Et nyt år ligger klar foran os, og jeg er så motiveret for alt det, der venter. Jeg elsker nemlig nye begyndelser, måske derfor også jeg er mere morgen- end aftenmenneske, og udsigten til at starte forfra. Således er jeg fuld af forventning og energi, her som startskuddet til 2022 er gået, og jeg har et væld af ideer til, hvad den energi skal kanaliseres ud i. Jeg skal tids nok miste lidt af pusten og nå et momentum, men lige nu nyder jeg altså lysten til at klø på, og således har jeg allerede handlet på flere hængepartier her de første par dage af det nye år, end jeg føler jeg nåede i hele december.
Netop det med at handle er også en af de ting, jeg har et ønske om at blive bedre til her i 2022. Jeg vil gerne bruge mindre tid på at tænke over hvad jeg burde gøre, og i stedet bare gøre. Jeg har nemlig haft for vane at bruge mere tankevirksomhed på mine ideer end på at handle på dem, og det tynger skuldrene med sådan en følelse af alle de ideer og gøremål, der aldrig bliver til mere, fordi jeg bruger tiden på at væve imellem dem istedet. Det gør jeg noget ved nu.
Januar, jeg er så klar på dig!
I januar glæder jeg mig til:
- Følelsen af en frisk start. Til fornyet gåpåmod og handlekraft til nye ideer og gøremål.
- At indvie min nye løbejakke, som jeg fik i julegave. Drømmer om at komme tilbage i den gode løbeform, som efterhånden ligger et par år tilbage. Der er noget så befriende over, at kunne snøre løbeskoene og bare fare afsted, så det håber jeg at finde energien til at gøre i hvert fald en gang om ugen her i januar.
- Frokostfred med en meget savnet veninde på restaurant Palægade. Hun var også på barsel det meste af 2021, og således kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har set hende uden at vores babyer var med. På lørdag sker det, og er allerede startet nedtællingen.
- Generelt flere stunder med vores venner. Dét synes jeg foregik på et lidt lavt blus i december, som vi alle er hængt op med julens hurlumhej, men nu glæder jeg mig til at tage revanche og januar er sådan en god måned at fylde på med rare menneskers selskab.
- At dagene hver dag bliver længere og lysere. Vidste du, at hver dag tiltager med tre og et halvt minut her i januar? Dét er da en rar tanke!
- Fastelavnsbollesæsonen. Den starter nu, venner. Og der er få ting, jeg glæder mig så meget til at spise, som fastelavnsboller. Du kan med fordel orientere dig efter min store guide til Københavns bedste fastelavnsboller.
Jeg vil se, lytte og læse:
- Anden sæson af Emily in Paris, som jeg har et veludviklet had/kærlighedsforhold til. Jeg synes den er så tåkrummende her i anden sæson, og alligevel kan jeg ikke lade være med at se den. Når jeg er færdig med den, skal Mads og jeg se Don’t Look Up, som lader til at være på alles radar lige nu.
- Og And Just Like That, selvfølgelig. Den ser jeg også frem til et nyt afsnit af hver uge.
- På højtaleren skal Jaymes Young flyde. Fineste lyd, der er perfekt selskab til grå januardage.
- Jeg fik ikke læst bare en brøkdel af, hvad jeg havde håbet i løbet af december, men måske januar bliver måneden, hvor det lykkes? Jeg gad i hvert fald godt veksle lidt af min aftenskærmtid til stunder med en bog. Jeg nåede lige akkurat at starte på Væggen af Marlen Haushofer i min juleferie, og den glæder jeg mig til at læse videre på.
Jeg vil spise og drikke:
- Stenbiderrognen, der lige rundt om hjørnet er i sæson.
- Det samme med grønkål, som er blevet en yndling i det grønne køkken, og som klæder de fleste retter.
- Begge dele må gerne glide ned med et glas Chablis. Ingen intentioner om hvid januar herhjemme, og føler jeg har lidt at indhente ovenpå graviditet og amning stadigvæk.
Jeg vil købe:
- Nye lamper til vores stue. En erstatning for vores HouseDoctor Molecular lampe, vi længe gerne har villet skifte ud, og en væglampe til et andet hjørne af vores stue, hvor vi dagligt savner lys. Nu skal det være! Har et godt øje til denne smukke væglampe fra Ferm Living, og så ville drømmen være en Murano pendel i loftet.
Jeg vil gøre mig umage med:
- At nyde min sidste fulde måned på barsel alene med Evi. Fra midten af februar gør Mads os nemlig selskab i barselsboblen, og selvom jeg glæder mig uendeligt til det, er der altså også noget vemodigt over at tiden sammen bare Evi og jeg, snart lakker mod enden. Selvom barslen med barn nummer to har været helt anderledes end fra første barn, er vi alligevel lykkedes med at finde en fin form sammen, og jeg kommer helt sikkert til at savne vores tosomhed. Så altså, fuld fart på nydningen og nærværet den næste tid!
Ingen kommentarer