I garderoben

GARDEROBEREGNSKAB: JULI SHOPPING

5. august 2021

Efter et omkostningstungt garderoberegnskab i juni havde jeg i sinde at mane til besindighed i juli. Og som sagt, så gjort. Bare et enkelt køb er det nemlig blevet til.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at mit julikøb er magen til den blå flæsekjole, jeg købte i juni, men altså blot i en anden farve. Og det er korrekt. Jeg endte nemlig med at nå frem til, at den blå kjoles anvendenlighed var for sæsonbetonet, hvorimod kjolen i sort føltes lidt mere langtidsholdbar. Den blå kjole blev derfor sendt retur, og i stedet blev den altså klikket hjem i sort i starten af juli. Og godt det samme eftersom det stort set var det eneste jeg havde på af rigtigt tøj i vores fjorten dage i sommerhus, selvom jeg selvfølgelig havde tasken proppet med andre sommergevandter. En eller anden dag lærer jeg vel, at på sådan en daseferie behøver man virkelig ikke pakke andet end et par kjoler, især ikke hvis der er vaskemuligheder, som vi havde det i sommerhuset. Synes ellers vi havde prøvet at begrænse vores pakkesager, men alligevel var det altså kun en brøkdel af mit pakkede tøj, der nogensinde kom op af tasken.

Den således populære sorte flæsekjole stod mig i den nette sum af 139 kroner, og det er således hvad min julishopping beløber sig til. Til gengæld har jeg allerede i august kompenseret for det lave forbrug i den forgangne måned. Glæder mig til at vise jer, hvad jeg har købt.

Er der flyttet noget spændende ind i jeres garderobe i juli?

    Kommenter