som selv sagt var den der fik mig lokket til burger, ahem) var godt tilfredse resten af dagen II

II Hjemmegjorte hyggesysler som efteråret heldigvis er oplagt anledning til, nu hvor eftermiddagen hurtigt bliver for mørke til legeplads. Vi malede med akvarel på tomme toiletruller og lavede dem efterfølgende til kikkerter, vi kunne bruge til at finde vilde dyr i lejligheden II

II Julebollesæsonen er igang og den (Lagkagehusets) er præcis lige så god som jeg husker den. Åh jeg kommer til at dy mig for kun at holde mig til én om ugen, haha II

II Lykkefølelse på landet. Det er blevet en fast tradition, når vi er hos mine forældre, at vi runder den eng, der ligger for enden af deres vej, og fodrer fårene, som vi nu har kunnet følge fra lam til snart fuldvoksne får. Elsker den begejstring det vækker hos Nola, og dermed også hos os! II

 

    Kommenter