Hverdagsliv

MINE APRIL PLANER

1. april 2022

Marts har føltes som den korteste og længste måned på én og samme tid. Alene denne uge har føltes som to, og vores uge på Gran Canaria i midten af måneden føltes allerede lysår væk. Men der er også sket meget; førnævnte ferie, arbejdsstart for mig og vuggestuestart til Evi. Sidstnævnte to, store omvæltninger for vores hverdag som vi kendte den, og helt klart med til at puste til følelsen af, at marts var forbi som et blink med øjnene. Sådan behøver det ikke at gå med april, som jeg i øvrigt har store forventninger til, skal markere forårets endegyldige indtog. Ikke mere sne, tak! Sidste år sneede det faktisk den 11. april, hvor vi kunne fejre fødslen af Evi, så jeg ved godt, at vejret også på denne tid kan være lunefuldt, men man har da lov at håbe. Vi har nemlig virkelig mange rare planer for måneden, mange af dem udendørs, og det er der trods alt mere ved, hvis ikke det er med sne foroven.

I april glæder jeg mig til:

  • En forlænget sommerhusweekend med min lillebror og hans kæreste, mine forældre og selvfølgelig min lille flok her fra matriklen. Glæder mig til en weekend med langsomme dage ved vandet, brætspil, god mad og vin i glasset og – bevares – et par ekstra hjælpende hænder til at underholde børnene. Sådan en weekend som alle vinder på!
  • Gensyn med savnede gamle kolleger, og ditto veninder. Jeg er endelig begyndt at kunne lægge aftenplaner igen, og omend de stadig er tidlige, da mig og mine bryster fortsat er krævet til Evi skal puttes ved en 20tiden, så gør det altså alverdens for humøret, når man kan klemme en eftermiddagsdrink og en middag på Mangia ind på en helt almindelig hverdag.
  • At fejre min mindste store kærligheds første fødselsdag. Jeg kan til stadighed ikke forstå, at min baby lige om lidt bliver et år. Bliver helt rørt ved tanken. Måske også fordi jeg savner hende, som hun lige nu er i vuggestue. Har stadig ikke helt vænnet mig til at skulle undvære så mange timer ad gangen!
  • Vi har inviteret familie og et par af de aller nærmeste venner til fødselsdag i en påskehygge-udgave, og jeg glæder mig helt til den påskeægjagt, jeg har planer om at skulle sende alle børnene ud på.
  • Påskefridagene. De falder på et tørt sted ovenpå en lidt hektisk tilbagevenden til job, og jeg tæller vitterligt dagene til en anledning til at få fyldt lidt på batterierne igen.
  • At give skuffer og skabe den helt store forårstur. Har sammen med en veninde booket mig ind til en stand på Gentofte loppemarked i maj, så nu skal der ryddes op og sorteres. Og jeg glæder mig!
  • Forhåbentlig at lande lidt mere i mit nye arbejdsliv. Har været tilbage i præcis 14 dage i dag, og jeg kæmper stadig med at finde en balance imellem arbejde, privatliv og min Instagram forretning. Lige nu løber jeg stærkere end hvad jeg føler er holdbart på sigt, men jeg håber, det bare er et spørgsmål om lige at finde sig til rette.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • Sæson 2 af Ted Lasso på Apple TV+ som er en af de sjoveste serier, jeg længe har set. Soundvenue er enig og gav serien 6 stjerner, da den fik premiere sidste år.
  • Føler det lidt som om, jeg slet ikke har hørt musik den sidste måned. Altså andet end MGP sangene, som Nola insisterer på, at vi spiller på repeat. Trænger noget voksenmusik! Hvad lytter I til for tiden? Måske jeg kan lade mig inspirere?
  • Jeg er fortsat i en fornuftig læsestime og nyder de stunder med en bog i hånden, jeg kan snige mig til. Det er indbegrebet af velvære for mig, fordi det er underholdning på den langsomme måde. Jeg er netop nu igang med de sidste sider af De tabte minders ø, som jeg bestemt vil anbefale. Derefter venter mig andet bind i Lotte Kaa Andersens Hellerup-trilogi; 100 dage. Slugte Hambros Alle 7-9-13 på ferien, og det er længe siden jeg har været så underholdt af en bog. Mads har overtaget den efter mig, og han er lige så opslugt!

Jeg vil spise og drikke:

  • Påskeæg (de farvede marcipanæg fra Anthon Berg er og bliver en evig påskefavorit)
  • Is fra nogle af byens favoritter, der endelig har slået dørene op til en ny issæson. Siciliansk is indviede vi fx i går, og hvor har jeg dog savnet deres Zuppa Inglese
  • Min seneste drink besættelse er Vermouth og grape sodavand, som Mads har introduceret mig til, efter at han fik denne flaske fra Den Sidste Dråbe i fødselsdagsgave. Den Sidste Dråbe refererer til den som easy living på flaske, og dét princip køber jeg gerne ind på!

Jeg vil købe:

  • Uden helt at kunne sætte en finger på, hvad det er jeg mangler, har jeg ramt et træthedspunkt i min garderobe, og jeg går i de samme få stykker tøj dag ud og dag ind, føler jeg. Måske det hænger sammen med, at min garderobe skal i brug på en ny måde, som barselsuniformen har måtte vige til fordel for tøj, der er en dag på kontoret værdigt. Uanset, så vil jeg give mig selv lov til at finde et par nye forårsfavoritter, som forhåbentlig kan give resten af garderoben lidt nyt liv.
  • Min seje svigerinde og hendes søster åbner den fineste tøj- og livsstilsbutik i Gilleleje i morgen; Butik SŒURS. Med et fokus på slow-fashion og mærker som Nué Notes, Skall, H2oFagerholt på hylderne er jeg sikker på, at det meste vil falde i min smag, og jeg glæder mig så meget til at slå vejen forbi. Tænker det kunne blive anledningen til at give efter for længslen efter lidt nyt til garderoben.

Jeg vil gøre mig umage med:

  • At mærke efter hvad det er, der giver mig energi, og så bruge mine kræfter i den retning fremfor på ting, der ikke gør. Helt sikkert nemmere sagt end gjort, men håber, at det at sige det højt hjælper mig til i det mindste at prøve.

Hvad glæder du dig til i april?

  • Reply
    CK
    1. april 2022 at 18:19

    Jeg elsker simpelthen de her indlæg. Det er sådan en god måde at starte min måned på efter at have læst dine tanker herom. Meget inspirerende !
    Jeg elsker selv Tina Dickow og netop i dag er hun ude med et nyt album – endda på dansk. Så det skal jeg bestemt lytte til i april !
    Jeg har desuden netop set serien Lust som jeg fandt ganske underholdende 🙂

    Kh

Kommenter