Hverdagsliv

MINE MARTS PLANER

2. marts 2022

Foråret er her, venner. Og det var på høje tide, hvis I spørger mig. For en gangs skyld lader det ovenikøbet til, at foråret på papiret er i sync med forårsvejret, og jeg er helt høj på de seneste dages solskin og forårsfornemmelser, som byen har været klædt i. Det gør så meget for overskuddet, velværet og arbejdsomheden.

Derfor er jeg også fuld af iver over at gå ombord i marts, der markerer lidt af et skifte herhjemme. Både et kortvarigt et, som vi fordufter på en uges ferie, men også et af de mere permanente, som jeg om fjorten dage vender tilbage på arbejde efter et års barsel. Glæder mig til luftforandringen af både den ene og den anden slags, og selvom vi uden tvivl lige kommer til at skulle lande i det hele, som man jo skal, når ting forandrer sig, så er jeg ret sikker på, at det bliver godt. Anledningen til at ryste posen lidt og finde en ny struktur på vores hverdag, det trænger jeg faktisk også lidt til. For selvom jeg især de seneste måneder har nydt at være på barsel, ser jeg også tilbage på rigtig mange måneder hvor det var mere hårdt arbejde end det var fornøjelse, og imens det stod på, blev barslen altså lidt et vakuum. En tid hvor jeg ikke var meget for mig selv, fordi al energi blev brugt på at være noget for andre. Lidt af den energi har jeg vundet tilbage, som Mads gik på barsel for et par uger siden, og jeg ser frem til forhåbentlig at genvinde det sidste, som jeg skal tilbage og realisere mig og mine ambitioner på fuld tid lige om lidt.

I marts glæder jeg mig til:

  • At freden forhåbentlig indfinder sig i Ukraine. Det fylder meget også i mine tanker; det gør det vist for os alle? Jeg er lige dele skræmt over situationen, og fuld af håb over det heltemod det Ukrainske folk i disse dage udviser. For det vidner om, at selvom et fjols som Putin ikke efterlader en med meget tiltro, så er der en hel nation af modige og mægtige mennesker, som vil gøre alt hvad de kan for at det onde ikke får lov at vinde. Det er ganske simpelt ikke en mulighed.
  • Alle glæder herfra kommer jo til at virke så banale, når de er sat op imod et ønske om fred i verden, men samtidig får situationen lige nu mig også til at sætte ekstra meget pris på de privilegier, jeg hver dag står op til. Og de glæder vil jeg værne om! I marts glæder jeg mig derfor også til at foråret taget form; de seneste dages sol og lune har i hvert fald føltes som ægte forår, og jeg er til fulde klar til at overgive mig til det nu.
  • At indvie foråret med en ferie sydpå. Vores første uden for landets grænser i snart fire år. I næste uge tager vi nemlig en uge til Gran Canaria, som afslutning på min barsel. En uge i sus og dus, og forhåbentlig en hel masse sol i selskab af Mads’ familie. Vi har talt ned siden oktober og nu er det endelig nu!
  • Forårsfrakker og måske sågar åbne sko. Forårsoptimismen fejler i hvert fald ikke noget.
  • At vende tilbage til mit arbejde efter 12 måneders barsel. Troede ikke at jeg ligefrem ville glæde mig, fordi det er så fjernt fra de følelser, jeg oplevede da jeg skulle sende Nola afsted i vuggestue første gang, men denne gang gør jeg det altså. Glæder mig til det næste kapitel af vores familieliv der venter, og på det personlige plan de spændende udfordringer der venter mig tilbage på kontoret.
  • Forhåbentlig at få tjek på årets sommerferie, efter med lidt svedige armhuler at have erfaret, at vi allerede er sent ude til at lykkes med den sommerhusferie på Bornholm, vi ellers havde planlagt. Hvis nogle af jer kender nogen, der kender nogen, som lejer et sommerhus ud på Bornholm i uge 30, vil I så ikke sige til?
  • At fortsætte vores gode erfaringer med ugentlige madplaner og storindkøb som vi indførte i februar i forbindelse med et fokus på mådehold. Mådeholdet gik det så som så med (skal nok vende tilbage til det i et separat indlæg snart), men madplanerne havde vi virkelig god effekt af og det føltes optimerende både i forhold til tid, økonomi og madspild.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • Borgen, Badehotellet, Pam & Tommy, Løvens Hule, Kender Du Typen. Så meget godt tv – især på flow – lige nu.
  • Jeg har fået en – muligvis kortvarig – ting for Ed Sheeran og i særdeleshed nummeret Shivers, som jeg af en eller anden årsag slet ikke kan få nok af. Fungerer godt til løbeturen, hjemmekontoret, dansestunden med den treårige.
  • Endelig er det lykkedes mig at få taget hul på læsningen, og jeg fik i februar læst årets første bog til fulde. Oblivion, der virkelig ramte mig. Nu er jeg godt igang med De Tabte Minders Ø, der også betager mig. Med i kufferten til Gran Canaria kommer jeg til at pakke de to første bind af Lotte Kaa Andersens Hellerup-trilogi, som jeg fandt et slagtilbud på i Bog & Ide forleden.

Jeg vil spise og drikke:

  • Mere stenbiderrogn nu hvor prisniveauet endelig er ved at være til, at det ikke kræver en særlig indledning for at man kan forsvare købet af den delikate lyserøde spise. 100kr pr 100gram står den i hos vores fiskemand lige nu, og jeg spår at prisen inden længe får yderligere et nøk ned.
  • Og så vil jeg drikke Campari Spritz (Campari, tonic og rigeligt is) der er en klassisk bebuder af solskin og længere dage herhjemme.

Jeg vil købe:

  • Fine strømper, apropos håbet om anledningen til åbne sko. Det kommer konsekvent bag på mig hvor kort levetid strømper har i min garderobe, og selvom jeg går mellem 15.000 og 20.000 skridt om dagen, synes jeg jo, at mine strømper burde holde mere end en lille måneds tid. Det gør de desværre ikke, og jeg er igen nået i bund i samlingen, så nye skal der til. Køber altid MP eller Becksöndergaard, som laver fine og budgetvenlige strømper.

Jeg vil gøre mig umage med:

  • Ikke at tage for givet hvor priviligerede vi er, at vores hverdag tager sit afsæt i en fredelig lille plet af verden. Hver morgen vågner vi op, trygge og bekymringsfrie, og mine børn behøver ikke forholde sig til krig før de er gamle nok til selv at stille spørgsmål til det. Det burde være alle børn forundt, men er det desværre ikke, og den seneste tids ulykkelige begivenheder i Ukraine har gjort mig endnu mere bevidst om hvor grundglad og lykkelig jeg er, for alt hvad jeg har. Selvom taknemmeligheden er vokset ud af triste omstændighederne, er den der ikke desto mindre, og den vil jeg hver dag gøre mig umage med at sætte pris på.

Hvad glæder du dig til i marts?

  • Reply
    VenterpaavinBlog
    3. marts 2022 at 23:59

    Er også helt forelsket i Shivers. Mega catchy!

    Og årh, Bornholm; håber det lykkes. Må ind og hyggegenlæse mine indlæg derfra, fra maj. Det var virkelig en skøn overraskelse med den ø.

    – A

    • Reply
      Line Schjelde
      4. marts 2022 at 11:25

      Lige præcis. Bliver simpelthen så glad af den sang!
      Bornholm har nemlig hele pakken, og jeg glæder mig hver gang vi skal afsted. Så det skal lykkes! Om vi så må gå lidt på kompromis med rammerne for besøget. Forhåbentlig sommeren viser sig fra sin bedste side, så vi alligevel skal bruge størstedelen af tiden udendørs.

Skriv et svar til Line Schjelde Annuller kommentar