Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

11. oktober 2021
II Mit hold. Det bedste af slagsen ♥ II

Vi er tilbage til hverdagens vante rammer efter den dejligste efterårsferie i sommerhusland. Ej hvor har vi har nydt det. Det gode vejr, de langsomme dage, alt det gyldne udenfor, hinanden og en hulens masse bagværk. Opskriften på en efterårsferie lige efter mit hoved, og det var ikke med udelt begejstring, at vi kørte hjem fra sommerhuset lørdag aften. Kunne godt lige have klemt et par dage mere ud af ferien, men vi havde tre huskig i kalenderen i går og en eftermiddagsaftale med Mads’ flok af gode venner, kærester og børn. Så hjem, det skulle vi.

Og når nu mandagen er startet med strålende sol, en god børnehaveaflevering og udsigt til bobler og kage senere i dag, som fejring af Evi, der i dag bliver 6 måneder, ja så gør det egentlig ikke så meget, at hverdagen ruller igen. For vi plejer at få det bedste ud af den.

II Tiltrængt venindetid, tjek. Bolle med tandsmør og vesterhavsost, tjek. Sovende baby i pæne gyldne efteråromgivelser, dobbelt tjek. Sådan en rar stund! II
II Vi havde de mest betagende solnedgange oppe ved sommerhuset, og Nola er dybt fascineret af, hvordan solen går ned i vandet, så hun var nærmest ikke til at drive hjem derfra. Tænk hvor forunderlig og magisk verden er set med et barns øjne II
II Ægte efterårsferie! II
II Savner allerede lidt de daglige trilleture i morgentågen. Helt magisk, hvis I spørger mig II
II Vi grinede lidt af, at vi har brugt mere tid på stranden i vores fem dage lange efterårsferie end vi gjorde de fjorten dage vi holdt sommerferie i sommerhuset. De gavmilde oktobertemperaturer behagede familiens yngste medlem mere end juliheden, og vi har stornydt at slå lejr ved vandet. Især den dag, hvor der var hjemmelavet varm chokolade med i tasken II
II Selvom der ikke er meget kærestetid på tapetet, hvor vi er i livet lige nu, går der ikke en dag, hvor jeg ikke glæder mig over ham her, og alt det i livet, han har givet mig. Så glæder jeg mig ekstra meget over de små stunder, som kærester mere end forældre, vi sniger os til, hvor vi kan. Som de ti minutter på stranden, hvor Evi sov, og Nola var optaget af leg. Det er ikke meget, men nogle gange er det nok ♥ II

    Kommenter